Smeltende snemænd er de fineste småkager. Chokolade specier dekoreret med snemænd er en fryd for øjet for alle uanset alder.
Smeltende snemænd er småkager, som er så fine og julede. Jeg synes, at det er en kreativ måde at lave julesmåkager på, som er lidt anderledes, end hvad de fleste måske er vant til.
Jeg tror, især børn vil synes, at det er en sjov opskrift, og du kan også sagtens tage børnene med i køkkenet, så I kan dekorere de fine snemænd sammen.
Jeg har valgt at tilføje en meget mørk chokolade i specier-dejen, da det balancerer smagen med alt det søde fra pynten.
Opskrift på smeltende snemænd småkager
Ingredienser
Småkager
- 125 gram smør blødt
- 125 gram flormelis
- 1 tsk vaniljepulver
- 1 stk æg lille
- 200 gram hvedemel
- 0,5 tsk bagepulver
- 50 gram mørk chokolade
Pynt
- 50 gram flormelis
- 0,5 tsk kogt vand
- 40 stk skumfiduser eller 20 som klippes over på midten
- 15 gram mørk chokolade
- krymmel eller slik
Sådan gør du
- Start med at lave småkagerne: Tag først det bløde smør og tilføj det til en skål sammen med flormelis, pisk det godt sammen. Tilføj derefter æg og vaniljepulver. Pisk det godt sammen.
- Tilføj hvedemel og salt, rør dejen godt sammen. Hak nu den mørke chokolade i fine stykker og tilføj dem til dejen. Rør det hele godt sammen.
- Rul nu dejen til en lang rulle og stil den i fryseren i mindst 20 minutter.
- Tag dejen ud og skær den i skiver, placer dem på en bageplade.
- Bag småkagerne i cirka seks minutter ved 180 grader almindelig ovn.
- Lad julekagerne køle helt ned på en rist, før du dekorerer dem.
- Gør al dekoration klar. Først blander du glasuren sammen ved at komme flormelis i en skål og tilføje en smule vand, mens du blander det sammen. Glasuren må gerne være ret tyk.
- Smelt chokoladen over et lille vandbad.
- For at lave en snemand starter du med først at putte glasur på en småkage, derefter placeres en skumfidus i hjørnet af småkagen, drys med lidt krymmel, så det ligner knapper på snemanden.
- Lad glasuren størkne, og brug nu en tandstik til at dyppe forsigtigt i den mørke chokolade og "tegne" ansigtet og arme på snemanden.
- Forsæt ,indtil alle småkager er pyntede, og lad dekorationen størkne fuldstændig.
- Server derefter de smeltende snemænd.
Næringsindhold
Tip
Du kan bare lade fantasien løbe løbsk, når du laver smeltende snemænd.
Du kan nemlig bruge forskellig slags slik og krymmel til dekorationen, og så kan du også tegne forskellige slags ansigter med chokolade på hver skumfidus.
Se også andre fine juleopskrifter her:
Juletrifli - dessert med risalamande og brunkager
Stollen - tysk julebrød med marcipan
Marengs juletræer med krymmel som pynt