I ugens vintest giver vinkender Jan Sørensen hver uge stjerner til de vine, der er på tilbud i landets supermarkeder.
I denne uge er de billigste vine både rigtig gode og fremragende køb.
Argentinske OPI er meget flot, lidt mere poleret end bulderbassen Hécula, mens Lidl møder op med tysk Riesling - tilmed i 3 udgaver fra henholdsvis Mosel, Rheinhessen og Pfalz. Det må fejres - så de har også en god pris på Aretel cava fra Spanien.
I det hele er Spanien meget på i denne uge - faktisk er både den røde Zorzal og Glorioso, samt den hvide Telleira blandt de bedste vine i ugen. Men bestemt ikke de dyreste!
Klasse op til 50 kr
Hecula Organic Yecla, kr/fl v 6: 33,17
6 fl: 199,- Spanien
Bedste KØB
**** (⅘)
Bilka, indtil torsdag, d. 21. juli 2022
Navnet Hécula - Herkules på spansk - antyder stærk vin! Et godt køb til en kraftige retter, serveret kælderkold.
En mørk, kraftig bulderbasse, fyldig, men afrundet med fint krydret duft. For fanatikere måske for civiliseret og kommerciel. Næsten for lav pris, selvom tilbudspris er steget siden juni!
Hécula har været en af husets mest kendte gennem 20 år, men er fra 2018 blevet økologisk (ret nemt i de tørre, vindomsuste bakkedrag syd for Alicante).
Vinen er lagret i små egefade 6 måneder og tappet uden filter. 2019 fik 5* i Gastro sept 2021.
OPI barrel selection rød/hvid… kr/fl v.6: 33,17,-
6 fl: 199,-
Cabernet sauvignon, malbec eller chardonnay
Bedste KØB
***** (5/5)
Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag, d. 28. juli 2022
Malbec er fløjlsagtig kraftig, med indbydende duft og lang, poleret eftersmag. Kommerciel, men ikke ligegyldig!
Cabernet er lige så godt, en smule mere peber i duften, god fylde og længde. Chardonnay er sikkert ganske ok, men har ikke smagt den.
Vinene er kreeret af Rodolfo Sadler (foto, hvor han får pris af Hugh Johnson). Hans Mascota - i reglen fra egne vingårde - er en nyere tilføjelse, som er lidt mere forfinede i stil.
Men OPI - især de røde - er stadig rigtig gode, og prisen er tæt på - især til den latterlige pris!
Vinene kalder sig ”barrel selection”, dvs. de har set lidt eg, men det smages ikke.
Til samme pris Mateus Rosé og hvid (6 fl. 199, 4*) - et rigtig godt køb, men vil nøjes med én flaske sammen med 5 OPI!
Riesling Lidl… 35,-
Riesling Mosel (Thörnicher St Michael), Rheinhessen og Pfalz, alle Halbtrocken, Tyskland
Godt KØB
*** (⅗)
Lidl, indtil lørdag, d. 23. juli 2022
Alle vinene præsenteres som Halbtrocken (eller Feinherb), men jeg vil nærmere kalde dem let sødlige! Men ellers er det helt ok vine til en særdeles god pris.
Nydelig riesling fra Mosel, dvs. sprød, aromatisk med lidt fersken og citrus, lidt syre afrundet af let sødme. Riesling fra Rheinhessen kunne være endog bedre, hvis 86p fra Brampfield står til troende. Pfalz heller ikke smagt.
Mosel er p.t. lidt billigere Dr Pauly, med druer fra Mosel - bedre og dyrere - og fra Thörnich, en rigtig god, meget lille vinby ved Klüsserath, groft sagt mellem Piesport og Trier.
Vinen leveres af Pamona Kellerei i Bernkastel, som jeg ikke kender. Men kan se, at det deler adresse med Peter Mertes, som er et af de store firmaer i Tyskland.
Cava Arestel, Brut… 35,-
Bedste KØB
**** (⅘)
Lidl, indtil lørdag, d. 12. marts 2022
Den koster €5 i Tyskland, så du behøver ikke køre sydpå! På etiketten står ”Metodo Tradicionál” - et andet ord for Champagne-metoden. Meget ung og frisk stil, lidt æble og citrus, ikke knastør.
Lavet af ARSA Sant Sadurni d’Anoia, der leverer cava til Lidl i hele Europa.
Faktisk forbavsende god (især til prisen), men synes etiketten er lidt trist, siger jeg som mangeårig etikette-fetichist (men Fruen mener noget andet!).
De burde konsultere danske designere for en pæn etiket.
Messapi zinfandel, Puglia, kr/fl v 6: 46,50
6 fl. 279,-
Økologisk, Italien
**** (⅘)
Bilka, indtil torsdag, d. 21. juli 2022
Har ikke smagt denne vin, men kender andre vine fra samme hus (Fantini Farnese) rimeligt godt.
En afrundet, fyldig, krydret sag. Den beskrives som halvtør, men er rimeligt sikker på, den er tør - men blød.
Formentlig tæt på I Muri, som er husets hovedmærke, som dog ikke er økologisk. Men alligevel god!
Heinrich Gies, rød/hvid, kr/fl v 2: 49,50
2 fl: 99,- tør, Riesling eller rød Spätburgunder, Pfalz, Tyskland
Bedste KØB
**** (⅘)
Føtex, indtil torsdag, d. 21. juli 2022
Pfalz ligger i Tyskland, men er også et tysk Alsace forlænget mod nord!
Her er stjerner (i gult) som Rings, men også vandbærere som Gies, indtil for få år siden en 150-årig vingård i Friedelsheim, men i dag del af det dynamiske kooperativ Vier Jahreszeiten.
Huset ligger i Bad Dürkheim, en malerisk, kurby ved foden af Pfalzer-skovene. Skulle ferien føre hertil, vil du ikke fortryde det! Centrum er meget malerisk, som også kurparken.
En tør, aromatisk riesling, let til middel fylde, god syre, en lille frugtsødme får aromaen helt op i næsen. En rigtig god madvin, men med en lille sødme også ok uden mad.
Den røde pinot noir er indbydende i aroma, fyldig, nogen styrke (13,5%), rund, pænt lang, stort set tør - slet ikke ulig Bourgogne og bedre end de billige, du kan finde. Og så er begge vine tappet på vingården, dvs. med lidt mindre filter og svovl - med en vis garanti mod forfalskning!
Vinene er en klasse over Dr Pauly, som også ses i Føtex (og Netto og Bilka) samt Rudolf Müller i Coop. I stil dog lidt blødere end riesling Peter & Peter, som ses i Meny (på tilbud et godt køb).
Giordano Spumante, kr/fl v 2: 49,50
2 fl: 99,- rosé eller hvid, Italien
*** (⅗)
Irma og coop.dk, indtil onsdag, d. 27. juli 2022
Gæsterne vil ikke rynke på næsen, men en sart kender vil nok!
Selvom Irma kalder vinene for tørre, er de nærmere halvtørre.
Men egentlig ok lavet, hvid på chardonnay, rosé på chardonnay og refosco. Ikke smagt i år, men husker fint brus og ok aroma. Bedst som aperitif eller til tapas eller pindemadder.
Fontanafredda, rød/hvid/sød, kr/fl v 6: 49,83
6 fl: 299,-, normalpris 99,-
Rød Barbera d’Alba og Barbera Piemonte organic, hvid Chardonnay Langhe, sød boblende Moscato d’Asti, Piemonte Italien
Bedste KØB
***** (5/5)
Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag, d. 28. juli 2022
Et rigtig godt tilbud, og vil du ikke have 6 af én vin, så kan du blande lidt.
Den røde barbera (Alba DOP) er en perfekt dagligvin, som har rig frugt i næse og mund, plus fasthed og rustik fylde.
År efter år en herlig vin, som er perfekt match til solide gryderetter og andet godt.
19 har fået 88p af Spectator, og det er ikke ét point for meget. Godt køb.
Fås også som økologisk barbera med Piemonte DOP. Kun smagt i 2019, som var god, med lidt mere blomme og friskhed, middel fylde - en herlig letbenet rød, knap så seriøs som Alba-vinen.
Hvid chardonnay (Langhe DOP) er mere ”Cool Climate” end mange: Ingen eg, ren neutral aroma, sprødhed og stil. Druerne købes formentlig ind i Langhe, dvs. Barolo og omegn.
Den søde hvide Moscato har god frugt og sødme, med lidt bobler til at give friskhed. Mindre brus end spumante, men lidt mere præcision i frugten.
Fontanafredda i Barolo blev købt i 1858 som jagtslot af Vittorie Emmanuele II, konge af Savoyen, som blev Italiens første konge, da småstaterne blev samlet til ét land 1861. Sønnen plantede vin 20 år senere, og Fontanafredda - ”Den kolde Kilde” - blev en af de største vingårde i Barolo.
Siden 2008 har huset tilhørt Oscar Farinetti, som også ejer det historiske hus Borgogno samt Eataly, en supermarked/restaurant kæde i mange lande (afdelingen i Illum er desværre lukket) + på MSC’s krydstogtskibe.
Klasse 50-70 kr
Viña Zorzal Garnacha, rosé, chardonnay, kr/fl v 6: 58,17
6 fl 349,-
Rød Garnacha, rosé, hvid chardonnay, økologisk Navarra, Spanien
Bedste VIN
***** (5/5)
Irma og Mad.Coop.dk, indtil onsdag, d. 27. juli 2022
Jeg holder meget af den røde charmetrold. Den unge garnacha går lige til hovedet med rigdom af frugt og krydderi, fylde og dybde trods blot 13% alkohol.
Parker giver 92p til 2020 og 2019 91p. Vinen får typisk 90-92p af Parker og Peñin. Druen er kendt for at levere rød med op til 16-18%. I Spanien er 13% nærmest uhørt!
Den hvide er god, men lidt anonym, rosé har meget frugt, tør og med mere elegance og stil end spansk rosé normalt.
Zorzal er en ung (2007) vingård i Corella i det sydlige Navarra, hvor brødrene Izaki, Xabier og Mikel Sanz opdagede en gammel forsømt mark med 100-årig garnacha, som nu er genoplivet. Brødrene Sanz leverer kultvin.
Glorioso Crianza, Rioja… kr/fl v.6: 58,17
6 fl: 349,-
Godt KØB
***** (5/5)
Irma og Mad.Coop.dk, indtil onsdag, d. 27. juli 2022
Pænt mørk farve; rig frugt med god dybde, mørk frugt og let krydderi; middel+ fylde, fast, med lidt tørre tanniner i eftersmagen - god med mad.
Glorioso får pæne ratings (90-91p i Gúia Peñin i nyere år). En ganske kraftig, men flot Rioja med rig aroma, ret fast stil. Vil have godt af 1-2 år.
Palacio laver rigtig god vin, selvom de får næsten alle druer fra lokale vinbønder. Huset blev grundlagt i 1894 af Cosme Palacio, som siden skrev sig ind i den spanske vins historie, da han rykkede mod syd til Vega Sicilia, hvor han skabte en fransk inspireret vin, som gjorde en dengang ukendt ejendom til superstjerne.
Ripasso ”Villa Annaberta” Superiore… 69,-
Godt KØB
**** (⅘)
Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag, d. 28. juli 2022
Villa Annaberta er så tæt, jeg kan komme på rigtig god ripasso, og Annaberta (i Irma kendt som Palazzo Maffei) leverer god vin i en afrundet, kraftig, mere tør stil end mange. Rigtig flot frugt, også, præget af lang maceration.
Vingården ligger i hjertet af Valpolicella og ejes af familien Cottini. De ejer 100 hektar omkring Valpolicella og køber desuden druer fra andre 240 hektar.
De sælger masser af vine af varierende kvalitet, men amarone, Valpolicella og ripasso er i reglen en tand over Valpantena, le Arche og Cadis.
Klasse 70-100 kr
A Telleira ”Parcelas”, Ribeiro… v. 2 fl. 74,50
2 fl 149,-
Galicia
Bedste KØB
***** (5/5)
Irma og Mad.Coop.dk, indtil onsdag, d. 27. juli 2022
Har desværre ikke smagt denne lækre galliske hvidvin, som år efter år får 91p af ansete Guía Peñin. Meget rig aroma, citrus, urter, fyldig, næsten fed, men frisk, med fine syrer og god længde.
Telleira ligger ved Miño floden nær Ourense stik øst for havnebyen Vigo i Galicien, det kølige, våde nordvestlige Spanien, som i dag leverer hvidvin, som kan matche meget fra Nordeuropa. Vinen er cuvée på de lokale treixadua og godello, som gror på 3 parceller.
Vi er på camino’en nær målet, Santiago de Compostela, kirken med Sct. Jacobs grav. Her er grønt og frodigt -dvs. masser af regn, mens blæsten står lige ind fra det kolde Atlanterhav. Vinene var før ofte tynde og sure, præget af højt udbytte.
Men i dag er vinene supermondæne, især de hvide på albariño druen, identisk med alvarinho på den anden side af Miño floden i Portugal, hvor den bruges til de bedste Vinho Verde vine.
Telleiras vin er bedre end vinen fra de store huse, som p.t. dominerer det danske marked, Pagos del Rey/Pulpo fra Felix Solis (Salling og andre) og Hammeken (se herunder).
Emiliana ”Signos”, Single Vineyard… 99,-
2015 cabernet-sauvignon eller 2020 pinot noir, økologisk, Casablanca
Chile
***** (5/5)
Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag, d. 28. juli 2022
Vinene er fra den biodynamiske del af giganten Concha y Toro. Signos laves fra særlige parceller i små mængder, typisk 15-20.000 flasker af hver.
Cabernet 2015 fra ”Morros” marken i Maipo nær Santiago får 5* af Rydberg i EB og 17p/20 af Oldenburg med ordene: ”en blød, overvenlig og fyldig rødvin, der som klassisk Maipo-Cabernet strutter af udsøgt saft, solbær og charme. Den er ikke så kompliceret, bare mild og lækker, uden spor af egetræ eller syre, en gennemført pleaser. Den er vinhyldens artige, muntre, fyldige dreng – der ovenikøbet smager godt.”
Pinot noir fra ”Rincón” ved Valparaiso nær det kolde Stillehav, et klima, som kan give pinot så god som New Zealand og Oregon -men til priser, så vi kan være med! Parker giver den 90p/100.
Rydberg var glad for pinot noir 2020, som han gav 5* med ordene: ”Solmoden jordbær i duften. Flot ren frugtigt udtryk med masser af røde bær, lyse krydderier”.
Prisklasse over 100,-
Barbaresco ”Currà”, Riserva… 119,-
Sarotto, Italien
**** (⅘)
Irma og Mad.coop, indtil onsdag, d. 27. juli 2022
En god pris for Barbaresco -og denne er tilmed riserva fra navngiven mark. Jeg ved Barolo-fans kan lide den. Jeg giver den et par år og håber, den bliver blødere.
En ret moderne nebbiolo vin, men stadig umiskendelig nebbiolo, dvs. lyse bær og syre næsen, middel fylde, pænt lang, men slutter med en del tør tannin. Især til mad, gerne en ikke for krydret gryderet. Set i 2014 og 15 (smagt i 2014).
San Felice il Grigio ”Gran Selezione” Riserva… 129,-
Chianti Classico
Godt KØB
***** (5/5)
Føtex, indtil torsdag, d. 21. juli 2022
En høj pris, men 10 kr billigere end i marts, da den var på tilbud sidst!
Den bedste Riserva fra 3 af de bedste parceller på det store gods San Felice, lidt ”bredere” og dybere end den ellers (meget flotte) normale ”Grigio” riserva (som kunne fås for 2 uger siden til 79).
40.000 fl. 2016 fik 96p/JamesSuckling, 92p/Parker og 2015 (93p/Parker).
I dag ses 2017, som er meget flot.
Du kan se alle Jan Sørensens vintest her.
Del dine ideer og tanker med os andre her: