En lang, varm sommerferie er slut, og hverdagen kalder - bl.a. med et godt glas vin ude på altanen eller terrassen en lun sensommeraften.
Ugens store nyhed er, at SuperBrugsen og Kvickly med "kun" fire superkøb er på listens 3. plads efter næsten et helt år på 1. pladsen.
Ny på 1. pladsen er Bilka med syv vinkøb, fulgt af Meny med fem vinkøb. På 4.-5. pladsen med hver to køb er Føtex og 365discount.
De andre discountkæder havde ikke en god uge, og der blev ikke plads til hverken Netto, Rema 1000 eller Lidl på listen i uge 33.
Vi byder på hele syv vinkøb fra Frankrig, bl.a. tre gange brus, og hele fem fine køb fra Italien med to vine fra Chianti foruden den første supertoscaner.
Tyskland har hele tre vinkøb med både flot riesling og lækker rødvin, mens både Spanien og Portugal må nøjes med en god rosé på listen. Sydafrika og Argentina nøjes også med ét vinkøb hver.
Ugens 20 udvalgte vinkøb er tappet i produktionslandet, medmindre andet er anført.

8 vinkøb under 50 kr.

Noble House hvid/rosé, kr./fl. v. 6: 36,50
6 fl.: 219 kr. Riesling Trocken (tør), medium, alkoholfri, Dr. Pauly, Rheinhessen, Tyskland
BEDSTE køb
*** (⅗)
Bilka, indtil torsdag 13/8 2026
God tør riesling - intens, ren aroma, sprød, frisk og let, men med nydelig eftersmag.
Den let sødlige har rigere aroma, men også rimelig friskhed trods sødmen.
Riesling rosé har både syre og sødme, let, men ganske god terrassevin.
Alkoholfri riesling er sødere, men har dog noget syre - god pris for alkoholfri.
Familiehuset Dr. Pauly Bergweiler bor i et smukt gammelt hus ved bredden af Mosel i Bernkastel. Noble House hentes i Rheinhessen, hvor vinen er billigere end ved Mosel. Noble House er ofte et af de bedste køb i tysk riesling.

Mateus rosé, kr./fl. v. 6: 36,50
6 fl.: 219 kr. Perlende, let sødlig, Portugal
*** (⅗)
Bilka, indtil torsdag 13/8 2026
Du skal ofte betale 50-60 kr. for denne favorit for ganske mange. Tilmed er vinen faktisk helt ok.
En lidt sødlig, men positiv frugt, middelfyldig, sødlig (15 g/l), der balanceres ok af syre og bobler. Markant mindre sød i dag end i min fjerne ungdom!
Meget letdrikkelig terrassevin til et glas i utide. Druerne er især lokale baga + syrah. Vinen får i reglen pæne ratings (om end sjældent 90p/Suckling som i 2024).
Etiketten prydedes af ejerens Casa de Mateus, et lille, underfuldt slot nær Vila Real i Douro.

Spier "PS" rød/hvid/rosé - 39 kr.
Grand Reserve Blend, Sydafrika (tappet i Danmark)
**** (⅘)
SuperBrugsen og Kvickly, indtil torsdag 13/8 2026
Rød på pinotage og shiraz (som navnet PS indikerer) + lidt cabernet sauvignon og merlot. Skal være lagret 12 måneder i eg. 2020 og 2021 fik 4* + 88p af Rydberg i Ekstra Bladet: "Fyldig vin med en flot struktur, pæn intensitet med sødmefulde sorte bær, mocca, tobak og vanilje. Krydret varm afslutning. Man får virkelig meget vin for pengene her."
Den hvide er chenin blanc og chardonnay. Meget frisk, tør, aromatisk og enkel, middelfyldig - men kun smagt én gang. 2024 fik 4* af både Rydberg og Vinavisen.
Spier er en af de ældste vingårde i Stellenbosch, grundlagt i 1692, blot 30 år efter at den nye koloni plantede de første vinstokke.

Francois Martenot Sparkling - 40 kr.
Brut/tør, Sydfrankrig
** (⅖)
Bilka, indtil torsdag 13/8 2026
Brut/tør. Ikke smagt, men den ligner nok Garniers sparkling i Netto mere end den markant bedre Crémant de Bourgogne fra samme Martenot. Basisvin kan hentes andre steder (måske i Spanien?), og boblerne laves i tank, ikke flaske. Simpel, men absolut drikbar vin til lav pris.
Smagt i en simpel, men ok Brut-udgave (dog ikke så tør, at den generede!). Perfekt også til Aperol Spritz!

Francois Martenot rød/hvid - 40 kr.
Pinot eller chardonnay, Sydfrankrig
*** (⅗)
Bilka, indtil torsdag 13/8 2026
Martenot bor i Bourgogne (postnr. 21---), hvor hoveddruerne er pinot og chardonnay. Men disse kopier er hentet i Sydfrankrig, som antydet af prisen. Men helt ok og et rigtig godt køb for vin, som ikke står tilbage for kopier fra Over There.
Enkle og simple landvine, men slet ikke ringe - den røde har pæn aroma, er let og behagelig med lidt hindbær i duften og blød eftersmag. Den hvide er frisk, tør og ren.
Martenot er et mærke ejet af giganten GCF i Bourgogne.

Alsace "Helfrich", kr./fl. v. 6: 49,83
Hvid riesling eller pinot blanc, Nordfrankrig
*** (⅗)
Bilka, indtil torsdag 13/8 2026
Riesling uden dikkedarer. Lidt æble, frisk syre balanceret af en lillebitte sødme, letbenet, let bitter eftersmag, men nydelig og ren. Nydes ung (smagt én gang jan. 2023). Men årgang 2022 blev smagt af JP (5*/6), så jeg er nok for kritisk. Den hvide pinot er ren og neutral, tør og frisk.
Helfrich ejer giganten GCF, i Alsace bl.a. Klipfel, Metz og Domaine de Colmar.

Ripasso "Pagus Bisano", kr./fl. v. 6: 49,83
6 fl.: 299 kr. Valpolicella Superiore, Italien
**** (⅘)
SuperBrugsen og Kvickly, indtil torsdag 13/8 2026
Ren frugt mere end sødme, god fylde med kun en snert af krydderi. Egentlig bliver jeg imponeret over amarone, men det varer kort - så faktisk kan jeg bedre lide ripasso. Her "eftergærer" den unge, ret lette Valpolicella med amaronekvaset og giver vinen mere fylde og frugt.
Vinen er hentet i et godt kooperativ, som ikke ligger i det fine Classico, men i Valpantena, en række bakker lige nord for smukke Verona, som i reglen anses for lige så godt.

La Rose du Pin Bordeaux - 49,95 kr.
Set i 2019, Frankrig
**** (⅘)
Meny, indtil torsdag 13/8 2026
Moden Bordeaux fra god vinmager i stor årgang til blot 50 kr.! Et tegn på den krise, Bordeaux har lige nu! Endnu en vin fra den dygtige familie Ducourt. Ikke smagt, men må være tæt på moden (men det haster ikke).
Vent en dybt farvet vin med god bouquet, middelfyldig og med afrundet, pænt lang smag. Ikke koncentreret eller rig, men en rigtig god madvin. 2019 har fået 90p/Wine Enthusiast. Vinen lagrer 100% på tank og laves især af merlot, suppleret med cabernet og lidt petit verdot.
7 vinkøb fra 50-70 kr.

Chianti Riserva - 50 kr.
Set i 2022, Piccini, Toscana, Italien
*** (⅗)
365discount, indtil onsdag 12/8 2026
Rigtig god Chianti, bedre end ældre årgange, synes jeg. En kommerciel Chianti med middelfylde, pæn duft med lidt urt og bær, som får mere kød og krydderi ved lidt tid i glas + solid, tør eftersmag. Respekterede kritikere gav forgængerne 2021 88p/Vinum og 2020 88p/Falstaff.
Bedst med mad, mere autentisk end Pascolo (Meny). Riserva skal lagres mindst to år (behøver ikke være i eg) + mindst tre måneder på flaske før salg.

Silenia Rosé - 50 kr.
Hammeken, Yecla, Spanien
*** (⅗)
365discount, indtil onsdag 12/8 2026
Har kun smagt vinen 1,5 gang og noteret en positiv frugt og lidt syre til at balancere blødheden. BT var overgearet (6/6 i 2023), mens spanskkyndige Rydberg var mere afdæmpet med 88p og 4/6.
For 1-2 år siden 4*/Vinbladet: "Lys løgskal. Indbydende duft af abrikos, appelsinskal og citrus. Smagen af fersken og røde bær har en eksotisk tone med tiltalende krydring og en fin syre som afslutning. Spændende rosé og et godt bud på en aperitif til sommerens gæstebud."
Fra dansk-spanske Hammeken i Yecla ved Alicante. Druen monastrell giver vinen sin intense aroma.

Crémant "Calvet" - 59 kr.
Bordeaux rosé eller hvid Brut (tør), demi-sec (sød), Frankrig
BEDSTE køb
*** (⅗)
Bilka, indtil torsdag 13/8 2026
Flot etiket for basis-crémant med prisen i bund. Også god crémant, den hvide med ren duft uden større karakter, men er frisk og appetitvækkende. Brut er tør, men ikke så det bider. 89p/Rydberg 09/22. Den søde er aldrig smagt. Den tørre rosé er måske bedre, men ikke smagt. 5* i BT.
I dag er Calvet blot et navn ejet af giganten GCF som Moingeon, Louis Eschenauer osv.
Men engang var Calvet et af de stolte store huse. Familien kom fra Languedoc og startede for 200 år siden et lille firma ved Hermitage i Rhône.
Så fulgte en stor kælder i Beaune i Bourgogne, siden en endnu større kælder i Bordeaux - og andre kældre i Cognac, Paris, London samt så langt væk som Buenos Aires i Argentina. Som det kan læses på et gammelt skilt i en vinhandel i Nice.

Weinbiet "Eselshaut" - 59 kr.
Rød Spätburgunder, hvid riesling, Pfalz, Tyskland
BEDSTE køb
**** (⅘)
SuperBrugsen og Kvickly, indtil torsdag 13/8 2026
Bedste pris længe på denne flotte røde med forbavsende fylde for tysk pinot (14% naturligt!), fuld af frugt (kirse- og hindbær) og god længde. En seriøs rival til de dyre vine fra Bourgogne og Oregon! Helt tør (0,3 g/l restsødme) med lidt modning i egefad.
Den hvide riesling er næsten bedre, tør, mineralsk, sprød og lang - en udpræget madvin. I dag ses 2024. 2022 fik 89+p/Falstaff.
Eselshaut er med 287 hektar det største "Cru" (Erste Lage/VdP) i det smukke Pfalz. Marken har lunt klima og ligger i læ af det 554 meter høje Weinbiet, som kælderen har navn efter.

Crémant "Helfrich" - 59 kr.
Alsace Brut Cuvée Prestige, Nordfrankrig
*** (⅗)
Føtex, indtil torsdag 13/8 2026
Rigtig godt køb på crémant fra Alsace, som ofte vil koste 100 kr. Fint brus, ren aroma, rimeligt tør og meget frisk med middel eftersmag. Læg ikke vægt på ordet "prestige" - papir er billigt!
Vinen er dog ganske god, nok lig anden crémant fra samme kælder som Arthur Metz, Klipfel, Laugel mv. Baseret på pinot blanc og gæring i selve flasken og lagring med bundfald indtil degorgering.
P.S.: Du kan også få hvid Helfrich, f.eks. god riesling og gewürztraminer (59 kr., 3*).

Eberbach Riesling Trocken - 64,95 kr.
Staatsweinkellerei, Rheingau, Tyskland
**** (⅘)
shop.Meny, indtil torsdag 13/8 2026
Vent en tør, meget frugtig, sprød og mineralsk hvid, som rundes af en lillebitte sødme til sidst. Prisen i Tyskland (Hawesko) er 85 kr., så rigtig god pris.
Kloster Eberbach blev oprettet i 1116 (med vinmarker til at sikre lidt penge til dagen og vejen) af Augustinerordenen på Rhinens højre bred. Klostret er et besøg værd og kan opleves i filmen "I Rosens Navn" med Sean Connery (1986).
Kloster Eberbach ejer i dag stadig det største domæne i Rheingau. Vinen sælges som Eberbach, uden kloster, dvs. næppe domænevin. Druerne er måske købt udefra, men Eberbach har et meget stort domæne, og jeg vil tro, at en stor del er fra eget domæne.
5 vinkøb over 70 kr.

Il Grigio Riserva - 89 kr.
2022 San Felice, Chianti Classico, Italien
BEDSTE køb
**** (⅘)
Bilka og Føtex, indtil torsdag 13/8 2026
2022 er værdig efterfølger til den superbe (faste) 2021. 2022 har p.t. fået 93p/Parker, 3 glas/Gambero Rosso, 93p/Falstaff, 92p/Vinous samt 90p/Suckling. Imponerende!
Global pris er 178 kr. På vingården koster vinen €19,50 (147 kr.).
Dyb farve, langt mere indbydende frugt med flere lag, middel til stor krop, afrundet, blød tannin. Næppe så holdbar som 2021, men 5-10 år er vel ok for de fleste.
San Felice er en stor, men rigtig god vingård med 140 hektar (2% af arealet i Classico, hjertet af Chianti). Ejer har i en menneskealder været forsikringsgiganten Allianz, som bl.a. lægger navn til Bayern Münchens arena.

Unánime Gran Vino - 99 kr.
Maipú, Argentina
**** (⅘)
SuperBrugsen og Kvickly, indtil torsdag 13/8 2026
Den er steget 10 kr. siden foråret, men stadig i top til prisen. "Gran Vino" - det er der "unanimous" - total enighed om! Global pris på 166 kr.
En magtfuld, meget frugtig vin med god længde, måske lidt poleret til at være helt i top. Som ung mærkes tannin, ofte bedst efter 5-6 år. Et blend af cabernet (75%) og malbec (25%) med et år i små egefade.
Ofte rated af James Suckling (ex-udgiver af Wine Spectator): 94p/100 til 2024, 92p til 2023 og 2022, mens 2021 fik 93p/James Suckling og 94p/Descorchados. 2019 var ugens bedste køb med 5*/Rydberg.
Vinen er en af de bedste fra Mascota-vingården i det højtliggende Uco syd for Mendoza i Argentina.

Chablis "Vignerons" - 99,95 kr.
Bourgogne, Frankrig
**** (⅘)
shop.Meny.dk, indtil torsdag 13/8 2026
God Chablis i den blidere ende. Ren aroma, let, sprød og frisk, umiskendelig chardonnay, men måske for rund til at være i top.
¼ af produktionen kommer som denne fra Chablisienne, byens store kooperativ med god vin under mange navne, bl.a. Pierrelée (som ofte sælges på "tilbud" i Bilka til 150 kr.!). Vinene koster det samme på kælderens web. Vinene kan meget vel være hentet i samme tank, da kælderen sælger stort set samme vin under adskillige etiketter.

Amarone "Ca dei Nani" - 99,95 kr.
Valpolicella, Italien
*** (⅗)
shop.Meny.dk, indtil torsdag 13/8 2026
Undgår i reglen ukendt Amarone (såvel som Barolo og Brunello) til mistænkeligt lav pris. Men denne Amarone sælges af EnoPartner i Appiano i Sydtyrol og er tappet af CVV i Verona, et alias for Cantina Valpantena Verona. Flere webshops sælger den til langt højere pris - 270 kr. hos WineFamly og set til 199 kr. på andre websider.
Ikke smagt i aktuel årgang, men om forgænger 2019 skriver Vinsiderne.dk: "En åben og ret parfumeret duft. Smagen er stærkt præget af fad, der har givet en markant chokoladesmag. Nedenunder den finder vi en god frugt … ok friskhed og fin tanninindpakning. Der er en klædelig bittertone i eftersmagen." Vinsiderne vurderer vinen til 180-200 kr., dvs. et godt køb!

Vigorello Toscana - 169 kr.
2020 San Felice Blend, Italien
BEDSTE køb
***** (5/5)
Bilka, indtil torsdag 13/8 2026
Supervinen fra San Felice koster på vingården €46 (345 kr.) og i USA op mod 400 kr.
En mørk, rig, dyb og lang vin med lag på lag af balsamisk frugt, som skjuler en markant syre.
2020 har fået 95p/Wine Enthusiast og 93p/100 fra både Falstaff og James Suckling. Parker gav 95p til 2019, men har ikke smagt yngre årgange.
Da San Felice i 1968 lavede den første Vigorello på kun sorte druer, skulle vinen sælges som bordvin, ikke Chianti - og slet ikke Classico! - da loven krævede hvide druer i rødvin.
Vigorello laves i dag af 65% druer fra Bordeaux (30% hver af cabernet og merlot + 5% petit verdot) og 35% af den sjældne pugnitello. Helt uden sangiovese!
Her er tidligere ugens vine:
- Ugens vine, uge 32: Gode bobler og masser af hvidvin
- Ugens vine, uge 31: Italiensk og spansk i top
- Ugens vine, uge 30: Gode franske, spanske og italienske vine i denne uge
- Ugens vine, uge 29: 20 bedste vinkøb - fra 35 til 109 kr
- Ingen reklamer og annoncer
- Gratis app uden annoncer
- Adgang til populær favoritliste
- Adgang til at printe opskrifter
- Bemærk: Ingen bindingsperiode




Comments
No Comments