Lækkert asiatisk svinebryst med sprød overflade, serveret med ris og grøntsager stegt i soja. En smagfuld ret med masser af umami, sødme og salt.
Gå til
Svinebrystet skal have et par timer i ovnen, men til gengæld passer det stort set sig selv undervejs, så arbejdstiden er ganske overskuelig.
Du kan lade kødet marinere et par timer i køleskabet, men du kan også give det længere tid.

Asiatisk svinebryst
Ingredienser
- 1,2 kg svinebryst (uden ben)
- 4 spsk sojasauce
- 4 spsk hoisin sauce
- 1 tsk stødt ingefær
- 2 tsk hvidløgspulver
- salt og friskkværnet peber
- 250 g ris (koges som anvist på pakken)
- 250 g broccoli (i små buketter)
- 1 lille spidskål (groft snittet)
- 2 spsk olivenolie
- 4 spsk soja
- 2 spsk hoisin
- citronsaft (friskpresset)
- salt og friskkværnet peber
Fremgangsmåde
- Til opskriften skal du bruge 1,2 kg svinebryst uden ben. Du kan eventuelt bede din slagter om at skære benene fra. Skær stegen ud i blokke på ca. 5 x 5 centimeter.
- I en skål røres 4 spsk sojasauce sammen med 4 spsk hoisin sauce, 1 tsk stødt ingefær, 2 tsk hvidløgspulver, salt og friskkværnet peber.
- Smør kødet grundigt ind i marinaden og kom det i en stor frysepose eller skål. Sørg for at få al marinade med. Lad kødet marinere på køl i mindst to timer, men gerne længere. Det kan godt klare et døgn, og her passer det sig selv.
- Tænd ovnen på 150 grader over- og undervarme, og stil det marinerede kød i et ovnfast fad. Krydres med salt og peber. Bag kødet i 2 timer, hvor det bare passer sig selv.
- Imens laver du tilbehøret færdig, så det er klart når kødet kommer ud af ovnen. Her koges 250 g ris som anvist på pakken.
- 250 g broccoli skæres i små buketter, mens 1 lille spidskål snittes groft. Det gør du ved at skære den i ca. 2 centimeter tykke skiver fra spidsen og ind, og derefter snitte den groft på den anden led.
- Varm en god pande eller sauterpande op ved høj varme, og kom 2 spsk olivenolie i. Steg først broccolibuketterne i ca. 2 minutter, og derefter tilsættes spidskål, der steges med i 1-2 minutter mere. Grøntsagerne må gerne have lidt bid ved servering. Vend 4 spsk soja i sammen med 2 spsk hoisin. Ønskes yderligere sauce til ris og kød, kan du tilsætte lidt af skyen fra kødet. Smag til med friskpresset citronsaft, salt og friskkværnet peber.
- De lækre stykker asiatisk svinebryst serveres straks med de kogte ris og sojastegte grøntsager.
Dine noter
Asiatisk svinebryst med masser af smag
Der er noget helt særligt ved svinebryst, når det får lov til at blive mørt og saftigt, samtidig med at overfladen bliver gylden og sprød. I denne opskrift får kødet selskab af asiatiske smage, som passer perfekt til det fede og smagfulde svinekød.
Svinebrystet serveres med luftige ris og grøntsager, der hurtigt steges på panden med soja. Det giver en god balance mellem det møre kød, de friske grøntsager og den salte, aromatiske sauce.
Retten ser måske imponerende ud på tallerkenen, men den er nem at gå til og kræver ikke en masse særlige teknikker. Det vigtigste er blot at give svinebrystet den tid, det har brug for, så kødet bliver helt mørt.
Tilbehør til asiatisk svinebryst
Ris er et oplagt valg til retten, fordi de suger den gode sauce og stegesky til sig. Du kan bruge almindelige jasminris, basmatiris eller de ris, du allerede har i køkkenskabet.
De sojastegte grøntsager kan desuden varieres efter sæson og smag. Broccoli, peberfrugt, gulerødder, pak choi, sukkerærter, forårsløg og svampe passer alle rigtig godt til de asiatiske smage.
Vil du give retten lidt ekstra friskhed, kan du toppe med forårsløg, frisk koriander, sesamfrø eller lidt frisk chili lige inden servering.
Andre opskrifter med svinebryst
Prøv også:
- Ribbensteg i ovn
- Langtidsstegt svinebryst med øl og æblemost
- Svinebryst med spinat og ris
- Svinekød med østerssauce, broccoli og nudler
Ofte stillede spørgsmål
Kan asiatisk svinebryst laves i forvejen?
Ja. Svinebrystet kan sagtens tilberedes i god tid og varmes op inden servering. Hvis du ønsker en sprød overflade, er det en god idé at give kødet lidt ekstra varme i ovnen lige inden servering.
Hvilke grøntsager passer bedst til retten?
Du kan bruge stort set alle grøntsager, der egner sig til lynstegning. Broccoli, gulerødder, peberfrugt, pak choi, sukkerærter, løg og svampe er særligt gode sammen med soja og svinekød.
Hvilke ris skal jeg bruge?
Jasminris passer rigtig godt til asiatiske retter, men både basmatiris og almindelige langkornede ris kan også bruges.
Kan jeg lave retten stærk?
Ja. Tilsæt frisk chili, chiliflager, sriracha eller chiliolie efter smag. Du kan også servere chili ved siden af, så alle selv kan justere styrken.
Hvordan opbevarer jeg rester?
Rester kan opbevares i en lufttæt beholder i køleskabet i et par dage. Opbevar gerne ris, grøntsager og svinebryst hver for sig, så de er nemmere at varme op uden at grøntsagerne bliver for bløde.
Kan svinebryst fryses?
Ja, det tilberedte svinebryst kan fryses. Lad det køle helt af, før det pakkes godt ind og lægges i fryseren. Optø det i køleskabet og varm det grundigt igennem inden servering.
- Ingen reklamer og annoncer
- Gratis app uden annoncer
- Adgang til populær favoritliste
- Adgang til at printe opskrifter
- Bemærk: Ingen bindingsperiode
[novashare_inline_content] 

Holger Rørby Madsen skriver
Tak fordi du bruger min opskrift på asiatisk svinebryst. Jeg sætter pris på at høre din mening om retten, så del den gerne her.