Beklager, der var ikke noget indhold der passede til dine kriterier
Pomelo - fakta, tips og næringsindhold

Pomelo er den største citrusfrugt i verden. Og en af de ældste. Her kan du se, hvor sund den er og få inspiration til at bruge den store vitaminbombe.
Pomelo hedder meget passende Pomelo Maximus på latin. Og max det er den, som den største citrusfrugt overhovedet.
Og så menes den at være moderfrugt til en række citrusfrugter, for eksempel stammer citroner og grapefrugter fra en hybrid mellem mandariner og pomelo.
Frugten stammer fra Asien, hvor den er blevet brugt dels til at spise, dels i ceremonier.
Den vokser på træer og kan blive op til 25 centimeter i diameter, men herhjemme er det sjældent vi ser sådan nogle pragteksemplarer.
Både appelsiner og citroner har et højt indhold af C-vitaminer, men pomeloen slår dem med flere længder.
Den lettere bitre frugt indeholder så mange C-vitaminer, at det svarer til flere dages anbefalede behov.
Sådan skærer du pomelo
Pomeloen består af både lige som sine slægtninge. I modsætning til grape, citron og appelsin kan hinderne, der omgiver frugtkødet, ikke spises, da det er sejt og bittert.
Kødet derimod er sur-sødt med en lille bitterhed, så det er et godt kompromis at spise pomelo, hvis grapefrugter synes for bitre.
Sådan skræller du frugten:
Skær top og bund af pomeloen.
Skær igennem skrællen fra top til bund i stykker på ca. tre centimeter.
Nu kan du fjerne dine skræl-både en for en.
Del frugten i to ved at stikke tommeltotterne ned i midten og hiv frugten fra hinanden.
De store pomelobåde befries fra hinden med fingerne eller en kniv.
Næringsindhold
Pomeloen er bugnende fuld af C-vitaminer, kalium, L-ascorbinsyre, kalcium og folat, et B-vitamin, der er vigtig for de røde blodlegemer og kroppens celledelinger.
Her er energifordelingen på 100 gram pomelo.
Energi: 242 kJ/57 kalorier.
Proteiner: 1 gram.
Kulhydrater: 10,2 gram.
Fedt: 0,7 gram.
Opbevaring
Pomeloen kan holde sig op til 14 dage i køleskabet, men smagen er stærkest, hvis du opbevarer den udenfor køleskabet.
Her kan den holde sig i en uges tid.
Anvendelse
Pomelo spises som den er. De store frugtbåde smager skønt, er sunde og flotte at se på.
Man kan sagtens bruge stykker af frugten i en frugtsalat, så den giver modspil til det søde flødeskum og de andre frugter.
Men pomeloen fungerer også fremragende i en grøn salat eller en skaldyrsalat og i en rejecocktail.