Madens Verden

Søg
  • Login
    • Login
    • Bliv medlem
    • Selvbetjening
    • Log ud
  • Konto
    • Favoritliste
    • Selvbetjening
    • Log ud
logo til madens verden
  • Opskrifter
  • Aftensmad
  • Kager
  • Brød
  • Airfryer
  • Populære
  • Inspiration
  • Madplaner
  • Bliv medlem
  • Søg
Forside › Vintest › Vintest, uge 42

Ugens vine, uge 42: Gode vinkøb til efterårsferien

Billede af udvalgte vine fra uge 42 [novashare_inline_content] Vintest
Ugens vine i uge 42 byder på 16 udvalgte vinkøb fra supermarkederne - fra gode hverdagsvine til en femstjernet Vintage Port. Grafik: Jan Sørensen, Madensverden.dk.
Opdateret: 11. oktober 2026
Jan SørensenJan Sørensen

Uge 42 byder på 16 udvalgte vinkøb fra supermarkedernes tilbud. Vinkender Jan Sørensen guider blandt andet til billig pinot grigio og barbera, god Rioja og en sublim Vintage Port.

Uge 42 er præget af efterårsferien med blot 92 avistilbud på vin - mod 133 i sidste uge - hvoraf kun 16 blev udvalgt til Vinlisten. Alligevel kommer vi godt rundt i vinens verden.

Der er 3 flotte vine fra både Frankrig (Bordeaux, Rhône og hvid Loire) og Italien - bl.a. god hvid pinot grigio og rød barbera (begge til blot 38 kr.!).

Der er hvidvin fra Østrig (til blot 45 kr.), tysk rød og hvid, Rioja fra Spanien, portvin fra Portugal - en 10-årig tawny og en sublim 2015 Vintage Port - samt god vin fra "Den Nye Verden" (Chile, Australien, Sydafrika og New Zealand).

Superbrugsen og Kvickly er med 7 udvalgte avistilbud tilbage på 1. pladsen i uge 42, præget af ferien.

Langt efter følger Bilka, Netto og Lidl med hver 2 udvalgte topkøb, mens Rema1000, 365discount og Meny hver har et avistilbud på Vinlisten.

Avistilbud fra Føtex kom ikke på Vinlisten i denne uge.

Ugens 16 udvalgte vinkøb er tappet i produktionslandet (dog er 2 tappet i hhv. Danmark og England).

vinkender Jan Sørensen Madens Verden

8 vinkøb under 50 kr.

Spier "Signature"

Spier "Signature" rød/hvid/rosé - 35 kr.

Rød pinotage og cabernet sauvignon, hvid chenin blanc og sauvignon, rosé

BEDSTE KØB

★★★☆☆

Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 22. oktober 2026

Signature leverer rigtig meget vin til pengene!

Hvid chenin blanc har god, ren, sart frugt og tør, rimeligt frisk smag, bl.a. med 5 stjerner i Vinavisen.

Den røde cabernet er meget drikbar med fyldig, solid smag.

Smagte i september den røde pinotage, som var mørk, fyldig, afrundet med positiv frugt - ikke det store sus, men ekstremt vellavet til prisen. Rosé har fået 4 stjerner i Ekstra Bladet. Vinene er tappet i Danmark.

Hardy's Stamp rød/hvid/rosé - 35 kr.

Rød shiraz-cabernet, hvid chardonnay-semillon, shiraz rosé, Australien (tappet i England)

★★★☆☆

365discount, indtil onsdag 14. oktober 2026

Et rigtig godt bud på god dagligvin uden mærkbar sødme. Bedste køb er rød, afrundet fylde, frugt og lidt krydderi i næsen, men uden at overdrive, mere tør smag end mange i klassen (officielt klassificeret som tør trods 8 g/l restsødme).

Hvid er endog mere tør (5 g/l), men virker blød og rund med ren aroma og vis syre - godt klaret, når den gror i meget varmt klima! Rosé virker mere sød på mig.

Hardys er et af de ældste huse (1853) i Australien, som efter 20 år ejet af forskellige kapitalfonde nu synes i trygge hænder som del af franske Pernod-Ricard, som har vist sig at være god til vin, bl.a. Jacob's Creek.

Pinot Grigio "Rocca Alata"

Pinot Grigio "Rocca Alata" - 38 kr.

★★★☆☆

Netto, indtil fredag 16. oktober 2026

Venezie DOP. Nydelig tør hvid med ren aroma, sprød friskhed. Enkel og ligefrem, men tæt på topkøb (Castel del Lago er markant dyrere, men ikke bedre. Smagt én gang i feb. 2025).

Vinen laves af kooperativet i Soave, Cadis 1898, som leverer moderne, letbenet vin.

Billede af Barbera d'Asti Vinchio

Barbera "Vinchio" - 38 kr.

Asti, Norditalien

★★★☆☆

Netto, indtil fredag 16. oktober 2026

En simpel barbera er perfekt til risotto eller pizza! Rustik snarere end poesi, en grov håndværker med ru fingre! Fyldig, frugtig, friskhed og tannin - nyd kælderkold.

I Barolo og omegn er kongen nebbiolo-druen, men en halv times kørsel mod øst er stjernen den mørklødede barbera - som her i Vinchio. Mange huse i Barolo henter også barbera her. Byens kooperativ har 200 medlemmer i de nederste Alper. Jeg har smagt mange vine herfra, alle gode.

Riesling "Hans Geissler"

Hans Geissler rød/hvid - 39 kr.

Riesling (halvtør), chardonnay (tør) og pinot gris (halvtør), gewürztraminer (sød), pinot noir (tør), Rheinhessen, Tyskland

BEDSTE KØB

★★★★☆

Bilka, indtil torsdag 15. oktober 2026

Riesling er frugtig, frisk, ren hvid med lidt sødme. Chardonnay er let, ren og frisk. Ikke smagt er "Gris" (Grigio i Italien), sødere, som også Gewürz. Den røde er ikke smagt, men kunne være en lille perle til så lav pris!

Billede af Art Nostros

Art Nostros rød/hvid - 41,50 kr. pr. flaske ved 6

6 flasker: 249 kr., pinot noir eller chardonnay, Casablanca, Chile

BEDSTE KØB

★★★★☆

Kvickly + Superbrugsen/storkøb, indtil torsdag 22. oktober 2026

Den hvide chard har 14% alkohol, men der er syre under og et fint strejf af eg. Ikke min smag, men god chardonnay.

Den røde pinot er bedre end før, meget jord/hindbær i næsen, ret blød, krydret, men ret frisk stil. Bedre end jeg husker, for en ny årgang var bedst i test i Vinavisen.

Indómita ligger nær Valparaiso tæt på Stillehavet i Chile, dvs. køligt klima, hvor tågen vælter ind fra det kolde hav om morgenen. Klassisk "Cool Climate" chardonnay og pinot i Bourgogne-stil. Skal have lagret et år i fransk eg, hvad der dog ikke smages.

Billede af Cepa Lebrel Reserva

Cepa Lebrel Reserva - 45 kr.*

Rioja, Spanien (*med Lidl+ app)

BEDSTE KØB

★★★☆☆

Lidl, torsdag-lørdag 15.-17. oktober 2026

Dybt farvet med nydelig frugt og lidt alder, lidt rustik, middel fylde og middellang. En lidt fersk, ok vin, som appellerer bredt - især efter nogle minutter i glasset. Ikke klasse som Baron de Ley og slet ikke CUNE, men stadig meget flot til prisen.

Vinen tappes for Lidl Spanien i Rioja.

Billede af Grüner Veltliner "Kamptal"

Grüner Veltliner "Kamptal" - 45 kr.*

Toiffl, Østrig

★★★★☆

Lidl, torsdag-lørdag 15.-17. oktober 2026 (*med Lidl+ app)

Vinen er tappet af Toiffl, Lidls faste hus i Østrig, som ligger i hjertet af det gode Kamptal i baglandet til Krems, et af de bedste områder til Østrigs nationaldrue... en lys, meget frisk tør hvid med indbydende aroma af urt og æble, let til middel fylde og god syre.

4 vinkøb 50-70 kr.

Billede af Nebbiolo Langhe "Sarotto"

Nebbiolo Langhe "Sarotto" - 50 kr.

★★★★☆

Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 22. oktober 2026

En baby-Barolo fra godt familiehus til meget lav pris. Kun smagt én gang, men den imponerede med ret dyb farve og åben, ganske rig bærduft, fast og pænt lang.

Nebbiolo er druen bag Barolo (og Barbaresco). Ofte skal du være meget tifosi for at værdsætte denne vin, som ofte er lys i farven og har bidende sure tanniner, som først modnes til længde efter mange år på flaske.

Så global opvarmning kommer på et tørt sted her - og denne vin er sandelig indbydende og ganske typisk med frugt. Robert Sarotto er et ganske godt familiehus, som Brugsen har solgt i mange år.

Baron de ley

Baron de Ley Rioja - 59 kr.

Rød Reserva 2021, hvid og rosé 2025, Spanien

BEDSTE KØB

★★★★☆

Bilka, indtil torsdag 15. oktober 2026

Den røde Reserva er markant bedre (og normalt dyrere) end den unge Ley Selección, dagligvin med ingen eg eller kun kort lagring i eg. Men begge kæder søger fortsat at sælge denne dagligvin dyrere end den fine reserva. Et paradoks!

Rød Rioja med rund fylde og indbydende duft med lidt krydderi, til den bløde side, men pæn dybde og intensitet. 2021 med 92 point/Guía Peñín, 91 point/James Suckling og 90 point/Spectator.

Xavier Côtes du Rhône

Xavier Rhône - 59 kr.

Côtes du Rhône, Sydfrankrig

★★★★☆

Rema1000, søndag-lørdag 11.-17. oktober 2026

Denne hører til den klassiske "normale" Rhône med 85% grenache + syrah og mourvèdre. Måske hans bedste køb. Vent en magtfuld, meget frugtig vin med masser af urter og peber. En ældre årgang fik 91 point/James Suckling.

Har mødt Xavier Vignon, men aldrig smagt vinene. Han kommer fra det kølige Picardiet i Nordfrankrig, men har arbejdet over halvdelen af sit liv i Rhône-dalen. Han er ønolog for mange vingårde og laver et væld af vine (også vin i Tyrkiet) i mange stilarter. Bl.a. 5 udgaver af almindelig Rhône!

Billede af Sauvignon blanc "les Anges"

Les Anges Sauvignon - 59 kr.

Loire, Nordfrankrig

★★★☆☆

Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 22. oktober 2026

En herligt lys og læskende pivtør hvidvin, sprød og superfrisk med herlig aroma og god syre.

Mere sart blomst end den voldsomme, næsten vulgære frugt i sauvignon fra New Zealand, men lige så god.

Sancerre ved Loire er nok den bedst kendte sauvignon og kan - men er langtfra altid - være meget bedre, men denne er ikke langt bagefter. Fra stort kooperativ - elsker navnet "Englene"!

4 vinkøb over 70 kr.

Billede af Yealand's Reserve sauvignon

Yealands Reserve sauvignon blanc - 79 kr.

Marlborough, New Zealand (normalpris: 130 kr.)

BEDSTE KØB

★★★★☆

Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 22. oktober 2026

Overdådig aroma, sød frugt og hård flint, fyldig, pænt lang, med meget frugt i smagen, som balanceres pænt af sprød syre. God til sushi og fyldige salater.

En ung 2025 blev valgt som Champion sauvignon blandt 1.000 vine på New World Wine Awards (96 point/100). Druer fra Seaview i kølige Awatere, der (som antydet i navnet) kan se Oceanet.

Vinmager Nathalie Christensen er efterkommer efter en af de mange danskere, som fulgte i grundlovsfader og statsminister D.G. Monrads fodspor efter nederlaget i 1864 og tog den månedlange rejse til New Zealand, hvor de grundlagde kolonien Dannevirke syd for Hawke's Bay.

Billede af Burmester 10 år Port

Burmester 10 år Port "Denmark" - 99 kr.

BEDSTE KØB

★★★★☆

Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 22. oktober 2026

Som sidste år en "Jule-Port" med en kvalitet og pris, som er svær at konkurrere med!

Den har allerede fået 91 point + 5 stjerner af Rydberg/Vinguide, mens forgænger sidste år nåede at få bl.a. 18 point/Oldenburg (forfatter til den geniale "Portvin").

En klassisk lagret tawny med både rig frugt, nød og lidt chokolade i duft og smag. Vinen er nok ret frisktappet, så jeg vil købe den nu og gemme den til jul, så den får lidt flaskealder.

Tour Perey St Emilion

Tour Perey St Emilion - 99,67 kr. pr. flaske ved 3

3 flasker: 299 kr., 2022 Grand Cru, Frankrig

★★★★☆

Meny, indtil torsdag 15. oktober 2026

Tæt på topkøb. Har smagt meget fra ejer Jean Guyon, som i 20 år har været kældermester på det ansete Rollan de By i Médoc og nu har sit eget lille slot. 2022 ikke smagt, men stoler på den!

Lille vingård (5 ha) på grus ved foden af Middelalderbyen og leverer magtfuld, men rund vin med god fedme og længde. Lukket nu - giv den 2-4 år på flaske. Vinen laves sammen med hustru Céline og døtrene Valentine og Pauline.

2022 har fået 92 point/James Suckling og følger derfor godt med forgænger 2020, som fik bl.a. 90 point/100 fra Wine Cellar Insider og Tim Atkin samt hele 93 point/TastingBook.

Billede af Pocas Vintage Port

Pocas Vintage Port - 149 kr.

2015, Portugal

BEDSTE KØB

★★★★★

Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 22. oktober 2026

En ganske fremragende Port, for mig den bedste nogensinde smagt fra Pocas. Den har global pris på godt 400 kr. Fed, rig og lang, med overdådig frugt og stor længde. Blødere i stil end de klassiske Graham, Dow's og Taylor, men det har jeg det helt fint med!

Den har fået 93 point/100 fra både Parker, Spectator og Wine Enthusiast. Vinen kan nydes nu efter 9 år på flaske, men vil udvikle bouquet og blødhed med yderligere 8-10 år på flaske.

Om Jan
Jan Sørensen, vinkender på Madens Verden

Jan Sørensen

Jan Sørensen er en af de allerbedste vinkendere, og her deler han sin viden med dig her Madens Verden. Blandt andet får du ugens vintest, hvor Jan gennemgår de bedste vine på tilbud lige nu.

Madens Verden PLUS

  • Ingen reklamer og annoncer
  • Gratis app uden annoncer
  • Adgang til populær favoritliste
  • Adgang til at printe opskrifter
  • Bemærk: Ingen bindingsperiode

Bliv en del af fællesskabet på Madens Verden.

Få adgang her

Skriv et svar Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Påkrævede felter er markeret *

Footer

Vil du have de bedste opskrifter på mail?

Få Madens Verdens nyhedsbrev med opskrifter og inspiration til din madlavning.

Om Madens Verden

Madens Verden udgives af Moderne Medier ApS, der ejes af Holger Rørby Madsen.

Moderne Medier ApS
A.P. Møllers Allé 43B
2791 Dragør
CVR: 42394157

Kontakt

Mail: hej@madensverden.dk

Læs mere om Madens Verden her

Redaktion

Holger Rørby Madsen, ejer og ansvh.
Katrine Rørby Madsen, redaktionschef
Jan Sørensen, vinkender

Sådan tester vi opskrifter

Madens Verden PLUS

Bliv medlem nu. Undgå reklamer, når du bruger opskrifterne, og få din egen favoritliste. Samtidig støtter du op om den fortsatte udvikling af Madens Verden. Tak.

Rettigheder

Kopiering fra Madens Verden må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node. Du må altid gerne linke til indhold på Madens Verden.

Cookie indstillinger Cookie & Privatlivspolitik

Copyright: Madens Verden!

Ingen liste – kun i Alle favoritter

Slet listen?

Opskrifterne bliver ikke slettet – de flyttes til "Ukategoriserede".