Madens Verden

Søg
  • Login
    • Login
    • Bliv medlem
    • Selvbetjening
    • Log ud
  • Konto
    • Favoritliste
    • Selvbetjening
    • Log ud
logo til madens verden
  • Opskrifter
  • Aftensmad
  • Kager
  • Brød
  • Airfryer
  • Populære
  • Inspiration
  • Madplaner
  • Bliv medlem
  • Søg
Forside › Vintest › Vintest, uge 37

Ugens vine, uge 37: Italien dominerer – og der er masser af gode vinkøb

Billede af ugens vine, uge 37 - fire udvalgte vine [novashare_inline_content] Vintest
Her er fire af de vine, som vinkender Jan Sørensen har udvalgt i denne uges vine, uge 37, 2026. Grafik: Jan Sørensen, Madensverden.dk.
Opdateret: 4. september 2026 Udgivet: 4. september 2026
Jan SørensenJan Sørensen

Italien løber med opmærksomheden i ugens vintest, hvor hele 9 af de 20 udvalgte vinkøb kommer herfra. Du finder blandt andet gode køb på Barbera, Ripasso, Amarone og Brunello - men også stærke tilbud fra Frankrig, Spanien, Tyskland og New Zealand.

Gå til
  • 7 vinkøb under 50 kr.
  • Spier "Signature" - 35 kr.
  • Barbera d'Asti - 35 kr.*
  • Pinot Grigio "Rocca Alata" - 35 kr.*
  • Bordeaux rød/hvid - 39 kr.
  • Rhône "Charles Aîné" - 39 kr.
  • Vila Annone rød/hvid - 41,50 kr. pr. flaske ved køb af 6
  • Barbera "Sori dei Mori" - 45 kr.
  • 7 vinkøb fra 50-70 kr.
  • CUNE Rioja - 50 kr.
  • Museum "Vinea" - 50 kr.
  • Ripasso "Falasco" - 50 kr.
  • Ripasso "Murari" - 50 kr.
  • Yealands Sauvignon Blanc - 50 kr.
  • Crémant "Helfrich" - 59 kr.
  • Mâcon Azé "Burgondie" - 60 kr.
  • 5 vinkøb over 70 kr.
  • Eberbach Riesling - 70 kr. pr. flaske ved køb af 3
  • Faustino I Rioja - 95 kr.
  • Villa Bel-Air Graves - 99 kr.
  • Amarone "Nino Ardevi" - 99 kr.
  • Poças Port - 99 kr.
  • Brunello "Pinino" - 139 kr.

I uge 37 dominerer vinene fra Italien helt med 9 af ugens 20 udvalgte vinkøb. Her kan du blandt andet få herlig Barbera, Ripasso og Amarone samt superb Brunello og en god, billig Pinot Grigio.

Frankrig står også fint med fem avistilbud, heriblandt Crémant, flot Bordeaux og hvid Bourgogne. Spanien følger efter med især en superb Rioja.

Efteråret er på vej, og det ses også i det første tilbud på portvin: Poças' superbe 10 års Tawny eller LBV. Endelig er der en sydafrikaner samt gode hvidvine fra Tyskland og New Zealand.

I denne uge er SuperBrugsen og Kvickly tilbage på førstepladsen med otte superbe vinkøb, fulgt af Føtex med seks, Netto med to samt ét udvalgt vinkøb fra henholdsvis 365discount, Bilka, Meny og Rema 1000.

I denne uge blev der ikke plads til avistilbud fra Lidl.

Ugens 20 udvalgte vinkøb er tappet i produktionslandet - undtagen én vin, der er tappet i Danmark.

vinkender Jan Sørensen Madens Verden

7 vinkøb under 50 kr.

Spier "Signature" - 35 kr.

Vin: Rød Pinotage og Cabernet Sauvignon, hvid Chenin Blanc og Sauvignon Blanc samt rosé - tappet i Danmark
Vurdering: ★★★ (⅗)
BEDSTE KØB
Butik: SuperBrugsen og Kvickly
Tilbud: Indtil torsdag 10/9 2026

En meget lav pris og rigtig flot vin til så lav en pris.

Hvid Chenin Blanc er god med ren, sart frugt og tør, rimeligt frisk smag. Den har blandt andet fået 5 stjerner i Vinavisen.

Den røde Cabernet er også drikbar med fyldig, solid smag.

Rød Pinotage var mørk, fyldig og afrundet med positiv frugt - ikke det store sus, men ekstremt vellavet til prisen. Rosé har fået 4 stjerner i Ekstra Bladet. Vinene er tappet i Danmark.

Barbera d'Asti - 35 kr.*

Producent: Vinchio-Vaglio
Område: Norditalien
Senest set: 2024
Vurdering: ★★★ (⅗)
BEDSTE KØB
Butik: Netto
Tilbud: Indtil fredag 11/9 2026
*Med Netto+, ellers 42 kr.

En simpel Barbera er perfekt til risotto eller pizza. Rustik snarere end poesi, en grov håndværker med ru fingre! Fyldig, frugtig, friskhed og tannin. Nyd den kælderkold.

I Barolo og omegn er kongen Nebbiolo-druen, men en halv times kørsel mod øst er stjernen den mørklødede Barbera - som her i Vinchio. Mange huse i Barolo henter også Barbera her.

Byens kooperativ har 200 medlemmer i de nederste Alper. Jeg har smagt mange vine herfra, og alle har været gode.

Pinot Grigio "Rocca Alata"

Pinot Grigio "Rocca Alata" - 35 kr.*

Område: Venezie DOP, Norditalien
Vurdering: ★★★ (⅗)
BEDSTE KØB
Butik: Netto
Tilbud: Indtil fredag 11/9 2026
*Med Netto+, ellers 42 kr.

Nydelig tør hvidvin med ren aroma og sprød friskhed. Enkel og ligefrem, men et rigtig godt køb. Smagt én gang i februar 2025.

Vinen laves af kooperativet i Soave, Cadis 1898, som leverer moderne, letbenet vin.

Bordeaux %22Charton%22

Bordeaux rød/hvid - 39 kr.

Producent: Robert Charton
Land: Frankrig
Årgang: 2023/2024
Vurdering: ★★★ (⅗)
BEDSTE KØB
Butik: Føtex
Tilbud: Indtil torsdag 10/9 2026

Også godt 15 procent dyrere end i Bilka sidste uge.

Rød bør være fast, middelfyldig vin med frisk frugt og urt. Hvid er måske mere attraktiv for mange med diskret ren aroma, tør, ren og frisk smag.

At kunne købe Bordeaux i en god årgang til 39 kr. er et tegn på krisen i Bordeaux. For det er uendeligt meget dyrere at dyrke vin i Bordeaux end for eksempel i Rhône - for slet ikke at tale om Sydspanien.

Rhône "Charles Aîné" - 39 kr.

Årgang: 2024/2025
Område: Côtes du Rhône, Sydfrankrig
Vurdering: ★★★ (⅗)
BEDSTE KØB
Butik: Føtex
Tilbud: Indtil torsdag 10/9 2026

Set til 80 kr. på nettet, men vin er nu ofte dyr på nettet.

Vent en meget frugtig, afrundet og fyldig rødvin uden større karakter, men nok mere behagelig uden mad end Bordeaux'en.

Et undermærke fra GCF, som ejer et stort firma i Rhône.

Vila Annone

Vila Annone rød/hvid - 41,50 kr. pr. flaske ved køb af 6

Pris: 6 flasker for 249 kr.
Område: Verona, Norditalien
Vurdering: ★★★ (⅗)
Butik: SuperBrugsen og Kvickly
Tilbud: Kun fredag-lørdag 4.-5/9 2026

Den røde Ripasso-type er Verona-vin på Corvina samt Merlot og Cabernet. En 15 procents Amarone-kopi, men i den tørre ende. Druerne er fra Verona-området.

Den hvide er ikke set endnu. Forhåbentlig tør og med 12,5 procent alkohol - heldigvis lavere i alkohol.

Cesari er et historisk hus, som generelt har gode vine. Huset var i 1970'erne det første, som solgte sin Amarone på alle fem kontinenter.

Barbera "Sori dei Mori" - 45 kr.

Område: Asti, Norditalien
Vurdering: ★★★★ (⅘)
BEDSTE KØB
Butik: Føtex
Tilbud: Indtil torsdag 10/9 2026

Ofte et af de bedste Barbera-køb i Danmark. Årgang 2024 fik blandt andet 90 point af James Suckling og 88 point af Veronelli.

Rustik snarere end poesi, en grov håndværker med ru fingre - men man kan lide ham/hende! Middelfyldig, frugtrig med friske røde bær, lidt tannin og god syre.

Perfekt til risotto, pizza og en gryderet. Nyd den kælderkold.

Vinen kommer fra et kooperativ grundlagt i 1959 af blot 19 vindyrkere, der kunne se fordelene ved et samarbejde. I dag er der over 100 medlemmer, som dyrker 450 hektar vin i hjertet af det smukke Monferrato, som med rette er UNESCO-verdensarv.

7 vinkøb fra 50-70 kr.

CUNE Rioja - 50 kr.

Årgang: 2020 Reserva
Område: Nordspanien
Vurdering: ★★★★ (⅘)
SUPERKØB
Butik: SuperBrugsen og Kvickly
Tilbud: Indtil torsdag 10/9 2026

Superb Rioja til ekstremt lav pris. Global pris er 147 kr.

En kraftig, men lang og afrundet vin med rig bouquet, præget af lang lagring i fire år før tapning - 18 måneder i små egefade og to år på flaske før salg.

Flot nu, men nok bedre om 2-3 år.

2020 har fået 6/6 stjerner af Rydberg, som også er forfatter til en god bog om netop spansk vin. Dertil kommer 92 point fra James Suckling, 91 point fra Wine Spectator og 91 point fra Parker - ligesom årgang 2021, der er på vej.

Vinen er 100 procent Rioja Alta fra tre vingårde i Alta. Den består af 85 procent Tempranillo og 15 procent Mazuelo, Graciano og Garnacha. Mosten gærer i stål og lagrer 18 måneder i små, brugte egefade.

Vinen blev tappet i maj 2023 og har dermed allerede omkring tre år på flaske.

CVNE (Compañía Vinícola del Norte de España) er kvalitetsmæssigt på niveau med Murrieta, Riscal og andre klassiske navne.

Museum "Vinea"

Museum "Vinea" - 50 kr.

Årgang: 2021 Crianza
Område: Cigales, Nordspanien
Vurdering: ★★★★ (⅘)
Butik: Føtex
Tilbud: Indtil torsdag 10/9 2026

En flot vin i imødekommende stil, afrundet og ganske magtfuld. Cigales ligner naboen Ribera del Duero, men er ofte lidt blødere i stilen.

92 point fra Peñín: "Colour cherry, purple rim. Aroma, red berry notes, floral, sweet spices balsamic herbs. Flavour, flavourful, fruity, good acidity, long."

Moden nu og i top til prisen.

Falasco Ripasso

Ripasso "Falasco" - 50 kr.

Årgang: 2023
Område: Valpolicella Superiore, Norditalien
Vurdering: ★★★★ (⅘)
BEDSTE KØB
Butik: 365discount
Tilbud: Indtil onsdag 9/9 2026

Tæt på superkøb. En rigtig god Ripasso med fedme og fylde, men uden sødladenhed - og af samme årsag tæt på perfekt til efterårets vildt og italienske retter som osso buco, pasta og selv pizza.

Årgang 2023 har fået 91 point af James Suckling. Den følger fint efter forgængere som 2022 med 90 point fra James Suckling og 2021 med 92 point fra Falstaff og 89 point fra Ekstra Bladet.

Vinen koster på vingården 14,5 euro, cirka 110 kr.

Ripasso "Murari"

Ripasso "Murari" - 50 kr.

Producent: Sartori
Område: Valpolicella, Norditalien
Vurdering: ★★★★ (⅘)
Butik: Rema 1000
Tilbud: Torsdag-lørdag 10.-12/9 2026

Vinen har været solgt til en lidt kunstigt høj pris på 199 kr., men sælges syd for grænsen til 70 kr.

Men det er en god, ret tør Ripasso, blød og kraftig.

Sartori er et af de meget store familiehuse, grundlagt i 1898 og i dag drevet af fjerde generation. Huset kontrollerer 2.000 hektar vin og sælger omkring 40 millioner flasker om året.

Et af deres mærker er Murari, en hyldest til en af de gamle adelsfamilier i Verona.

Yealands Sauvignon Blanc - 50 kr.

Årgang: 2025
Område: Marlborough, New Zealand
Vurdering: ★★★★ (⅘)
BEDSTE KØB
Butik: SuperBrugsen og Kvickly
Tilbud: Indtil torsdag 10/9 2026

2025 har hidtil fået 89 point af James Suckling, mens 2024 blandt andet har fået 89 point af Jancis Robinson og 88 point af Wine Enthusiast.

Det er ret svært at finde et bedre køb i hvid Sauvignon Blanc.

2024 fik i juni 18 point ud af 20 fra nestor Oldenburg med ordene:

"Den er ren, lys og klar, både for øjet og i smagen. Det er modne stikkelsbær, der smager mest igennem, frisk og dejligt træfrit. Slank, sprød koldklima Sauvignon Blanc, der er lige til at sætte på bordet, især hvis der er fisk/seafood på menuen."

Chefvinmager er Natalie Christensen, valgt som årets vinmager af International Wine Challenge i 2023. Hun har en bachelor i blandt andet klassisk musik og en master i psykologi, før hun startede med vinen.

Hun er tiptipoldebarn af en af de danskere, som fulgte i grundlovsfader og statsminister Monrads fodspor efter nederlaget i 1864 til New Zealand, hvor de grundlagde kolonien Dannevirke.

Crémant Helfrich

Crémant "Helfrich" - 59 kr.

Type: Brut Cuvée Prestige
Område: Alsace, Nordfrankrig
Vurdering: ★★★ (⅗)
BEDSTE KØB
Butik: Føtex
Tilbud: Indtil torsdag 10/9 2026

Topkøb på Crémant fra Alsace med normalpris på op mod 100 kr. Fint brus, ren aroma, rimeligt tør og meget frisk med middel eftersmag.

Læg ikke vægt på ordet "prestige" - papir er billigt!

Vinen er dog ganske god, nok på niveau med anden Crémant fra samme kælder som Arthur Metz, Klipfel og Laugel. Den er baseret på Pinot Blanc med gæring i selve flasken og lagring med bundfald indtil degorgering.

Mâcon Azé "Burgondie" - 60 kr.

Årgang: 2025
Område: Bourgogne, Nordfrankrig
Vurdering: ★★★★ (⅘)
BEDSTE KØB
Butik: Føtex
Tilbud: Indtil torsdag 10/9 2026

Vinen var sidste år et topkøb til 69 kr., så til 60 kr. er den noget af et "must".

En klassisk tør, middelfyldig Chardonnay fra Bourgogne med positiv frugt, middel fylde og frisk syre - en lise oven på de ofte tunge Chardonnay-vine fra "Den Nye Verden".

En ældre årgang var testvinder i Vinbladet og fik 5 stjerner i Ekstra Bladet.

Denne vin tappes i vinmarken af det lokale kooperativ, som står for næsten al vin fra det meget lille område på 75 hektar. Vinen gror dog på fine skråninger af kalksten, som ikke er ulig Pouilly-Fuissé længere mod syd.

Nær Azé ligger det historiske kloster i Cluny fra 909, som i middelalderen var det vigtigste i den katolske verden.

5 vinkøb over 70 kr.

Eberbach Riesling - 70 kr. pr. flaske ved køb af 3

Pris: 3 flasker for 210 kr.
Årgang: 2023 Trocken
Producent: Staatsweinkellerei
Område: Rheingau, Tyskland
Vurdering: ★★★★ (⅘)
Butik: Meny
Tilbud: Indtil torsdag 10/9 2026

En tør, meget frugtig, sprød og mineralsk hvidvin, som rundes af med en lillebitte sødme til sidst. Nydes ung.

Vinen sælges som Eberbach - uden "Kloster" og uden VDP-kapsel, altså ikke som domænevin. Druerne kan være købt udefra, men Eberbach har et meget stort domæne, så mon ikke en stor del er fra eget domæne?

Faustino I Rioja - 95 kr.

Årgang: 2016 Gran Reserva
Land: Spanien
Vurdering: ★★★★ (⅘)
BEDSTE KØB
Butik: Bilka
Tilbud: Indtil torsdag 10/9 2026

Gran Reserva. Vinen er ofte på tilbud, men altid værd at smage - dyb farve med modne nuancer, en indbydende duft med god dybde og modent krydderi, ganske fyldig og lang med god modenhed, som man kan forvente efter 10 år.

Vinen koster 18 euro i Spanien, cirka 135 kr. Årgangen er p.t. 2016, som blandt andet har fået 92 point ud af 100 af Peñín, Wine Spectator og Vinum. Men alle årgange får ros af kræsne smagere.

Lagringen er sket på fad i 2-3 år og på flaske i 2-4 år. Vinen virker yngre end sine 10 år og har godt af et par år i din kælder.

Villa Bel-Air Graves

Villa Bel-Air Graves - 99 kr.

Årgang: Rød 2022 eller tør hvid 2023
Område: Bordeaux, Frankrig
Vurdering: ★★★★ (⅘)
Butik: SuperBrugsen og Kvickly
Tilbud: Indtil torsdag 10/9 2026

Flot rød og tør hvid fra historisk, smukt slot ved Bordeaux. Set til 200 kr. i Danmark.

Rød 2022 har positiv aroma med snert af eg, solid fylde, afrundet og pænt lang smag, som efter fire år viser fine tegn på modenhed - ikke ulig god Saint-Émilion. 2022 fik blandt andet 91 point af Jeb Dunnuck og 90 point af James Suckling og Falstaff.

Den hvide 2023 gærer i små egefade og bør have rig aroma, god dybde og bredde med lidt syre nedenunder. Blandt andet 90 point fra DinVinGuide og 92 point fra Inside Bordeaux.

Slottet ejes af den stenrige familie Ballande, kendt fra det fine Baret og Prieuré-Lichine, 4. Cru Margaux.

En adelig ejer mistede hovedet under den franske revolution og gav plads til Marquis de Lajarte. Hans smukke, elegante chartreuse er i dag klassificeret som historisk monument.

Amarone Nino Ardevi

Amarone "Nino Ardevi" - 99 kr.

Område: Valpolicella, Italien
Vurdering: ★★★ (⅗)
Butik: SuperBrugsen og Kvickly
Tilbud: Indtil torsdag 10/9 2026

En brugbar vin til efterårets retter med mere. En magtfuld, frugtig vin til den tørre side med bær og middel længde.

"Den går rent ind", skrev Vinavisen.

Senest set i 2020 med Mundus Guld. Vinen sælges til 212 kr. af Wolt, men deres pris er altid høj. Den er også set til 285 kr. hos Wines&Co og 350 kr. i USA.

Vinen er tappet i Valpolicella, men kommer fra Progetti ved Mantova, som sælger vin fra hele Italien, tappet lokalt.

Poças Port - 99 kr.

Type: 10 års Tawny eller hvid samt LBV 2020
Land: Portugal
Vurdering: ★★★★ (⅘)
Butik: SuperBrugsen og Kvickly
Tilbud: Indtil torsdag 10/9 2026

Poças er i dag et af de bedste køb i portvin.

Min favorit er LBV, hvor 2020 begejstrede mig. 2021 er ikke smagt.

Deres 10 års Tawny er moden og rig i bouquet med nødder og krydderi. I de sidste par år har den blandt andet fået 18 point af Oldenburg, 5 stjerner af Rydberg samt 91 point ud af 100 fra både Wine Spectator og Wine Enthusiast.

10 års hvid er fast i smagen trods 106 gram restsukker pr. liter, fyldig og lang. Blandt andet 88-90 point fra Parker samt 90 point fra Wine Enthusiast.

Brunello "Pinino"

Brunello "Pinino" - 139 kr.

Område: Montalcino, Toscana, Italien
Vurdering: ★★★★★ (5/5)
BEDSTE KØB
Butik: SuperBrugsen og Kvickly
Tilbud: Indtil torsdag 10/9 2026

En historisk Brunello af høj kvalitet, som år efter år får 90-95 point ud af 100 af førende kritikere. En fløjlsagtig, magtfuld vin med rig aroma.

Ejer Tito Costanti var i 1870 en af de første til at sælge Brunello. Pinino blev siden delt i to og er ret lille med 20 hektar. I dag ejes det af modehuset Salvatore Ferragamo, kendt især for sko og lædervarer.

Et medlem af familien er danske Anne-Louise Holm, født i 1970, der som 19-årig tog til Firenze for at studere mode. Hun er gift med James, barnebarn af grundlæggeren, og sammen har de tre børn.

Her er tidligere ugens vine:

  • Ugens vine, uge 36: Bobler, Bordeaux og et superkøb til 35 kroner
  • Ugens vine, uge 35: 15 stærke vinkøb blandt 125 tilbud
  • Ugens vine, uge 34: 18 skarpe vinkøb - fra 35 kroner
  • Ugens vine, uge 33: Fransk dominans med hvidvin og bobler
Om Jan
Jan Sørensen, vinkender på Madens Verden
Jan Sørensen

Jan Sørensen er en af de allerbedste vinkendere, og her deler han sin viden med dig her Madens Verden. Blandt andet får du ugens vintest, hvor Jan gennemgår de bedste vine på tilbud lige nu.

Madens Verden PLUS

  • Ingen reklamer og annoncer
  • Gratis app uden annoncer
  • Adgang til populær favoritliste
  • Adgang til at printe opskrifter
  • Bemærk: Ingen bindingsperiode

Bliv en del af fællesskabet på Madens Verden.

Få adgang her

Kommentarer Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Påkrævede felter er markeret *

Ugens madplan uge 34

Ny madplan

Uge34
MTOTFLS

Ugens aktuelle madplan

Ugens madplan uge 34

Ugens madplan byder på skøn sensommermad med årstidens grøntsager. Du får lækker aftensmad hver dag med madplanen for uge 34 her.

✓ 7 retter✓ Varieret aftensmad✓ Gratis

Se ugens madplan →

Footer

Vil du have de bedste opskrifter på mail?

Få Madens Verdens nyhedsbrev med opskrifter og inspiration til din madlavning.

Om Madens Verden

Madens Verden udgives af Moderne Medier ApS, der ejes af Holger Rørby Madsen.

Moderne Medier ApS
A.P. Møllers Allé 43B
2791 Dragør
CVR: 42394157

Kontakt

Mail: hej@madensverden.dk

Læs mere om Madens Verden her

Redaktion

Holger Rørby Madsen, ejer og ansvh.
Katrine Rørby Madsen, redaktionschef
Jan Sørensen, vinkender

Madens Verden PLUS

Bliv medlem nu. Undgå reklamer, når du bruger opskrifterne, og få din egen favoritliste. Samtidig støtter du op om den fortsatte udvikling af Madens Verden. Tak.

Rettigheder

Kopiering fra Madens Verden må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node. Du må altid gerne linke til indhold på Madens Verden.

Cookie indstillinger Cookie & Privatlivspolitik

Copyright: Madens Verden!