Brombærhorn er noget af det lækreste. En gærdej med kærnemælk, som rulles om marcipanremonce og brombær. På toppen drysses med pistacienød.
Brombærhorn er inspireret af Lagkagehusets kendte horn med brombærkompot og remonce.
Men i disse er der lutter gode sager, ægte smør, marcipan og friske brombær, hvilket gør dem endnu bedre... synes jeg.
Du kan sagtens udskifte de friske brombær med marmelade eller en kraftig kompot. De friske giver dog en mere dyb smag, og så siver de ikke ud af hornene, imens de bager i ovnen.
Jeg har skrevet, at der bliver 12 horn, men du kan vælge at lave dem lidt bredere, så du får 10. På den måde er der mere plads til fyldet.
Opskrift på brombærhorn
Brombærhorn
Ingredienser
- 50 gram gær - 1 pakke
- 2 dl kærnemælk
- 80 gram smør - blødt
- 2 spsk sukker
- 7 dl hvedemel - evt. mere eller mindre
- 1 pakke brombær - friske
- 1 æg - sammenpisket til pensling
Remonce
- 100 gram marcipan
- 1 tsk maizena
- 1 tsk vaniljesukker
- 75 gram sukker
- 75 gram smør - blødt
Glasur og pynt
- 1,5 dl flormelis - el. mere/mindre
- 4 brombær - friske
- 1 sjat vand - kogende
- pistacienødder - usaltede, hakkede
Sådan gør du
Remonce
- Riv marcipanen groft, pisk den sammen med sukker, blødt smør, vanilje og maizena.
Dej og bagning
- Begynd med at opvarme kærnemælken, så den er lun. Rør gæren ud i kærnemælken.
- Bland smør og sukker godt, bland det nu i kærnemælken.
- Tilsæt vaniljesukker, en knivspids salt og fire dl. hvedemel, rør det godt sammen. Tilsæt mere mel og rør, indtil du har en saftig, god dej. Den må ikke være melet. Du kan både bruge en røremaskine, en elpisker med dejkroge eller en ske og så ælte med hænderne til sidst.
- Sæt dejen til hævning under et viskestykke i en halv time.
- Når dejen er hævet, ruller du den ud til en flad cirkel. Del cirklen i 12 lagkagestykker.
- Kom en lille spiseskefuld remonce på den bredeste del af lagkagestykket, derefter placeres to brombær på remoncen.
- Nu skal du rulle hornet fra den brede del ned til spidsen. Sørg for at enderne lukkes til, så der ikke siver remonce og brombærsaft ud i ovnen. Placer hornene på to bageplader. Stil til hævning i 40 minutter.
- Pensl med et sammenpisket æg. Brombærhorn skal bages i 10-15 minutter for høj varme, 220 grader varmluft. Efter 10 minutter skal du holde øje med, om de er bagte, så tager du dem naturligvis ud af ovnen og sætter dem til afkøling.
Pynt
- Når hornene er kølet ned, moser du friske brombær ned i flormelis og tilsætter en smule kogende vand. Rør rundt, så du får en tyk glasur.
- Hak pistacienødder og smør eller sprøjt glasuren på hornene. Drys med de hakkede nødder med det samme, så de hænger fast. Nu er dine lækre horn endelig klar til servering.
Få tilsendt opskriften på mail
Næringsindhold
Tip
Hvis du hellere vil have rabarberhorn end brombærhorn, kan du udskifte brombærrene med små stykker frisk rabarber.
Du kan selvfølgelig også drysse med andre hakkede nødder end pistacienødder, hvis du ikke kan skaffe usaltede pistacienødder.
Se andre gode bageopskrifter:
Del dine ideer og tanker med os andre her: