Indhold
- Champagne 99-229 kr
- Comte de Brismand… 99,-*
- Philippe Fourrier,… 149,-
- Montaudon … 149,-
- Baron-Fuenté… 159,95
- Canard-Duchene … 189,-*
- Brimoncourt… 199,95
- Champagne Joseph Perrier… 229,-
- Laurent-Perrier… 229,-
- Crémant
- Crémant "Comte de Tarville"… 55,-
- Crémant "Calvet" … 55,-
- Crémant "Haut-Mouleyre"… 59,-
- Amaluna sparkling… 89,-
- Spanien, Italien & Co!
- Cava Recoda … 39,-
- Cava Arestel… 39,-*
- Prosecco "Barocco"… 59,-
- Prosecco "le Arche"… 55,-
- Asti "Manfredi" …. 39,-
- Arthur Metz alkoholfri… 39,-
- Kommentarer
Vi er på vej ind i det 2.kvartal af det 21.århundrede, og det fejrer vi med bobler.
Herunder de 19 bedste køb fra danske supermarkeder, fra 39 til 229 kr: 8 Champagner, 3 Crémant, 2 Cava, 4 fra Italien, Asti og Prosecco, 1 fra Chile og 1 fra Frankrig med bobler, men uden alkohol!
Alle er gode, mange endda rigtig flotte, men alle er bedste køb i hver deres klasse! Vinene ere udvalgt fra de 9 supermarkedskæder, vi følger. Ugens tilbud fra Nemlig.com kom ikke på listen.

Champagne 99-229 kr
Champagne laves i et ret køligt område nordøst for Paris og laves af Bourgogne-druerne, mest rød pinot noir og meunier - der laves som hvidvin - og den hvide chardonnay.
Vinen får 2.gæring i selve flasken - vinen tappes på flaske med lidt gær og sukker, som omdannes til elkohol og brus. Champagne er ofte mere tør end andre bobler og kan kræve lidt tilvænning.
P.S.: Vin og aroma opleves bedst fra almindelige gode vinglas, ikke de høje "flûtes", som stadig ses mest.

Comte de Brismand… 99,-*
174,50, 99* kun med Lidl+ kupon og køb minimum 400, max 2 fl)
Champagne brut/tør
BEDSTE køb
**** (⅘)
Lidl kun tirsdag 30/12 2025
Champagne Brut. En rigtig god pris på Champagne lige nu. Nydelig frugt med en lidt alder, middel fyldig og ren i smagen.
Brismand laves for Lidl af Burton, del af Lanson, ejet af HDC (Heidsieck, Vranken, Pommery mv), det næststørste hus i Champagne efter LVMH (bl.a. Moët & Chandon). Huset ejer kun 57 hektar vin og må næsten al vin købes udefra.

Philippe Fourrier,… 149,-
Champagne, Barr Brut/tør
BEDSTE køb
**** (⅘)
Rema1000, indtil onsdag 31/12 2025
"Blanc de Noirs" Champagne Brut/tør. Fyldig, frugtig, tør -rigtig god til prisen! 100% pinot noir (Blanc de Noirs). Fra privat vingård på 18 hektar ved Barr, en sydlig, isoleret del af Champagne, ikke langt fra Bourgogne.
Området er lidt lunere her, jorden knap så kalkrig, men der laves gode vine i en indbydende stil, som mangler raffinementet i den bedste Champagne. 91p/WineEnthusiast for nogle år siden, imponerende til denne pris, som dog er 20 kr dyrere end for et par år siden.
Fås også som Fourrier Blanc de Blancs, 249 (4*), lidt friskere, men slet ikke merprisen værd.

Montaudon … 149,-
Champagne brut/tør eller demisec/sødlig
*** (⅗)
Bilka og Netto indtil onsdag 31/12 2025
Champagne Brut eller Demisec. Montaudon gør ingen fortræd -tør, ret let og frisk, nydelig frugt, lidt ung og kort, en ægte party-Champagne på godt og ondt. Jeg elsker etiketten med det store, iøjnefaldende "M" mere end selve Champagnen. I dag er Montaudon nok ret tæt på storebror Jacquart.
Jeg er slet ikke så begejstret som Gilbert & Gaillard (88p/i 2019), mens en engelsk guide finder den et godt køb i Tesco til £ 25 (200 kr). Fås også som sød Demi-Sec, god til kransekage.

Baron-Fuenté… 159,95
Champagne brut/tør eller demisec/sødlig
*** (⅗)
Meny, indtil onsdag 31/12 2025
Brut eller ½sec. En Champagne hentet i Charly ved Marne floden ganske tæt på Paris. 60% pinot meunier + noir og chardonnay lagret 3 år. Ikke smagt de senere år, men husker en nydelig ret tør brut med let æbleagtig aroma og ganske fyldig smag. Bestemt ikke top, men ren og godt køb.
I 1967 ægte Gabriel Baron (velkendt familie på egnen) en Dolorès Fuenté og forenede 2 vingårde -ialt 35 hektar, som suppleres med andre 35 hektar.

Canard-Duchene … 189,-*
Champagne brut/tør eller demisec/sødlig
BEDSTE køb
**** (⅘)
Superbrugsen og Kvickly, indtil onsdag 31/12 2025(*medlemstilbud: 209 for andre)
En let og frisk Champagne uden de store dikkedarer, mere frugtig end dyb, mere gedigen end et vidunder. Men bestemt værd at drikke til apéritif. Ej smagt: en sød demisec.Typisk 89p/WineEnthusiast (2024).
Canard-Duchêne er et af de historiske huse i Champagne og har rundet de 150 år. Huset var længe uafhængigt, men blev i 1970erne del af LVMH gruppen (sammen med bl.a. Moët, Veuve Clicquot og Ruinart). I 2003 blev mærket solgt til Alain Thiénot, som siden overtog Joseph Perrier.
Våbenskjoldet på etiketten optræder med tilladelse fra den russiske zar, som i 1800-tallet købte vin af familien Canard.

Brimoncourt… 199,95
Champagne brut/tør
**** (⅘)
shop.Meny, indtil onsdag 31/12 2025
En god Champagne i en kommerciel, enkel stil med god frugt og afrundet smag med fine syrer. Slet ikke top, men til prisen nok en af de bedste. Har i 2024/25 fået omkring 90p/100 (af WIneEnthusiast og JamesSuckling) -de ældre tapninger fik marginalt mere (omkring 91-92p).
For et par år siden var vinen måske bedre end i dag. Jeg frygter, at huset ikke helt kan holde standarden i en tid, altid et problem for et ungt hus.
Undtagen Brimoncourt, der solgte sin første Champagne i 2014… efter 60 års tornerosesøvn.
Alexandre Cornot er født i Reims, men familien var mere våben end vin. Alexandre blev efter en tid i flåden en rig skatteadvokat i Paris. Men sagde op for at forfølge en drøm om kunst -et år hos Christie's i New York. Tilbage til Paris og endnu en kunstauktion.
I 2007 bad en ven ham om at hjælpe et nødlidende trykkeri i Ay Champagne. Han sagde ja og brugte de næste 5-6 år -midt under finanskrisen. Han købte selve mærket i 2008, og den første årgang blev lavet i 2009. Resten er historie.
Udstyret er flot, men han har også erfaring fra mange års Champagne etiketter + hvad folk køber på auktion!

Champagne Joseph Perrier… 229,-
Champagne "Cuvé Royale" brut/tør, Demisec/sødlig
**** (⅘)
Superbrugsen og Kvickly, indtil onsdag 31/12 2025
Brut/tør eller DemiSec/sød. Den normale Brut har indbydende aroma, ren og sprød, -afrundet af 7 g/l restsødme. Rydberg i stor Champagne-smagning for et par år siden: "Grønne æbler i duft. Let, frisk champagne.
Vellavet med en pæn mousse. Frugtig afslutning." Joseph Perrier er ofte lige så god som navnefælle Perrier-Jouet og Laurent-Perrier i en indbydende, let stil.
Huset ligger i Chalons ved floden Marne og er grundlagt 1825. I årrække var det ejet af storebror Laurent-Perrier.
I dag ejes huset af Alain Thiénot, også ejer af Canard-Duchêne (som importeres af søsteren Coop) og et par firmaer i Bordeaux. Joseph Perrier sælges som "Cuvée Royale" til minde om en af kunderne, dronning Victoria!

Laurent-Perrier… 229,-
Champagne "la cuvée" brut/tør
**** (⅘)
Rema1000, indtil onsdag 31/12 2025
Brut/tør. En klassisk Champagne med positiv aroma, god længde og fint brus -lidt mere vægt end letvægterne Joseph Perrier eller Mesnil, men med samme elegance. "LP" er historisk et af de store mærker og med Bollinger et af de bedste af de private, store huse. Ejer også bl.a. Salon.
Ikke helt Bollinger, men for mig i en højere liga end Canard, Perriere, Moët og Mumm. Ikke smagt de sidste par år. Kritikerne er ikke enige -nye (2025) giver 91p/100 (Gismondi og Suckling) til 88p/Parker.
Fås også som demisec (sød).
Crémant
Er groft sagt Champagne, blot lavet i Frankrig uden for Champagne. Ofte ret tæt på den dyre nabo og ofte det bedste køb i bobler. Amaluna fra CHile er en rival.

Crémant "Comte de Tarville"… 55,-
Bourgogne brut
Bedste KØB
**** (⅘)
Rema1000, indtil onsdag 31.12 2025
En hvid Bourgogne er dyrere end Alsace og Bordeaux, så Bourgogne's crémant er i teorien tæt på Champagne i pris. Så hvorfor er denne så billig? Især når den faktisk er helt ok (smagt 3 gange). Firmaet ligger i Chagny nær Santenay i Bourgogne. Overraskende god med frugt og god friskhed. Den fik 5* af 6 af Vollerslev i BT i 2018 (pris 70 kr).

Crémant "Calvet" … 55,-
Bordeaux rosé eller hvid brut (tør)
*** (⅗)
Føtex og Netto indtil onsdag 31/12 2025(også Bilka, 59)
Etiket og design er lækkert for en basis-cremant. Vinen laves på Champagne-metoden på Bordeaux-druer, typisk rød cabernet og hvid semillon og ligner Mouleyre (herunder!), selvom jeg marginalt foretrækker denne..
Den hvide er frisk og appetitvækkende, med en ren duft uden større karakter, men sprød eftersmag. Brut er ikke specielt tør. Den tørre rosé skal være bedre, men ikke smagt. 5* i BT.

Crémant "Haut-Mouleyre"… 59,-
Bordeaux brut.
BEDSTE køb
**** (⅘)
365discount indtil onsdag 31/12 2025
Haut-Mouleyre er et glimrende slot i Cadillac syd for Bordeaux. Vinen laves som Champagne af både sorte og hvide druer, men merlot, cabernet og semillon (Bordeaux), ikke pinot noir og chardonnay som i Champagne. En rigtig god cremant takket være det kølige kystklima i Bordeaux.
5*/6/Vinbladet: "Grønne glimt, festlige bobler og en skøn duft af æble og lime. Den livlige mousse introducerer en smagspalet med citrus, hvid stenfrugt og brioche med en veldoseret syre." (12/23). Vinen fik ældre udgaver hhv 89p og 88p/100 fra kompetente Falstaff og WineEnthusiast.

Amaluna sparkling… 89,-
Økologisk, Chile.
**** (⅘)
Superbrugsen og Kvickly, indtil onsdag 31/12 2025
Vinen fra de store biodynamiske gods får brus på Champagne metoden. Herligt brus, indbydende frugt, sprød og frisk, ganske fyldig, middellang smag -nyd nu, mens vinen er frisk. Pæn dosage 10g/l, som balancerer syren. 80/20 pinot og chardonnay fra det kølige Casablanca. Seneste rating var 91p/Descorchados.
Spanien, Italien & Co!
Cava fra Spanien er ofte bedste køb. Laves som Champagne og crémant med gæring inde i selve flasken, mens Italiens Prosecco og Asti laves på den billigere metode med 2.gæring på tank og tapning på flaske under tryk, så boblerne ikke siver væk.
Cava fås som tør (brut) eller Demisec (sød). Prosecco er oftest halvtør (Extra Dry, lidt misvisende!), mens Asti er sød.

Cava Recoda … 39,-
Brut (tør) eller semi (sød)
BEDSTE køb
*** (⅗)
365discount, indtil onsdag 31/12 2025
Den spanske Cava er ofte prisbillig, selv om den er lavet på den mere besværlige, tidkrævende metode med 2.gæring i selve flasken i stedet for på en tank. Den kan være i top, men matcher sjældent god Crémant eller Champagne.
Men til 39 skal du slet ikke klage - Brut ser nydelig ud og smager ok i en let, enkel stil med lidt frugt og ren, rimeligt tør smag. Den søde semiseco aldrig smagt.
Denne cava er i smag nok tæt på Gran Barón (Brugsen), som også leveres af Vallformosa, et godt hus, markant mindre end giganterne Codorniu og Freixenet.

Cava Arestel… 39,-*
BEDSTE køb
*** (⅗)
Lidl, indtil onsdag 31/12 2025(med Lidl+, max 3fl)
Meget ung og frisk stil, lidt æble og citrus, ikke knastør. Den koster €5 i Tyskland, så du behøver ikke køre sydpå! Lavet af ARSA, der leverer cava til Lidl i hele Europa. Foretrækker marginalt Recoda i 365.
Den har fået et makeover etiketten -bedre, siger jeg som mangeårig etikette-fetichist. På etiketten står "Metodo Tradicionál" -et andet ord for Champagne-metoden.

Prosecco "Barocco"… 59,-
*** (⅗)
Superbrugsen og Kvickly, indtil onsdag 31/12 2025
Fint brus, duft af æbler, let frisk og rimeligt sprød med kun lille sødme til sidst. 90% prosecco (glera), 10% chardonnay. Kan mixes med Limoncello, Aperol, Campari eller anden alkohol af dit valg.
Et mærke fra Botter, så måske identisk med Bianca Nera (59 i 365discount). Et meget stort familiehus, som har leveret vin til Irma siden først i 1970erne - og som (formentlig) overlever hos Coop.

Prosecco "le Arche"… 55,-
*** (⅗)
Føtex og Netto, indtil onsdag 31/12 2025 (59 i Bilka)
Halvtør. En god prosecco til en god pris. Ikke dybt foredrag, men god sladder! Nydelig æblearoma, let sødme (hvad Extra Dry altid har), men med lille syre, der giver friskhed. OK til velkomst og glas i utide.

Asti "Manfredi" …. 39,-
BEDSTE køb
*** (⅗)
365discount, indtil onsdag 31/12 2025
En sød brusende moscato er en klassiker, som med sin lave alkohol (og store sødme) tiltaler mange. Vi andre kan godt lide den til f.eks. frugtdessert, kransekage eller et glas efter kl 12.
Den boblende Asti laves af alle store vermouth huse som Martini, Gancia og Cinzano. Med deres kunnen er Asti så tæt på industri, som du kommer i vin, og forskellen er sjældent navn eller pris, snarere alder på flaske -den yngste er bedst! Druen er moscato, som høstes ret tidligt, laves til sødlig hvidvin, som med ekstra sukker og gær får en hastig andengæring på tank og tappes under tryk, så bruset bevares.
Moscato d'Asti (39, 3*/5 + godt køb) Manfredi. Mindre brus, men måske finere aroma og friskhed. Vinen er en specialitet og får pæne ratings i guiderne.

Arthur Metz alkoholfri… 39,-
Brus, hvid chardonnay, rosé pinot noir, Frankrig
** (⅖)
Superbrugsen, Kvickly, 365discount, indtil onsdag 31/12 2025
Hidtil eneste vin uden alkohol -ovenikøbet med både druesort og bobler!
Rosé på pinot har fået ros for frugt og smag -lidt sød, men også med syre. Chardonnay vil jeg også overveje, hvis jeg skulle få lyst. Jeg har smagt pænt mange (hos andre, vil ikke bruge penge på det!), en god del til pris over 100 kr og som ofte før er den bedste vin den med kortest tid på flaske. Check lot-nr eller tappedato på flasken!
Arthur Metz har hovedsæde i Alsace, men denne vin laves i Bordeaux i Echenauers store kældre. Basisvinen er hentet i Sydfrankrig, har fået fjernet alkoholen, får et skud brus før tapning under tryk.
Du kan se tidligere udgaver af ugens vine her:



- Ingen reklamer og annoncer
- Gratis app uden annoncer
- Mulighed for populært nyhedsbrev
- 5% rabat på Madens Verdens kogebøger
- Adgang til den populære favoritliste
- Adgang til at printe opskrifter
- Bemærk: Ingen bindingsperiode




Comments
No Comments