Fyldte chokolader med dulce de leche smager helt fantastisk, og så er de utrolig nemme at lave. De kræver kun to ingredienser og en god form.
Fyldte chokolader med dulce de leche passer til alle tidspunkter, hvor du trænger til at forkæle dig selv eller dine nærmeste. De smager nemlig helt fantastisk, og så er de nemme at lave.
Opskriften kræver vitterlig kun to ingredienser, så bliver det ikke nemmere end det. Den kræver dog også en chokoladeform helst i silikone, da materialet gør det lettere at få chokoladen ud af formen.
Du kan selv bestemme, om du ønsker mørk eller mælkechokolade, eller ligefrem hvid. Jeg bruger altid mørk, da den søde karamel og den mørke chokolade passer godt sammen.
Opskrift på fyldte chokolader med dulce de leche
Ingredienser
- 200 gram mørk chokolade
- 200 gram dulce de leche
Sådan gør du
- Start med at temperere chokoladen. Dette gøres ved at hakke alt chokolade fint. Tag nu to tredjedele af den og smelt den over et vandbad.
- Når det er smeltet, tages den fra varmen og resten af chokoladen tilføjes. Rør det nu godt sammen, indtil det er helt smeltet.
- Hæld nu cirka halvdelen af chokoladen i en silikoneform. Det afhænger lidt af størrelsen på formen, men den jeg brugte, gav mig 30 stykker chokolade. Fordel chokoladen rundt i formen, så den kommer op i kanterne.
- Stil formen på køl, indtil chokoladen er stivnet. Det tager cirka 10 minutter. Fordel derefter dulce de leche ud i hver chokolade.
- Tag resten af chokoladen og smelt den igen. Hæld den nu udover chokoladerne, så det dækkes jævnt udover karamellen.
- Stil formen på køl i cirka 15 minutter, eller indtil chokoladen er helt stivnet.
- Pop hver chokolade forsigtigt ud af formen og server derefter de fyldte chokolader.
Næringsindhold
Tip
Prøv også at tilføje en smule flagesalt til karamellen, så får du lækker smag af saltkaramel.
Du kan også tilføje andre smagsgivere til dulce de leche i de fyldte chokolader for eksempel rom og vanilje.
Comments
No Comments