Her får du vinkender Jan Sørensens anmeldelser af de vine, der er på tilbud i landets supermarkeder i denne uge.
En rigtig god uge med rigtig mange gode vine, som kan få os til at glemme, at vinteren ikke er helt slut endnu!
Du kan få en letbenet Bardolino i Rema og ale typer vine hele vejen til en tannisk Bordeaux fra celebre Margaux.
Selv vinen til 30 kr er værd at drikke, og du kan få herlige vine fra Østrig og Tyskland - rød som hvid - til 50-55 kr. Plus vidunderlig Rioja og Chianti til 50-60 kr.
Vine i klassen op til 60 kr
Cimarosa, Sydafrika, rød/hvid, kr/fl v 6: 29,83
6 fl: 179,-
Bedste KØB
*** (⅗)
Lidl, indtil lørdag, d. 26. februar
Rød Shiraz-Cabernet eller Pinotage, hvid tør Chardonnay-Colombard, Western Cape (aft. i Tyskland)
Synes disse vine er meget bedre end ældre tapninger - behagesyge vine med solid styrke og krydret duft og afrundet smag.
Begge røde er tørre og præcise, for mig har pinotage - Sydafrikas signatur drue - mere frugt i duft og smag.
Den hvide er ikke smagt, men burde også være frugtig og tør. Prisen er ekstremt lav - foretrækker så langt disse vine for mange billige Puglia vine med mere sødme end længde!
Villa Borghetti, Bardolino eller pinot grigio 35,-
Godt KØB
**** (⅘)
Rema1000, indtil lørdag, d. 26. februar
Den lette Bardolino fra Garda søen er tør, frugtig og ren - til samme pris kedelig rød La Passo (kan få selv en pizza til at døse).
Bardolino er ikke kunst, men en behagelig ledsager til en salat eller pizza.
Den hvide pinot grigio til samme rimelige pris er bedre, end jeg huskede den, med pæn frugt.
Det lover godt, at tapperen Pasqua bor ved netop Bardolino.
Casillero del Diablo, rød-hvid-rosé… 35,-
Normalpris 79,95
Rød cabernet-sauvignon, merlot eller carmenère, hvid chardonnay eller sauvignon blanc, rosé shiraz
Bedste KØB
**** (⅘)
Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag, d. 24. februar
Til prisen er vinene uovertrufne!
Den røde cabernet (90p/Descorchados i både 2019 og 20) foretrækker jeg for den lettere carmenère (guldmedalje i 2019).
Der er mere dybde, frugt og længde i cab’en, mens carmenère i denne klasse kan virke lidt vegetabilsk og tør - men ikke smagt i nye år.
Merlot ej smagt.
Sauvignon er ganske flot, mens jeg kan også anbefale chardonnay 2019, som har friskhed og tør sprød eftersmag og også har fået meget ros af kendere (bl.a. 91p/Descorchados).
Rosé ikke smagt, men kan se, at den har fået 5* i Vinavisen. Vinene er ”Reserva”, så en tand højere oppe end standard-Chile.
Felix Solis ”the Guv’nor”… 39,-
Bedste KØB
**** (⅘)
Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag, d. 24. februar
Viser på godt og ondt, hvorfor Spanien er et slaraffenland for budgettet!
En mørk, fyldig, men afrundet vin med krydret frugt med lidt eg og pænt lang smag.
Felix Solis er et af Spaniens 2 største huse, som i løbet af de seneste 20 år har huset har prøvet at opgradere med ”Pagos del Rey” (mange dog på det jævne).
”Guv’nor” ser flot ud (får vinen til at smage bedre, synes jeg!), blend af tempranillo og syrah, mest fra Mancha.
Vinen er lavet efter de mest moderne metoder, og vinen ryger efter gæring direkte i små egefade, hvor den får malolaktisk gæring og lagrer 3-4 måneder.
Tvivler dog på, at det er mere end del af høsten, der får denne dyre behandling.
I Netto får du p.t. til samme pris Kingpin rød/hvid, som ligner til forveksling, så du behøver ikke gå i Brugsen.
Barbera d’Asti ”Tre Vescovi”, kr/fl v 2: 39,50
2 fl: 79,- Superiore
Bedste KØB
***** (5/5)
Føtex, indtil torsdag, d. 24. februar.
Nebbiolo er kongen i Barolo, takket være aroma og eftersmag men på trods af druens blege farve og tørre, tanniske smag.
Men en halv times kørsel mod nord er stjernen den mørklødede barbera -som her i Vinchio. Mange huse i Barolo henter såmænd barbera her.
Byens Coop har 200 medlemmer her ved de nedre Alper og de vine, jeg har smagt herfra, har alle været gode.
Denne er storebror til Sorí dei Mori i sidste uge.
Superiore betyder ikke det store (mindst 12,5% alkohol og et år i store egefade). Denne holder 14 % og er kraftig, fast og med rig frugt tæmmet af lidt modenhed.
Trods prisen ikke ueffen til sommerens retter fra grillen.
Trapiche ”oak cask”, rød/hvid/brus, kr/fl v 6: 39,83
6 fl: 239,-
Bedste KØB
**** (⅘)
Bilka, indtil torsdag, d. 3. marts
Indbydende kommerciel på den gode måde, især de røde. Der er ikke meget eg i ”Oak Cask” - typisk lagres 30% af høsten i eg, resten ser kun stål, og det er helt ok med mig.
Malbec, en mørk, fyldig vin med herlig sød bærduft. Meget letdrikkelig og godt køb. Ganske lille præg af eg. Årgang 2020 fik 5* af Rydberg. ’18 fik 90p/Descorchados.
Cabernet-sauvignon er lidt mere krydret i stil, for mig knap så gennemført som malbec, men ganske ok.
Pinot Noir smager ikke af pinot (dvs ikke af Bourgogne). Men kan man se bort fra forbilledet, er det en blød, fyldig vin med let krydret duft.
Chardonnay er ganske ok uden at begejstre. Tør, ren, fyldig, men egen mangler friskhed. Sparkling er mousserende og ret beset uden interesse for andet end den lave pris!
Piccini ”Memoro” rød/hvid/rosé, kr/fl v 3: 43,-
3 fl: 129,-
**** (⅘)
Superbrugsen og Kvickly, til torsdag, d. 24. februar
Memoro har mange fans, og vinen er nok bedre end de mange Rip’amaroner-vine.
Piccini leverer hver 10. flaske Chianti, men Memoro er blend fra hele Italien, bordvin uden årgang.
Rødt blend af syditalienske druer som primitivo, montepulciano og nero d’avola med merlot. En fyldig, glat og frugtig vin, meget letløbende trods pæne procenter.
Hvid på franske druer som viognier og chardonnay + italienske vermentino og pecorino (nej, ikke ost, men en drue fra Abruzzo).
Ganske frisk og frugtig, måske med en snert af sødme, men det kan skyldes frugten.
Rosé ikke smagt.
Cava Codorniu ”Clasico”, brut, kr/fl v 2: 44,50
2 fl: 89,-
Godt KØB
*** (⅗)
Føtex, indtil torsdag, d. 24. februar
Historisk den mest berømte cava (udtal: gah-vá) af alle, men ingen stor vin, men til prisen er den et godt køb.
Brut er bedst, med lille æbleduft og ren, tør smag med ok brus.
Seco er acceptabel, men som semi-seco måske bedst til kransekage.
Revolution Solaire ”GSM”, Sydfrankrig, kr/fl. v.6: 49,83
6 fl. 299,-
Grenache-syrah-mourvèdre
**** (⅘)
Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag, d. 24. februar
Endnu en flot ny vin hos Coop, som blev testvinder med 6* i Vinbladet, hvor Erik Skovenberg skrev: ”Krydret duft af sorte skovbær. Intens smag af sort bærfrugt, julekagekrydderier og chokolade i perfekt balance med frisk syre og modne tanniner. Topkvalitet”.
Endnu ikke smagt, men kender hr Bousquet’s hovedvin, Grand Moulin Corbières fra god ejendom nær Carcassonne.
Denne GSM laves vist nok på godt, lokalt kooperativ. Til 50 kr et topkøb!
Familien har også vingård i Argentina (se længere nede).
Baron de Ley ”Maturana”, Rioja, kr/fl v 6: 49,50
2 fl: 99,-
Bedste KØB
***** (5/5)
Bilka (rest, kun varehus)
Exceptionel til prisen. Set i 2016, som har fået 95p + Gold Trophy/IWC, 92p/Guía Peñin, 92p/Tim Atkin.
En sjælden vin på Rioja’s mest sjældne og helt egne drue, der ikke ses i noget andet land i hele Verden. Druen maturana døde stort set under Phylloxeraen!
”Meget dyb farve, intens, overdådig aroma med skovbær, søde toner, balsamisk og dyb, smagen er afrundet, kraftig, med silkeagtige tanniner, meget lang med gode syrer, der sikrer friskhed”.
Maturana ”er Riojas sjæl”, siger Gonzalo, vinmager hos Ley. Men druen var svær at gro og forsvandt totalt, da phylloxera’en ramte Rioja i 1890'erne.
Den står ikke opført i bøgerne og er ikke med på listen over tilladte druer -indtil man for 30 år siden fandt et par overlevende maturana vinstokke i fjern egn af Rioja.
Ley bruger det meste af vinen til reservas, men laver også ca. 24.000 flasker af den rene maturana.
Tanunda ”Triathlon”, frit valg… 50,-
Australien
Godt KØB
**** (⅘)
Bilka, indtil torsdag, d. 3. marts
Triathlon” er en klasse over Tanundas basisvin, druerne er bedre (Barossa), og vinene er blends af 3 druer (deraf navnet Triathlon).
Rigtig gode til prisen.
Rød grenache-shiraz-merlot: et Rhône/Châteauneuf-blend af grenache og shiraz med merlot som outsider. Rund, stærk, men ret blød.
Rød cabernet-shiraz-merlot: Mørkere i farve -cabernet fornægter sig ikke- en snert mere fylde og lidt dybere tone i næsen og lidt mere struktur.
Fås også som rosé (grenache + lidt shiraz) og chardonnay, begge uden større interesse (3-4*).
Tanunda er så tæt på slot, du kan komme i Australien - komplet med tårn - og er et must, hvis du en dag kommer til Barossa nord for Adelaide.
Det var ejet af Seppelt, et af mærkerne under Treasury (ejet af Foster øl, som igen ejes af Budweiser).
I 1990'erne kom Tanunda til salg og stod i 5 år uden en køber, indtil sydafrikaneren John Geber overtog, hvad der næsten var ruin.
Sant Thias, hvid, rød eller rosé… 50,-
Østrig
Godt KØB
**** (⅘)
Rema1000, indtil lørdag, d. 26. februar
Hvid grüner veltliner eller riesling, rosé, rød pinot noir
Den grønne veltliner er virkelig god og har DAC (appellation) Weinviertel.
Tør, frisk og sprød, med rig aroma (pærer, citrus og fersken), egentlig ret enkel, men alt hvad du kan ønske sig til en omgang muslinger eller grillede rejer.
Ja, den er også god til såvel salat og perfekt til osten!
Riesling er er mindre kommerciel, mere sprød og aromatisk - giv den en chance og skriv til mig!
Rosé er letbenet. Den røde er blevet pinot noir, ej smagt, som afløser ”Gemischter Satz” (blend af flere druer).
Vingården ligger Hernbaumgarten -et hav af vinstokke, især grüner veltliner. Byen ligger ved foden af de østlige Alper, nær grænsen til Tjekkiet.
Faustino V, Rioja Reserva… 50,-
Godt KØB
***** (5/5)
Netto, indtil fredag, d. 25. februar
God Rioja med indbydende aroma, begyndende modenhed, rund fylde og pæn eftersmag.
Stadig lidt bid, så et par år på flaske vil kun gøre vinen bedre.
Set i 2015, som har fået 89p af gode kritikere som Peñin og Atkin og koster 70-80 kr i Spanien.
William Hardy, shiraz eller chardonnay… 50,-
***** (5/5)
Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag, d. 24. februar
Den røde shiraz er fra Limestone Coast syd for vinhovedstaden Adelaide -et rigtigt godt område - og det præget vinen, som er en stor vin, men ingen fedladen flødebolle!
God frugt, bær og krydderi, men holdt i skak af lidt syre. 17p/20 i ’17 af Oldenburg og 5* i Vinavisen i 2018.
Den hvide chardonnay kommer også fra et køligt område, Langhorne Creek syd for McLaren Vale og Adelaide. Vi er nær havet, som tager toppen af varmen! Ganske rig, ren aroma med lidt melon og citrus, middel fylde, pæne syrer, middellang smag.
Jeg ved ikke, om der er eg i vinen, men det smages til alt held ikke. 5* i Vinbladet og Vinavisen.
Heinrich Gies, riesling eller pinot noir, kr/fl v 2: 54,50
2 fl: 109, for Bilka Wine Club medlemmer
Bedste KØB
**** (⅘)
Bilka, indtil torsdag, d. 3. marts
Et varmere klima har ændret Tysklands før så triste lyse rødvine! Ikke mindst Pfalz, som med 24.000 hektarer er det største område. Området ligger mellem Mainz og grænsen til Frankrig, hvor det går over i Alsace.
Her er ”røde” stjerner som Rings, men også daglige slidere som Gies, en 150-årig vingård i Friedelsheim, i dag del af det dynamiske kooperativ Vier Jahreszeiten i naboen Dürkheim (en meget hyggelig købstad).
Har ikke smagt de aktuelle tapninger, men kan lide, hvad jeg ser - dvs. flot udstyr, skruelåg (elsker det) og en vin tappet på vingården.
Du kan forvente en tør, aromatisk riesling, let til middel fylde, god syre, men nok også en snert restsødme (men måske ikke).
Den røde pinot noir er indbydende i aroma, fyldig, noget styrke (13,5%), rund, pænt lang, tør - slet ikke ulig Bourgogne og nok bedre end de billige, du kan finde.
San Felice, Chianti Classico… 59,-
Bedste KØB
***** (5/5)
2019, Bilka, indtil torsdag, d. 3. marts
Vingårdens unge Classico er set i 2019, som fik 6*/6 i JP.
Årgang 2016 var såmænd nr 19 på Spectator’s Top 100 (snarere pga pris end kvalitet). Vinen er stadig god og får regelmæssigt 2 glas (af 3) i Gambero Rosso.
Nydelig fylde og pæn længde, og til hakkebøf, pasta og pizza. Kan med fordel gemmes 2-3 år.
Trapiche ”Medalla”, malbec eller chardonnay… 59,50
2 fl: 119,-
Bedste VIN
***** (5/5)
Føtex, indtil torsdag, d. 24. februar
Trapiche tapper 100.000 f. Hver dag! Men vinene er gode -”Pure” og Oak Cask (se herover) er svære at slå.
Medalla er endnu en tak op og laves i ret små mængder (under 200.000 fl/år) fra de bedste parceller.
Trapiche laver endnu bedre vin, men de allerbedste er p.t. for dyre (og du bør generelt aldrig betale 300+ kr for argentiner).
Malbec har lidt eg, men er især flot i sin frugt, kraftig og pænt lang, og dejlig allerede. 2017 fik 89p/Parker.
Den hvide chardonnay 2019 fik 92p/Parker med ordene: ”A sharp and austere profile…the oaking feels very subtle and the aromas and flavors integrated, respecting the varietal character and coming through as serious, elegant and fresh. It’s tasty and has good balance.” Måske lidt store ord, men flot er den!
Bousquet ”Cameleon”, rød/hvid, øko… 59,95
Malbec, cabernet sauvignon eller chardonnay, Argentina
Godt KØB
***** (5/5)
Meny, indtil torsdag, d. 24. februar
Vinene ser stort set ikke eg, så de kan ligne Trapiche’s Pure, men er måske endda et mulehår bedre!
De røde har en masse frugt og fylde og ren eftersmag med masser af bær.
Malbec er mest frugtig, med masser af bær oven på blød tannin.
Cabernet virker mere mineralsk, med har en lille snert fra lagring 6 måneder med egestave eller egechips.
Chardonnay er ikke smagt i mange år. Økologisk drift.
Jean Bousquet er en af mange franskmænd, der kom til Argentina i 1997 efter råd fra Lurton (fra Bastide, se herunder!). Han købte en masse jord og plantede 279 hektar vinstokke ved Tupungato i 1200 meters højde.
Køligt klima med sol og kolde nætter, hvor druerne modne i sandjord. I dag assisteres han af næste generation.
Cameleon kun smagt én gang, men husker gode ældre årgange af selve Bouquet vinene, som var flotte. Men Cameleon er nu også ret gode - og topkøb til 60.
Vine i klassen 60-100 kr
District 7 rød/hvid, kr/fl v 6: 66,50
6 fl: 399, Pinot Noir eller Chardonnay, Monterey California
Bedste KØB
***** (5/5)
Superbrugsen og Kvickly, indtil d. 24. februar
Et sært navn og en sær moderne etiket - men noget så sjældent som gode køb fra California!
Normalprisen (150) er for høj, men til 66 et fund.
Rød pinot er slet ikke ulig en lille Bourgogne med sin bærduft (hindbær, blåbær), ret lys, blød, let syre bag frugten -ikke helt overbevisende, men mange vil elske den! Nydes nu. 2017-19 fik 87-90p i WineEnthusiast.
Hvid chardonnay har en nydelig aroma med lidt citrus og urt, middel fylde, lidt syre, men grundlæggende en vin, som vil tiltale de fleste (men ikke mig). 2019 fik 89p/WIneEnthusiast.
District 7 er et mærke fra familien Scheid, som i år kan fejre 50 år i det kølige Monterey, hvor de har et af de største domæner fordelt i hele det store Monterey.
Il Grigio, Chianti Classico Riserva… 79,-
Normalpris 149,-
Bedste VIN
***** (5/5)
Føtex, indtil torsdag, d. 24. februar
Set i 2018/19. For Robert Parker er Grigio en af Italiens ”ultimativt bedste køb” - til $ 27 (170 kr + moms). Hun har ikke smagt 2018, som også er fremragende (bl.a. 92p/Falstaff).
Dyb farve, god duft med krydderier og urter, tør, nydelig fylde og pæn længde -lidt tør tannin til sidst, typisk sangiovese, men grundlæggende blød.
Flot allerede, men har godt af 2-4 år. Riserva er lagret 2 år i store + små fade, årligt 250-300.000 flasker fra ejeren, forsikringsgiganten Allianz.
Smith Woodhouse Lodge Reserve Port… 79,-
**** (⅘)
Bilka, indtil torsdag, d. 3. marts
Denne vin var oprindelig en gammel tawny (sådan cirka 10 år!), men er i dag en god ruby. Mørk, intens frugt, god og lang -herlig til dessert med chokolade eller en gammel ost.
Smith Woodhouse er et af mærkerne under Symington (bl.a. DOW’s, Graham, Warre osv).
Huset leverer gode Ports (Kvickly har en superb Crusted Port). Denne er dog glimrende og ikke meget dyrere end en standard-Port.
Ballantine’s Scotch Whisky, Blend… 89,-
*** (⅗)
Bilka, indtil torsdag, d. 3. marts (89,95 i Meny indtil torsdag, d. 25. februar)
Ballantine er et godt blend (som den måske marginalt bedre Famous Grouse til 99) i en blid, let sødlig let stil og en hyggelig etiket.
Vine i klassen over 100 kr.
Grand Vin ”Collection” Bordeaux, frit valg… 129,-
Normalpris 249,-
Margaux, Pauillac, Pomerol eller Saint Julien, set i 2016 og 2018
Godt KØB
***** (5/5)
Bilka, indtil torsdag, d. 3. marts
Graveret flaske og flot etiket, men ”Grand Vin”? En stor Pauillac har navne som Latour eller Lafite, i Margaux er navnene f.eks. Chateau Margaux, Palmer og Rauzan! Og dem får du ikke for 129! Dissse navne er så eftertragtede, at alt kan sælges bare på navn, at du (normalt) kun bør købe vin tappet på slottet.
Jeg har smagt Pauillac ’16, som var god, ikke stor (og jeg betalte 149, surt). God 4-5 år gammel, men krævede 1-2 år mere. De øvrige ikke smagt, men tror faktisk, de eer rigtig gode køb, når de fås i årgange som 2016 og 18.
Etiketten prydes af smukt slot, men du leder forgæves efter et slotsnavn. Vinene er ikke tappet på slot, men af Ginestet (et ok hus, som har flere Cru Classé slotte i Margaux og Pauillac blandt sine ejere). Vinen er formentlig frasorterede fade fra Cru Classé slotte.
Campogiovanni, Brunello di Montalcino… 169,-
Bedste VIN
***** (5/5)
Bilka, indtil torsdag, d. 3. marts
”Johans Mark” er 20 hektar vingård ejet af San Felice, mangeårig samarbejdspartner for Salling gruppen.
Vinen kommer fra de lettere jorde i Montalcino og er en glimrende brunello, men ikke helt i top.
Set i 2016, som fik 5* i JP. Parker giver 2017 92p/100 - nydeligt - og noterer, at vinen bør have nogle minutter i glasset eller et par år til at modnes.
”El Dorada” 15 år, Demerara Rum… 349,-
Bedste KØB
***** (5/5)
Bilka, indtil torsdag, d. 3. marts
Dorada fra Demerara floden i Guyana har været valgt som verdens bedste rom med sin overdådige, forfinede aroma og lange smag.
Modsat Zacapa og andre ”Solera 15” (eller 23) er ikke kun en del, men al rommen faktisk lagret i 15 år og med 43% styrke tager det søde ikke overhånd.
Næse med mørk kaffe, kandiseret appelsin, mørk chokolade, peber og rig vanille. Afrundet med kompleksitet, grillet tropisk frugt med krydderi - den er silkeblød, levende og fyldig.
Se alle vintest her.
Del dine ideer og tanker med os andre her: