Opskrift på et dejligt durumbrød, der er nemt at bage. Durumbrødet bages med durum hvedemel, og et klassisk italiensk brød.
Til et lækkert durumbrød skal du bruge:
3 deciliter lunkent vand
40 gram gær
150 gram durum hvedemel
200 gram almindeligt hvedemel
3 spiseskefulde olivenolie
1 teskefuld salt
Sådan bager du durumbrød:
Kom lunkent vand i skålen til din røremaskine, og smuldr gæren ud.
Rør gæren ud, og ælt derefter durum hvedemel i. Du skal selvfølgelig anvende dejkrogen til røremaskinen. Durumbrødet kan selvfølgelig også bare laves i hånden ved hjælp af en almindelig skål, og fremgangsmåden er den samme.
Kom derefter olivenolie og salt i, og til sidst æltes hvedemelet gradvist i.
Som altid med brød er mængden af mel vejledende. Du skal bruge omkring 200 gram almindeligt hvedemel, men prøv dig frem til sidst. Måske skal du anvende en smule mindre mel, måske en smule mere. Dejen skal være fast og sammenhængende, gerne let klæbrig, men heller ikke for tynd.
Ælt den igennem ved lav hastighed i cirka 10 minutter, og overdæk så skålen med et viskestykke. Hæver nu et lunt sted i 30 minutter.
Slå dejen let ud på et meldrysset bord, og form den til et durumbrød som på billedet. Tril den forsigtigt i durum hvedemel, og læg den på en bageplade med bagepapir. Drys eventuelt en smule mere durum hvedemel over brødet.
Læg et viskestykke over, og lad nu brødet efterhæve i 30 minutter.
Bages derefter i en forvarmet ovn ved 200 grader varmluft i cirka 25-30 minutter.
Lad altid brød køle lidt af inden du skærer i det, det gælder også dette durumbrød.
Lækkert og sprødt durumbrød, der er et supr godt madbrød, som stammer fra Italien. Nemt at bage. Foto: Guffeliguf.dk.
Kom med din kommentar her