Bhagsu kage består af tre lag: en kiksebund, karamel og chokolade. Den er helt utrolig lækker, og så kræver den ikke engang en ovn.
Bhagsu kage er en af mine absolutte yndlingskager. Dens bitre chokolade og søde cremet karamel sender dig direkte op til englene. Der er ikke så mange i Europa, som kender til bhagsu kage og det er en skam, for den er super lækker og nem at lave.
Den minder en smule om millionaires shortbread, dog så er Bhagsu kage bedre, da bunden er lavet af kiks, hvorimod millionaires shortbread er lavet som en normal kage.
Da Bhagsus bund primært består af kiks, så betyder det også, at den ikke skal bages, hvilke i min optik giver bonus points til kagen.
Karamellen i kagen kan laves på mange måder. Nogen foretrækker at smelte sukker med fløde, men min favorit karamelsauce er dolce de leche.
Det er også super let, da man stort set ikke skal gøre noget som helst. Bare kog en dåse med kondenseret mælk og så er karamellen klar.
Opskrift på Bhagsu kage
Bhagsu kage - med karamel og chokolade uden ovn
Ingredienser
- 150 gram Mariekiks
- 100 gram smør - saltet
- 1 dåse kondenseret mælk
- 100 gram mørk chokolade
Sådan gør du
- Tag en stor gryde og fyld den med vand. Den skal være stor nok til, at dåsen med kondenseret mælk kan være tildækket i vand. Bring vandet i kog.
- Tag dåsen med kondenseret mælk og fjern papiretiketten, så der ikke er noget papir eller lignende på dåsen. Put nu dåsen i det kogende vand og skru temperaturen ned, så vandet bare simrer og ikke bulderkoger.
- Det er meget vigtigt, at dåsen er forsat lukket, og at der ikke er nogen huller i dåsen, så vandet kan slippe ind.
- Lad det simre i to timer. Tag derefter dåsen ud af det varme vand og lad den køle ned, før du åbner den, ellers kan du risikere at brænde dig.
- Tag nu en blender og tilføj Mariekiksene. Blend dem til pulver.
- Smelt 80 gram smør og bland det sammen med kiksepulveret. Pres massen ned i en form og sæt det på køl i 10 minutter.
- Spred karamelsaucen ud på kiksebunden. Et smart trick til at få karamellen til at blive spredt jævnt er at dyppe sin kniv i varmt vand, før man smører.
- Smelt chokoladen og de resterende 20 gram smør sammen over lav varme. Hæld det smeltede chokolade over karamellaget og sæt kagen på køl, indtil at chokoladen er størknet.
- Skær kagen i 12 stykker og nyd den med en kop kaffe.
Få tilsendt opskriften på mail
Næringsindhold
Noter
Navnet Bhagsu er en lille landsby i Himalayabjergene, og det var der, at kagen blev opfundet.
Jeg var selv på ferie i Bhagsu sidste år og selvfølgelig var det den smukke udsigt af bjerge, der var betagende, men det bliver altså kun bedre, når man også spiser et stykke kage samtidig.
Se også andre dessert-opskrifter med chokolade:
Nemme brownies med fem ingredienser
Sussi Fabricius Sørensen
Hej
Hvor stort skal formen være?
Hilsen Sussi
Karen Seneca
Hej Sussi
Jeg skal hilse fra Rakel, som har lavet opskriften og sige, at den form hun bruger, er 20 x 20 cm.
Mvh Karen