Hvis du køber boxvin, skal du vælge en tør rødvin med høj alkoholprocent, skriver vinkender Jan Sørensen i denne guide til bag in box-vin.
Den bedste boxvin er ikke hvid, men rød og tør med 13,5% alkohol (eller mere).
Du behøver ikke betale mere end 100-120 kroner for en bag in box - højere pris behøver nemlig ikke betyde bedre vin! En frisktappet box til 100 kr. er formentlig bedre end en ældre box til 200,-
Læs vinkender Jan Sørensens guide til boxvin her:
Fordele ved bag-in-box
En 3 liter papvin kan være en god idé, hvis I er to, der drikker ét glas eller to om dagen.
Så kan I tømme en box inden for 2 uger, så vinen i plastikposen ikke når at blive kedelig.
- Ofte et godt køb. Hvis boks-vinen for eksempel koster 100 kroner er det 25 kroner pr 75 cl, svarende til en flaske. Selve box'en koster 3-5 kr, omtrent det samme som én glasflaske!
- 300 cl = ca. 25 glas, praktisk hvis I er 2, der drikker 1-2 glas om dagen. En box kan holde i op til et år og op til 5-6 uger efter åbning.
- Vejer mindre, når man skal hjem fra supermarkedet, dvs nem at transportere. 3 liter vejer ca. 3,5 kg, mens 4 x 75 cl glas flaske vil veje 5-6 kg.
- Og så klirrer box'en ikke. En vigtig årsag til, at box vine er nr ét i naboerne Sverige og Norge, hvor klirren af vin i glasflaske kan få naboen til at udskamme dig!
- Bedre for miljøet - lavere vægt (typisk 25-35% lavere vægt) = nænsom transport.
- Nem at affaldssortere - der er stort set kun plast og pap, så nemmere at sortere. Enkelte poser af sølvfolie skal sorteres som restaffald.
Se også disse artikler:
- Åbnet vin - opbevaring og holdbarhed på vin efter åbning
- Hvor stammer vin fra? Bliv klogere på georgisk vin
- Få viden om vin: Vinkenderens guide til vinguides
- Amarone – italiensk vin på tørrede druer
Ulemper ved bag-in-box
Jeg kan ikke rose smagen af vin i box! Samme vin i box smager markant mindre godt end samme vin på glasflaske!
Mange af de box vine, jeg har smagt, har haft "skæv" duft og smag, ofte med høj volatilsyre. Desuden ringe eller ingen frugt og kortere smag.
- Boxvinen bevarer duft og smag dårligere end vin på glasflaske! Levetid op til et år. Årsagen er banal - en plastikpose i papkasse beskytter ikke vinen så godt som en flaske. Vinen iltes hurtigere, både før og efter åbning.
- Vin i pose tilsættes flere sulfitter end vin på flaske. Det meste vil fordampe, hvis vinen får lov at stå nogle minutter i glas, inden du drikker den. Derfor bør du også købe en helt tør vin - helst rød - som ikke behøver så mange sulfitter (men aldrig over EU grænsen på 160 mg/l (rød) og 210 mg/l hvid/rosé - dog mere for vine med restsødme).
- Vin i box skal filtreres mere end vin på flaske. Årsag: Tynd plastik beskytter ikke vinen. Ofte vil vinen også blive flash pasteuriseret (opvarmet hurtigt til 72 grader) for at dræbe uønskede bakterier, så vinen holder længere.
- Du kan ikke se, hvor meget der er tilbage i posen, som også er svær at tømme. Når hanen løber tør, vil du dog kunne få 1-2 glas mere ved at klippe posen i stykker.
- Vin i box bliver kun dårligere med tiden - og du bør aldrig købe en vin, der nærmer sig "sidste salgsdato"!
Sådan vælger du den rigtige boxvin
Jeg kan ikke anbefale én boxvin -det kommer an på tappedato. Jeg har dog været tilfreds med et par Spier vine, tappet for Coop af Globus (der er specialist i boxvin).
- Check tappedato. Gå efter nyeste tappedato - køb ikke vin tappet for mere end 6 måneder siden. Tappedato står ofte øverst på boxen, af og til på siden. Mere pålidelig end "sidste salgsdato".
- Boxe tappet i Danmark vil ofte være friskere end boxe tappet i produktionslandet.
- Gå efter tør rødvin med mindst 13,5% alkohol, som holder sig bedre i box end de sarte hvidvin og rosé - og de sødlige (endnu mere sarte).
- Prisen er mindre vigtig. Ofte vil en box til 100-120 kroner være lige så god som en box til 200 kroner. Tjek aktuelle tilbud og tappedato.
- Opbevar vinen (rød og hvid) i køleskab - så holder den bedre.
Her er nogle af de gode bag in box-vine
Husk først og fremmest: tappedato er vigtigere end pris.
En frisktappet box til 100 kroner er i reglen bedre end en 6 måneder gammel box til 200 kroner!
Anbefalingerne skal derfor tages med forbehold.
Lindeman rød/hvid, 300cl… 99,-
Godt KØB
*** (⅗)
Føtex, indtil onsdag 13.april 2022, normalt 135,-
Smagt én gang, både rød og hvid. Rød shiraz-cabernet er letbenet og blid, krydret, meget kommerciel med ganske lille sødme sammenlignet med de fleste røde boxe.
Hvid chardonnay er ok for hvid, lidt valen aroma, lidt mere sødme, men ok til reception og pindemadder. Dansk tappet.
Til samme pris også Nederburg "56" rød/hvid (99, ej smagt).
Bio Logico rød/hvid 300cl… 89,-
Godt KØB
****(⅘)
Netto (spotvare)
Økologisk - og øko betyder mindre svovl. En solid 14,5% spansk tempranillo er som skabt til boxen, hvor alkoholen også mindsker behovet for overdreven svovl.
Ingen dikkedarer, en rustik landvin til den tørre side, som giver meget for pengene. Fås også p.t. i Bilka (99,- på tilbud).
Den hvide er ikke smagt og nok mindre sjov. Formentlig fra Hammeken og tappet af Globus i Brøndby.
Frontera rød/hvid, 300cl… 125,-
Godt KØB
*** (⅗)
Fakta, Chile (sortiment)
Rød cabernet: En tør, fyldig, ret fast vin med pæn, neutral frugt og ren eftersmag. Fornemmer en lille sødme, men helheden er tør.
Den hvide chardonnay - også fra Concha & Toro (også tappet af Globus) - er også tør og ganske ok for hvid box.
MG Montgras rød/hvid, 300cl… 99,-
Godt KØB
*** (⅗)
Føtex, indtil onsdag 13.april 2022, normalt 149,-
Heller ikke smagt, men tror mest på den røde cabernet, som bør være frugtig og ren, fulgt af middel fylde og tør eftersmag med blød syre.
Til gengæld tror jeg ikke på den hvide sauvignon, som formentlig mangler aroma og friskhed.
Om bag-in-box
Opfundet i 1947 af amerikanske Scholle til opbevaring af batterisyre. I 1965 fandt australske Angove på at hælde vin i en pose - omtrent som danske mejerier brugte en mælkepose. Der blev spildt lidt vin, og vinen skulle drikkes hurtigt.
To år efter opfandt Malpas og Penfold's det system vi kender i dag med en plastik tappehane, så vinen ikke iltes mindre.
- Ingen reklamer og annoncer
- Gratis app uden annoncer
- 5% rabat på Madens Verdens kogebøger
- Adgang til den populære favoritliste
- Adgang til at printe opskrifterne
- Kæmpe tak fordi du bakker op om Madens Verden