Breakfast burrito med røræg, svampe og ost er en super lækker morgenmad til de dage, hvor man gerne vil forkæles lidt ekstra.
Breakfast burrito kan laves på virkelig mange måder, da det kun er fantasien og ens favoritingredienser, som styrer.
I denne opskrift har jeg valgt at bruge ristede champignoner og friske tomater, som er gode at begynde dagen med.
Og selvfølgelig røræg, som er hovedingrediensen i en morgenmads-burrito. Derudover kan du også tilføje bacon, hvis du ønsker dine burritos med kød.
Brug tortillas eller bag nogle pandekager selv, alt efter hvor meget tid du har.
Opskrift på breakfast burrito
Ingredienser
- 100 gram champignoner
- 1 tsk olivenolie
- 0,5 tsk timian stødt
- 0,5 tsk spidskommen stødt
- 0,5 tsk chili stødt
- 1 drys friskkværnet peber
- 8 stk æg
- 2 spsk mælk
- 1 tsk smør
- 2 stk tomater
- 4 spsk tomatsalsa
- 1 håndfuld koriander frisk, valgfrit
- 4 spsk cheddarost
- 4 stk tortillas el. madpandekager
Sådan gør du
- Start med at skære champignonerne i skiver. Tag nu en pande og tilføj olivenolie og champignonerne, Mens de steger, tilføjer du krydderierne. Steg dem nu i cirka fem minutter og smag til med salt og sort peber. Stil svampene til siden.
- I en skål rører du æg og mælk sammen. Brug nu den samme pande som til svampene og kom smør på. Når smørret er smeltet, tilføjer du de piskede æg. Rør rundt i æggene, mens de steges, så du får røræg. Smag derefter til med salt og peber.
- Hak de friske tomater groft og gør korianderne klar.
- Tag nu en ren pande og varm én madpandekage af gang. Når en madpandekage er varm, tilføjer du en spiseske ost på den, så osten smelter.
- Fordel nu røræg og svampe ud på de fire madpandekager, hæld tomatsalsa udover og top med tomat og koriander.
- Rul dem sammen og server straks dine breakfast burrito.
Tip
Du kan sagens lave denne opskrift om aften og så bare varme den op om morgenen dagen efter.
Det gør, at du får en hurtig og nem morgenmad, som virkelig mætter og smager godt.
Se også disse morgenmadsopskrifter:
Huevos rancheros - opskrift på mexicansk morgenmad