Greenie er grøntsags-udgaven af smoothie. Det er en sund og dejlig drik, som fylder uden at fede. Her får du to opskrifter: En på en sød og en på en syrlig greenie.
Greenie har møvet sig ind på den populære smoothie de seneste år. Hvor smoothien ofte er sød og fuld af bær og frugter, er en greenie spækket med grøntsager og mere syrlig-krydret i smagen.
Det er som at drikke flydende vitaminpiller, for en greenie med grøntsager giver et ordentligt tilskud af sunde næringsstoffer. Derfor har den efterhånden trængt sig ind på morgenbordet i mange hjem.
Her får du to forskellige opskrifter, som jeg har lokket ud af min datter, der er vegetar og drikker greenie med samme glæde, som et barn spiser en is.
I virkeligheden kan man sammensætte et utal af greenies og eksperimentere med alt fra broccoli og spinat til grønkål og rodfrugter.
Blot er det vigtigt at tilsætte en eller flere vandholdige grøntsager - eller væske - så drikken ikke bliver for grynet.
Sød greenie med avocado og vanilje
Alle ingredienserne bortset fra mango og kokosmel blendes og smages til. Serveres i to glas med mangotern og og kokosmel på toppen.
Ingredienser:
2 modne avocadofrugter
0,5 til 1 deciliter kokosmælk
1 teskefuld vanilje
1 spiseskefuld palmesukker el. honning
Et par dråber lime- eller citronsaft
En halv mangofrugt skåret i små tern
1 spiseskefuld kokosmel
Den ekstra sunde og syrlige greenie
Alle ingredienserne blendes og smages til. Hvis æblerne ikke er helt modne og søde, kan du tilsætte honning efter smag. Serveres i to glas.
Ingredienser:
1-2 stænger selleri
1 stor håndfuld frisk spinat
1 halv agurk
2 modne æbler
Saften fra en halv lime
2 deciliter vand eller en masse isterninger
1 teskefuld revet ingefær.
Du kan også lave greenien med spirulina, det sunde algepulver.
Lækker grøn smoothie med spirulina
Vil du hellere lave smoothies, så se her: