Vinkender Jan Sørensen undersøger hver uge hvilke vine på tilbud i supermarkederne, der er de bedste. Få ugens vintest her.
I denne uge har det været lidt lettere at vælge vine til testen.
Irma og Brugsen har haft de bedste vine, men selv her kan man mangle nogle virkelige topvine (dvs over 100 kr.!), men Føtex byder ind med en god hvid Bourgogne og Netto med en god billig chilener.
Men ikke en imponerende uge, desværre.

Vin i prisklasse op til 60 kroner
Felix Solis ”the Guv’nor”, tempranillo-syrah… 35,-
Godt KØB
**** (⅘)
Superbrugsen og Kvickly indtil torsdag, d. 13. januar
”Guv’nor” eller ”Mester” (”Husets Herre”?) kommer fra Felix Solis, et af Spaniens 2 største huse.
Vinene ligner i smag og udstyr KingPin fra Føtex og Bilka (som koster 80 kr, men som Guv’nor ofte er på tilbud til 40-50 kr.). En mørk, fyldig, men afrundet vin med krydret frugt med lidt eg og pænt lang smag.
”Guv’nor” er rigtig flot i design (det får vinen til at smage bedre, synes jeg!). Et blend af tempranillo, mest fra Mancha, men sikkert også lidt fra Toro.
Vinen er lavet efter de mest moderne metoder, hvor vinen efter gæringen ryger direkte i små egefade, hvor den får malolaktisk gæring og lagrer 3-4 måneder. Ikke mere eg, og det ville også være synd. Godt køb.
MontGras, Reserva, rød eller hvid… 39,-
Chile, Cabernet-Sauvignon, Zinfandel eller chardonnay
Godt KØB
**** (⅘)
Netto (spotvare)
Vinene lagrer stort set ikke i eg (trods teksten på bagetiketten - egen er mest egestave stukket ned i tanken).
Sidst foretrak jeg cabernet, mens Chardonnay ikke er så spændende, synes jeg.
Zinfandel kunne også være god, men er ikke smagt.
Finca la Solana, Jumilla organic rød/hvid… kr/fl v.2: 44,50
2 fl: 79,-
Godt KØB
**** (⅘)
Irma, indtil onsdag, d. 12. januar
Puritanere vil sikkert finde vinen på druen monastréll (mourvèdre) for civiliseret, men i sin klasse er det en herlig, fyldig vin med indbydende og interessant duft med pænt lang smag.
Luzón er et stort og godt hus. Vinen er økologisk. Den hvide er ok, men gør ikke meget væsen af sig.
Trapiche ”Pure” eller ”Impure”, kr/fl v 2: 44,50
2 fl 89,- ”Pure” rød malbec, hvid sauvignon, Malbec ”Impure”, Argentina
Bedste KØB
***** (5/5)
Føtex, indtil torsdag, d. 13. januar
Druer fra det fine Uco i den sydlige del af Mendoza ved foden af Amerikas (nord/syd) højeste bjerg.
Rød Pure har åben, rig frugt, solid, afrundet fylde og lang smag med positiv frugt.
2019 har fået hhv 89/Descorchados og 90p/Falstaff.
Impure - mørk, bred, stor og rig, men tør og pænt lang med snert af eg.
Samme vin som ”Pure”, blot lagret 10 måneder i små egefade. Falstaff giver 2018 hele 91p/100.
Den hvide Pure Sauvignon har god frugt, men ikke helt samme præcision og sprøde friskhed som god sauvignon fra New Zealand og Frankrig.
Macon Azé ”la Burgondie”… 59,-
Bedste KØB
***** (5/5)
Føtex, indtil torsdag, d. 13. januar
Lys, ren aroma, sprød frisk, men nydelig fylde, god stil og længde - en chardonnay fra Bourgogne.
Vinen kommer fra et lokalt kooperativ, som leverer det meste vin fra denne lille region (163 hektar).
Testvinder i Vinbladet og 5* i Ekstrabladet, fuldt fortjent.
Vin i prisklasse 60-100 kroner
Hérédita. Cotes du Rhone… kr/fl v 3: 66,67
3 fl: 200,- 2019
Godt køb
***** (5/5)
Meny, indtil søndag, d. 9. januar
Den monumentale - og ekstremt travle - vinmager Philippe Cambie er ”larger than life”. Men han laver ikke vinen, trods Meny’s ord, for den laves af Princes, det eneste kooperativ i Chateauneuf, som leverer excellent vin.
Jeg mødte Cambie første gang for 20 år siden og blev imponeret over hans vine (og størrelse). I dag er han en legende - og ekstremt efterspurgt som konsulent.
Jeg ved ikke hvor meget han har haft at sige med denne vin, men godt smager den!
Kælderen har i flere år lavet rigtig gode vine fra knap 600 hektar, heraf 80-90 i selve Chateauneuf.
En klassisk Rhone på grenache (70%) - der giver frugt og styrke - og syrah (30%), der giver farve og længde.
En sympatisk og flot vin med fløjlsagtig fylde og god dybde i frugten. Nyd den nu for frugten eller gem den 2-4 år.
Ch. Tréviac 2019, Corbières, kr/fl v 2: 69,50
2 fl: 139,-
Bedste KØB
***** (5/5)
Irma (spotvare)
Vinen har fået 93p/100 af Wine&Spirits, mens Parker giver 2017 90p.
Med alle løfter om en rimeligt koncentreret vin med åben duft af vilde bær, lidt urt, magtfuld, pænt lang, men let drikkelig allerede nu.
Så den er endnu et tegn på, hvor gode køb du kan få i Frankrig, når du vælger GSM vine (af druer som Grenache Syrah & Mourvèdre) - her dog kun grenache (40%) og syrah (60%). Dvs vin i Rhone-stilen.
Du kan let få billigere vine fra regionen (vi så en god Fitou til 40 i Meny i sidste uge), men denne er mere poleret. Og noget billigere end samme kvalitet fra Rhone (for slet ikke at nævne andre lande!).
Familien Sié har haft vingården her tæt på smukke Grasse i 100 år.
Bedstefar var en af de få, som ikke blev medlem af kooperativet. Arnaud Sié overtog vingården i 2000 og sælger i dag sin vin over hele verden. Prisen i USA er $33 (200 kr).
Sagrantino Montefalco ”Campana”… 75,-
Umbria
Bedste KØB
***** (5/5)
Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag, d. 13. januar
Den ”hellige vin” på den (sakramentale) drue Sagrantino deler vandene, men denne fra det store hus Cecchi er en blid udgave af denne ofte barske vin (som i ekstreme udgave vil få mellem 0 og 10!).
Men den har stadig masser af karakter, lavet på den unikke, lokale, lavt ydende drue, Sagrantino.
Vinen er set i 2014, med 5-6 år på flaske, men den ligger stadig på Coop’s lager. Ikke godt for Coop - men jeg takker Gud: Ganske mørk, intens aroma, meget flot og dyb, varme, bær og tjære.
Smagen starter afrundet, kraftig, men slutter med tanniner, som har godt af lidt tid i glasset for at åbne for mere aroma.
Prøv vinen til en tung gryderet, så kommer vinen helt til sin ret. En vin til MAD!
4* ved den begavede Skovenberg i Vinbladet.
Jeg var vildt imponeret, da jeg i 1980 første gang smagte vinen på ”Den hellige Drue” Sagrantino. Aldrig havde jeg oplevet en vin med så kompleks og rig en aroma.
Men siden blev jeg mere skeptisk - det er simpelthen en svær vin! Sagrantino koster ofte over 200, til 75 bør du prøve den.
Vinen laves i bjergene lige syd for Assisi, berømt som den hellige Frans’ fødeby. Byen er ganske lille, men har et stort antal katedraler og kirker, der giver byen helt sit eget præg. Vor nuværende pave har taget sit navn fra byens store søn.
”Nr 10” Fonterutoli, Toscana, kr/fl v 2: 79,50
2019, 2 fl: 159,-
Bedste KØB
***** (5/5)
Irma, indtil onsdag, d. 12. januar
Mazzei er et af topnavnene i Chianti, men laver også andre vine - bl.a. denne på 90% af Bordeaux-druen merlot + 10% sangiovese.
Vinen er noget blødere, federe og mere tilgængelig end den lidt stramme, men sindssygt flotte riserva. Men stadig med herlig frugt og drikbar allerede nu.
Mazzei familien er en stor vingård med godt 150 hektar vin - inkl. vingård i Maremma nær Middelhavet (som formentlig leverer denne vin) og i Noto på Sicilien.
Landgraf ”Saulheim”, rød/hvid… 99,-
øko 2020 Rheinhessen
Godt KØB
***** (5/5)
Irma, indtil onsdag, d. 12. januar
Herlig riesling, meget rig aroma, ung, med frisk syre, tør, men med lidt frugtsødme i eftersmagen.
Den røde Spätburgunder - pinot noir i Bourgogne. Fine bær i duft og smag, meget ung, men god substans og længde. Gem et par år.
Disse 2 vine er noget dyrere end de almindelige Landgraf vine fra Irma.
Vinene er fra egen vingård + bynavn (”Ortswein”), som er et trin opad i kvalitet (og pris). Begge vine har lagret i eg før aftapning.
Vingården ligger i Saulheim i Rheinhessen. Domænets 20 hektar leverer god vin efter økologiske metoder, som laves til vin af det unge begavede ægtepar Katrin og André Landgraf, der har fået hele 4* i den respekterede tyske guide, Eichelmann.
Albarossa, Piemonte, Giordano, kr/fl v 2: 79,50
2 fl: 159,-
**** (⅘)
Irma, indtil onsdag, d. 12. januar
Albarossa er en naturlig krydsning fra 1938 mellem nebbiolo fra Barolo og - troede man - barbera, men nebbiolo’en viste sig at være chatus, en lidet kendt drue fra Ardèche i Frankrig. Så albarossa blev parkeret på et sidespor.
Men krydset kunne levere god vin, men der er i dag blot 10-15 hektarer med druen, og kun 3 vinhuse sælger den, bl.a. Giordano: ”Meget mørk, diskret, men fin aroma, kraftig, med mærkbar, men afrundet tannin”.
En flot vin, blødere end Barolo, men fastere end de vamle primitivo’er, som huset også tilbyder.
En spændende vin, som jeg vil servere kælderkold til en kraftig gryderet med indkogt rødvinssauce, f.eks. en Boeuf bourguignon.
Emiliana ”Signos”, Single Vineyard… 99,-
2017 cabernet-sauvignon eller 2018 pinot noir, økologisk, Casablanca Chile
Bedste VIN
***** (5/5)
Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag, d. 13. januar
Signos viser, at Chile kan konkurrere med stor vin fra Californien (hvor du næppe får lignende vin under 200).
Vinene kommer fra Emiliana’s biodynamiske vingård (over 800 hektar!) og laves af Noelia Ort, en kvindelig vinmager fra Alicante i Spanien, der kom til Chile og blev der!
Cabernet 2015 fra ”Morros” marken i Maipo nær Santiago får 17p/20 af Oldenburg med ordene: ”en blød, overvenlig og fyldig rødvin, der som klassisk Maipo-Cabernet strutter af udsøgt saft, solbær og charme. Den er ikke så kompliceret, bare mild og lækker, uden spor af egetræ eller syre, en gennemført pleaser. Den er vinhyldens artige, muntre, fyldige dreng – der ovenikøbet smager godt.”
Pinot noir fra ”Rincón” ved Valparaiso nær det kolde Stillehav, et klima, som kan give pinot så god som New Zealand og Oregon - men til priser, så vi kan være med! Parker giver den 91p/100.
Rydberg var glad for begge, dog især for pinot noir, som han gav 5* med ordene: ”Masser af hindbær i duften. En flot elegant og kølig pinot noir med fine røde bærnoter, pæn syre og krydret udtryk. Modne bær men nærmest europæisk i udtrykket. Lang afslutning.”.
Du kan stadig få Signos-kasse med 6 fl (499, 5* + bedste VIN), 2 fl. hver af pinot, syrah og hvidt mix af chardonnay, roussanne og viognier. Meget flot kasse!
Vin i prisklasse over 100 kroner
Vacqueyras, Pierre Henri Morel… 119,-
***** (5/5)
Irma, indtil onsdag, d. 12. januar
Ikke stor, men poleret, middel kraftig, afrundet og pænt lang.
Vinen er langtfra den bedste Vacqueyras jeg har smagt, men god - og god pris for noget med Chapoutier i sig!
Morel var navnet på ex-adm direktør for Chapoutier i Tain l’Hermitage, men bruges i dag stort set til vine fra det sydlige Rhone.
Du kan se alle vinkender Jan Sørensens tidligere vintest her.
- Ingen reklamer og annoncer
- Gratis app uden annoncer
- 5% rabat på Madens Verdens kogebøger
- Adgang til den populære favoritliste
- Adgang til at printe opskrifterne
- Kæmpe tak fordi du bakker op om Madens Verden
Del dine ideer og tanker med os andre her: