Dampede blåmuslinger er nemme og hurtige at lave. Og så ser retten indbydende ud. Her er Kokkelandsholdets videoguide til en nytårsforret.
Dampede blåmuslinger er et festligt skue, når de serveres. Og så er de nemme at tilberede. Derfor er retten et godt bud på en forret nytårsaften.
Vi er glade for at bringe en skridt for skridt-guide til, hvordan du laver denne duftende, indbydende ret.
Det er endda det danske kokkelandsholds dygtige holdkaptajn, kokken Christian Wellendorf, der viser vejen.
I samarbejde med Lidl har kokkelandsholdet udviklet opskrifter og guides til en række retter, både sommerretter, juleopskrifter og nytårsideer.
Denne opskrift er en del af kokkelandsholdets masterclass, og som du ser, er det både let at forstå og lave. Videoen ses under opskriften.
Opskrift på dampede blåmuslinger
Ingredienser
- 2 kg blåmuslinger
- 2 stk citroner
- 0,5 l hvidvin
- 2 fed hvidløg snittet fint
- 50 gram smør
- 1 bundt dild
- 1 bundt persille
- 2 stk porrer snittet fint
- 2 stk gulerødder snittet fint
- 0,5 l fløde
Sådan gør du
- Læg blåmuslingerne i en glasskål, og hæld koldt vand over dem. Brug kun dem, der synker til bunds.
- Der kan sidde et lille ”skæg” på blåmuslingerne. Tag fat i det og hiv, indtil det løsner sig. Nu er muslingen renset.
- Snit porrer, gulerødder og hvidløg fint. Lad en klat smør smelte i en stor gryde, til det bruser op. Tilsæt grøntsagerne, og rør forsigtigt rundt.
- Tilsæt hvidvinen, og lad den reducere ⅓.
- Tilsæt fløden, og lad den reducere ⅓. Vinen og fløden skal blive til en tyk creme.
- Tilsæt muslingerne, sæt låget på, og skru godt op for blusset. Lad muslingerne dampe i 2-3 min, til de åbner sig.
- Smag til, og pynt ovenpå med persille og dild. Servér som forret med sprøde kartofler eller som hovedret.
Se video til opskrift
Du finder mange spændende retter på Madens Verden. Se blandt andet disse retter med skaldyr:
Lis Gregersen
I opskriften på dampede blåmuslinger står, der skal bruge 2 citroner,
men i selve opskriften kan jeg ikke se, hvor de indgår?
Mvh
Lis Gregersen