Kan du lide kaffe, chokolade og flødeskum? Så vil du elske den varme drik Bicerin, der stammer fra Torino i Italien. Opskriften er simpel.
Bicerin er en traditionel varm drik fra den italienske by Torino.
Den består af kaffe, varm kakao og flødeskum på toppen og serveres i små vinglas. Navnet Bicerin betyder ”små glas”.
Efter sigende blev den varme kaffe-kakao drik opfundet på cafeen Caffè al Bicerin i Torino tilbage i 1800-tallet. Cafeen eksisterer stadig og er netop kendt for den traditionelle italienske drik.
Tre lag
Kendetegnet for Bicerin er de tre lag: Varm kakao nederst, kaffe i midten og flødeskum på toppen. Det skal altså ikke røres sammen, men bare hældes forsigtigt op i denne rækkefølge. På denne måde sikres den bedste smagsoplevelse med de forskellige konsistenser, temperaturer og smag.
Den varme kakao nederst kan være en hjemmelavet varm kakao, lavet på mørk chokolade eller rent kakaopulver opvarmet i mælk og sukker. Du kan også bruge en færdig kakaomælk for den lette løsning.
Kaffen i midten skal helst være espresso, men en stærkbrygget kaffe kan også bruges.
Øverst skal der være en meget letpisket flødeskum, der lægger sig på toppen af kaffe-kakao drikken.
The secret to savouring the true bicerin is to avoid mixing it, thereby allowing the various ingredients to come together directly on the palate, with their different densities, temperatures and tastes.
Caffè al Bicerin
Den perfekte kombi
Den italienske Bicerin er den perfekte kombination af smag.
Kaffen giver power og bitterhed, mens kakaoen giver sødme, der afbalancerer bitterheden i kaffen. Fløden øverst bidrager med en lækker cremethed og giver fedme og mundfylde til drikken.
De forskellige smage, temperaturer og den cremede mundfølelse gør den til en himmerigsmundfuld.
Opskrift på Bicerin
Her får du opskriften på den traditionelle italienske drik med espresso og hjemmelavet varm kakao lavet på kakaopulver. Husk at du også kan bruge en færdiglavet kakaomælk og stærkbrygget kaffe.
Vil du have den ekstra kraftig, kan du bruge mørk chokolade i kakaomælken i stedet for rent kakaopulver.
Bicerin
Ingredienser
- 2 dl espresso - eller stærk kaffe
- 2 dl sødmælk
- 2 tsk kakaopulver - eller 40 gram mørk chokolade 70%
- 2 tsk sukker
- 1 dl piskefløde
Sådan gør du
- Lav først en varm kakao ved at komme mælk, kakaopulver eller hakket mørk chokolade samt lidt sukker i en kasserolle. Varm forsigtigt op.
- Når kakaoen er varm og kakao/chokoladen er opløst, smages den til med sukker.
- Pisk fløden til en let flødeskum.
- Lav espresso eller stærk kaffe.
- Hæld nu den varme kakao i et vinglas.
- Hæld forsigtigt den varme kaffe over kakaoen, ved at hælde en tynd stråle på en ske lige over den varme kakao. På denne måde lægger kaffen sig ovenpå kakaoen.
- Kom til sidst flødeskum på toppen.
- Server med det samme med en ske.
Få tilsendt opskriften på mail
Prøv også disse opskrifter på lækre varme drikke:
Del dine ideer og tanker med os andre her: