Ugens vintest tager dig hele vejen rundt i vinverdenen med 18 gode køb fra bare 35 kroner. Her er både frisk sauvignon blanc fra New Zealand, flotte italienske vine, tysk riesling, Rioja og franske klassikere - og flere flasker, der får stemplet BEDSTE KØB.
Indholdsfortegnelse
- 10 vinkøb under 50 kr.
- Southbank Sauvignon Blanc - 35 kr.
- Primitivo "PavoNero" - 35 kr.
- Noble House hvid/rosé - 36,50 kr. pr. flaske ved 6 flasker
- Mateus Rosé - 36,50 kr. pr. flaske ved 6 flasker
- Adobe rød/hvid/rosé - 40 kr.
- Barbera d'Asti - 40 kr.
- Pinot Grigio "Rocca Alata" - 40 kr.
- Martenot rød/hvid/sparkling - 40 kr.
- Ezimit Makedonien - 46,50 kr. pr. flaske ved 6 flasker
- Markgräfler rød/hvid - 49 kr.
- 2 vinkøb 50-70 kr.
- Cap d'Agde "Exhib'" - 59 kr.
- La Mascota rød/hvid - 59 kr.
- 6 vinkøb over 70 kr.
- Arenarie rød/hvid - 75 kr. pr. flaske ved 2 flasker
- Il Grigio Riserva - 79 kr.
- Dr. Pauly Bergweiler Riesling - 79 kr.
- Mont Ferrutx, Mallorca - 99,95 kr.
- CUNE Gran Reserva - 109 kr.
- Chateauneuf du Pape - 179,95 kr.
- Kommentarer
Ugens vinliste er en vinøs rejse, som byder på klassisk sauvignon fra New Zealand til blot 35 kr. og superb vin fra Italien.
Du kommer godt rundt i Europa fra Frankrig (3 avistilbud, bl.a. Chateauneuf du Pape og god rosé) til Italien (5), hvor der er et lille fund i Puglia såvel som superb Chianti.
Endelig Tyskland (3) med flot Mosel og Spanien med Rioja og Mallorca samt Portugal og Nordmakedonien.
Hverken Sydafrika eller Australien kom på listen, som til gengæld byder på flot vin fra Argentina, Chile og et superkøb fra New Zealand.
I denne uge er SuperBrugsen og Kvickly igen på 1. pladsen (6 flotte vinkøb), tæt fulgt af Bilka med 5 topkøb.
I mere adstadigt tempo følger Meny (3 anderledes og gode vinkøb) samt discountkæderne Netto og 365discount med hver 2 fine avistilbud. I denne uge er der ikke blevet plads til Lidl eller Rema 1000.
Ugens 18 udvalgte vinkøb er tappet i produktionslandet (medmindre andet er anført).

10 vinkøb under 50 kr.

Southbank Sauvignon Blanc - 35 kr.
2025, Marlborough, New Zealand (aftappet i Tyskland)
SUPERKØB
*** (⅗)
SuperBrugsen og Kvickly, indtil torsdag 20/8 2026
Prisen er 104 på Vivino, 69 i Tyskland og var 59 i 365, så til 35 bestemt et superkøb.
Ikke så intens som de bedste fra Yealands, men for de fleste nok rigeligt aroma af sød hyldeblomst, urt og solbær. Frugten går igen i smag, som er enkel, men virker ok med sprød syre. Her er en Kiwi sauvignon med mere kommerciel smag end topvinene!
Måske ikke den bedste vin fra Yealands 1.500 hektar domæne ved Awatere, en ret kølig del af Marlborough. Vinmager Natalie Christensen har i knap 8 år haft posten som chefvinmager i Yealands.

Primitivo "PavoNero" - 35 kr.
Manduria DOP, Syditalien
BEDSTE KØB
*** (⅗)
SuperBrugsen og Kvickly, indtil torsdag 20/8 2026
En af de gode fra Puglia i Syditalien, for mig en klasse eller to over Capolavaro, Appassimento og den ellers gode Why Not? Vinen koster normalt 60+ kr. - og typisk 50 i avistilbud.
Manduria er et særligt område helt ude i hælen, og loven forlanger kvalitet. Kun smagt én gang.
Virker rimeligt tør, kraftig, med god bærfrugt og afrundet smag. Lille restsødme, godt 7-8 g/l. Nydes kælderkold til middelhavsmad fra spansk tapas over risotto til græsk og tyrkisk mad.
Puglia omkring Bari er Italiens største vinområde. Vinene er blevet bedre, men til eksport med lidt sødme, suk!

Noble House hvid/rosé - 36,50 kr. pr. flaske ved 6 flasker
6 flasker: 219 kr. Riesling Trocken (tør), medium, alkoholfri, Dr. Pauly, Rheinhessen, Tyskland
BEDSTE KØB
*** (⅗)
Bilka, indtil torsdag 20/8 2026
Hvid er god tør riesling - intens, ren aroma, sprød, frisk og let, men med nydelig eftersmag.
Den let sødlige har rigere aroma, men også rimelig friskhed trods sødmen.
Riesling rosé har både syre og sødme, let, men ganske god terrassevin. Alkoholfri riesling er sødere, men har noget syre - alkoholfri er ofte latterligt dyr, men ikke denne.
Familiehuset Dr. Pauly Bergweiler bor i gammelt hus ved bredden af Mosel i Bernkastel, men henter Noble House i Rheinhessen, hvor vinen er billigere.

Mateus Rosé - 36,50 kr. pr. flaske ved 6 flasker
6 flasker: 219 kr. Perlende, let sødlig, Portugal
*** (⅗)
Bilka, indtil torsdag 20/8 2026
En lidt sødlig, men ellers positiv frugt, middelfyldig, let sødlig (15 g/l), balanceret af syre og bobler. Markant mindre sød i dag end i min ungdom!
Meget let drikkelig terrassevin til et glas i utide. Druerne er især lokale baga + syrah. Vinen får i reglen pæne ratings (om end sjældent 90p/Suckling som i 2024) og koster i reglen 50-60 kr.
Ejerens Casa de Mateus er et lille underfuldt slot nær Vila Real i Douro.

Adobe rød/hvid/rosé - 40 kr.
Økologisk, rød cabernet, carmenère, hvid chardonnay, viognier + rosé cabernet-syrah, Emiliana, Chile
BEDSTE KØB
*** (⅗)
365discount, indtil onsdag 19/8 2026
Vent en fast, kraftig rød (især cabernet) med karakter - madvin! - med også pæn, nuanceret frugt. 2023 cabernet fik 92p/Cata d'Or, 2020 90p/James Suckling, mens en nyere carmenère fik 90p/James Suckling.
Kun ganske lidt hvid og rosé er smagt. Viognier er ganske god, måske ikke stor aroma, men frisk og sprød med pæn længde. Chardonnay 2024 fik Mondial's guld, mens 2023 sauvignon fik 92p/Alistair Cooper MW.

Barbera d'Asti - 40 kr.
Vinchio, Norditalien
*** (⅗)
Netto, indtil fredag 21/8 2026
En simpel barbera perfekt til risotto eller pizza! Rustik snarere end poesi, en grov håndværker med ru fingre! Fyldig, frugtig, friskhed og tannin - nyd kælderkold.
I Barolo og omegn er kongen nebbiolo-druen, men en halv times kørsel mod øst er stjernen den mørklødede barbera - som her i Vinchio. Mange huse i Barolo henter også barbera her. Byens kooperativ har 200 medlemmer i de nederste Alper. Jeg har smagt mange vine herfra, alle gode.

Pinot Grigio "Rocca Alata" - 40 kr.
Venezie DOP, Norditalien
*** (⅗)
Netto, indtil fredag 21/8 2026
Nydelig tør hvid med ren aroma, sprød friskhed. Enkel og ligefrem, men rigtig godt køb. Smagt én gang (feb. 2025).
Vinen laves af kooperativet i Soave, Cadis 1898, som leverer moderne, letbenet vin.

Martenot rød/hvid/sparkling - 40 kr.
Rød pinot, hvid chardonnay, mousserende brut/tør, Sydfrankrig
** (⅖)
Bilka, indtil torsdag 20/8 2026
Rød og hvid er typisk blød Bourgogne-type fra Sydfrankrig. Basisvin til boblerne kan hentes andre steder (måske i Spanien?), og boblerne laves i tank, ikke flaske. En simpel, men ok Brut-udgave (dog ikke så tør, at den generede!). Perfekt til Aperol Spritz!

Ezimit Makedonien - 46,50 kr. pr. flaske ved 6 flasker
6 flasker: 279 kr. Rød pinot, hvid chardonnay, Nordmakedonien
BEDSTE KØB
**** (⅘)
Kvickly (og SuperBrugsen i udvalg), indtil torsdag 20/8 2026
Vi ser næsten ingen græske vine i Danmark, men jeg er ok tilfreds med makedonsk vin - fra Nordmakedonien. Men hvor bliver vinen fra Sydmakedonien af? Sært!
Ezimit matcher en del basis-Bourgogne og overgår ofte kopier fra Sydfrankrig og Den Nye Verden.
Rød med smuk farve og en ren, indbydende frugt, pæn længde, lidt for blød, men er vinen kølig, glider den meget let ned! 2021 fik 89p + 5* af Rydberg i Ekstra Bladet.
Den hvide har rig, ren aroma, god fylde med anelse syre bagved. En ældre 2023 fik 5*/Vinavisen, endnu ældre årgang 6*/6 af Vinbladet og 90p af Jancis Robinson.

Markgräfler rød/hvid - 49 kr.
Tør rød Spätburgunder, hvid Weissburgunder, Baden, Tyskland
BEDSTE KØB
*** (⅗)
SuperBrugsen og Kvickly, indtil torsdag 20/8 2026
Markgräfler er en god og unik rød og hvid tysker fra området, hvor Baden og Schwarzwald møder Schweiz (Basel) og Alsace (Mulhouse og Colmar).
Den hvide Weissburgunder (Pinot Blanc) har "pæn intensitet i duften af pære, grønt æble, hvide blomster, timianbusk... Smagen folder sig ud med... tydelige pære- og æblefrugt, suppleret af noget lime. Syren er på plads og balancerer frugtsødmen fint, og selvom alkoholen ikke er voldsom, giver den en snert af varme i eftersmagen" - Klingenberg i Fyens (om 2023, aktuelt ses 2024).
Den røde pinot noir er meget Bourgogne-agtig på den blide måde, ret let, rimeligt lang, med duft af kirsebær og krydderi. En snert restsødme (3,3 g/l) gør den mere drikværdig.
2 vinkøb 50-70 kr.

Cap d'Agde "Exhib'" - 59 kr.
Tør rosé, Sydfrankrig
*** (⅗)
365discount, indtil onsdag 19/8 2026
Smuk lys rosa farve, indbydende diskret aroma med positiv frugt, lidt lemon, pæn lang smag med fine syrer under. 2025 er perfekt i dag, måske endda bedre til efteråret. Nydelig vin til salat eller en grillet laks.
Exhib' antyder en lidt fræk mode og en chik flaske tilmed lukket med fancy glasprop - passende for en vin fra netop Cap d'Agde, som har afløst St. Tropez som Frankrigs partyzone nr. ét.

La Mascota rød/hvid - 59 kr.
Rød cabernet sauvignon eller malbec, hvid chardonnay, Argentina
**** (⅘)
SuperBrugsen og Kvickly, indtil torsdag 20/8 2026
En klasse over Trivento og Alamos og for mig ikke ulig den dyrere Salentein, næsten-nabo i Uco ved foden af de smukke Andesbjerge, der skiller Argentina fra Chile.
Fuldblods lækker malbec med frugt og friskhed, og cabernet er også rigtig flot. Begge røde har dyb farve, silkebløde tanniner med fin frugt, lidt mere krydret i cab'en.
Begge rødvine får rutinemæssigt 90+p/100 år af anerkendte smagere, bl.a. cabernet af James Suckling hhv. 91p/2024, 90p/2023 og 91p/2022, mens 2021 fik 91p/Descorchados.
Chardonnay er en kommerciel, men god chardonnay. 2024 fik 91p/James Suckling. 2020 fik 5*/Vinbladet.
6 vinkøb over 70 kr.

Arenarie rød/hvid - 75 kr. pr. flaske ved 2 flasker
Rød Cannonau Riserva, hvid tør Vermentino, Sella & Mosca, Sardinien, Italien
**** (⅘)
Meny, indtil torsdag 20/8 2026
En rød kraftkarl med frugt og fylde, men afrundet af et år i eg plus tid på flaske. En hvid vermentino ikke ulig franske Bellet, aromatisk, rimeligt sprød og fyldig. Check årgang på hvid (gå efter 2024/25).
Prisen er markant lavere end husets normale vin, som med anden etiket sælges til 120-200 kr. Vinene er dog formentlig identiske. Et godt køb, og i top for navn og område.
Sella & Mosca fra sidst i 1800-tallet er det mest kendte hus på Sardinien, som har et stort domæne i Alghero på nordspidsen, hvor de laver især cannonau (grenache) og vermentino (rolle).

Il Grigio Riserva - 79 kr.
2022, Chianti Classico, San Felice, Italien
BEDSTE KØB
**** (⅘)
Bilka, indtil torsdag 20/8 2026
Dyb farve, langt mere indbydende frugt med flere lag, middel til stor krop, afrundet blød tannin. Næppe så holdbar som 2021, men 8-10 år er vel ok for de fleste.
Global pris er 178 kr. På vingården koster vinen €19,50 (147 kr.). 2022 er værdig efterfølger til den superbe (faste) 2021. 2022 har p.t. fået 93p/Parker, 3 glas/Gambero Rosso, 93p/Falstaff, 92p/Vinous samt 90p/Suckling. Imponerende!
San Felice er en stor, men rigtig god vingård med 140 hektar (hele 2% af Classico, hjertet af Chianti).

Dr. Pauly Bergweiler Riesling - 79 kr.
Hvid Wehlen Sonnenuhr Kabinett (sødlig), Klosterberg (tør), Mosel, Tyskland
BEDSTE KØB
**** (⅘)
Bilka, indtil torsdag 20/8 2026
Flot Mosel-riesling til særdeles rimelig pris!
Den sødlige Sonnenuhr er lys, let og udadvendt riesling med intens aroma, elegance og smuk sødme, som balanceres af frisk syre.
Hjertet af det stejle "Grosse Lage" Sonnenuhr ejes af familien Prüm, bl.a. Pauly-Bergweiler med 0,4 hektar (!). Soluret midt på skråningen blev rejst i 1880'erne af Jodicus Prüm, en stamfader til Pauly.
Den tørre Klosterberg er fra en lille, stejl skråning på den anden side af floden med køligere klima. En elegant, tør hvid med rig aroma.

Mont Ferrutx, Mallorca - 99,95 kr.
Miquel Oliver, Pla y Llevant
**** (⅘)
Meny, indtil torsdag 20/8 2026
Vin fra Mallorca er aldrig billig og - måske derfor - en sjælden gæst i Danmark. Du ser mest den gode - men for dyre - An/2. Ferrutx er lavet 100% på callet, for mig måske den bedste lokale drue. Vent en fast, fyldig rødvin med god dybde. Kender ikke årgang, men vinen er ofte bedst 4-6 år gammel.
Den ses mest i Pla & Llevant ved den hyggelige by Petra. Koster 266 SEK (160 DKK) i Systembolaget. Så også god pris.

CUNE Gran Reserva - 109 kr.
2018, Rioja, Spanien
***** (5/5)
SuperBrugsen og Kvickly, indtil torsdag 20/8 2026
Dette er storebror til reserva, lagret 8 år, heraf 24 måneder i franske barricas og 4 år på flaske. Den aktuelle 2018 har fået 94p/James Suckling og Guía Gourmet, 93p/Vinous, 92p/Parker.
Duften er rigere, med let modent præg, rigere bouquet, smagen er længere og mere rund. Vil fortsat udvikle sig på flaske og nok leve 8-10 år mere.
Kommer fra vingården Torremontalba nær Haro i Alta med 45 år gamle vinstokke.
Familien Urrutia fra Baskerlandet startede CVNE ("Compañia Vinícola del Norte de España") i 1879. Ved fejl på etiket fik vinen navnet CUNE. I historie og kvalitet lige med Murrieta og Riscal.

Chateauneuf du Pape - 179,95 kr.
Roger Sabon "Les Olivets", Sydfrankrig
**** (⅘)
Meny, indtil torsdag 20/8 2026
En ret lille vingård med "moderne" Pavevin i en magtfuld, men afrundet stil. Årgang kan variere, 2020 i top nu, 2021 er tæt på, mens kritikerne er uenige om 2022. En god pris på Olivets, husets normale vin, der ofte koster op mod 300.
Jeg har en svaghed for denne vin, som var en af de første store Neuf-vine, jeg smagte i 70'erne (mener det var 1967, men det er længe siden!). Men husker en klassisk spraglet etiket, ikke denne (for mig) lidt ferske etiket.
Her er tidligere ugens vine:
- Ugens vine, uge 33: Fransk dominans med hvidvin og bobler
- Ugens vine, uge 32: Gode bobler og masser af hvidvin
- Ugens vine, uge 31: Italiensk og spansk i top
- Ugens vine, uge 30: Gode franske, spanske og italienske vine i denne uge
- Ingen reklamer og annoncer
- Gratis app uden annoncer
- Adgang til populær favoritliste
- Adgang til at printe opskrifter
- Bemærk: Ingen bindingsperiode
Comments
No Comments