Her giver vinkender Jan Sørensen stjerner til de vine, landets supermarkeder har på tilbud i denne uge 8, 2024.
I denne uge er der 17 topkøb fra de danske supermarkeder, omtrent ligeligt fordelt mellem giganterne Coop og Salling med balance af Lidl, Rema1000 og Meny (Dagrofa).
De billigste vine er faktisk de bedste køb i denne uge - med bl.a. Mosel Riesling (28,17 v 6), en Barbera d'Asti (39) og en superb Bourgogne-kopi fra Makedonien (Ezimit, 50) + en flot Bordeaux (Bouteilley, 45).
Jeg tror og håber, at vi ere på vej mod lavere "normalpriser" på vin, men tvivler lidt. Supermarkederne, ikke mindst Lidl og Rema1000, har skruet op for priserne -og sætter dem nok ikke ned igen.
Så derfor kan du få glæde af en guide til ugens bedste køb!
Jeg har i uge 8 vurderet godt 120 vintilbud, hvoraf 17 er udvalgt.
Alle vine er tappet nær grostedet, med mindre andet er nævnt.
9 vinkøb under 50,-
Riesling Feinherb, kr/fl v 6: 28,17
6 fl: 169. Klüsserather St Michael, Mosel Tyskland
Bedste KØB
*** (⅗)
Lidl søndag-lørdag 18-24/2 2024
Nydelig riesling fra Mosel, dvs. sprød, aromatisk med lidt fersken og citrus, ikke helt klar, også lidt grøn syre afrundet af let sødme. Men helheden er behagelig og letdrikkelig både med og uden mad.
Set i 2022, 2021 fik 4* + 87p/Ekstrabladet (til pris 49!). Druer fra skråningerne omkring Klüsserath, en rigtig god, meget lille vinby mellem Piesport og Trier.
Santa Carolina rød + Santa Rita hvid… 29,-
Santa Carolina rød "Estrellas", Santa Rita "Heroes" hvid, Chile
Bedste KØB
*** (⅗)
Rema1000, indtil lørdag 24/2 2024 (max 12 fl/kunde/dag)
Bør være topkøb, men ikke smagt. Den røde Carolina er merlot + cabernet, den hvide Rita er chardonnay.
En rød og en tør hvid fra 2 af de historiske huse i Chile.
Begge sælges ofte til omtrent samme pris som f.eks. Santa Rita's "120".
Spier "Natured" rød/hvid … 35,-*
*: kræver Coop-app, økologisk, Sydafrika (tappet i Danmark)
*** (⅗)
Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 29/2 2024
Har fuld tillid til vinene fra økologisk groede druer.
Den røde er shiraz/cabernet, nok lidt rustik, simpel, men fyldig stil. Den hvide er chenin blanc og for mig nok lidt sjovere med sin rige aroma.
4*/5 i Platter's guide i 2021.
Savanha "Mariella's" rød/hvid/rosé… 35,-
*** (⅗)
Coop365, indtil onsdag 21/2 2024
Stærke, men letbenede vine fra Savanha, et mærke fra Spier, Coop's mangeårige leverandør i Sydafrika.
Alle vine er blends, den røde bl.a. pinotage og shiraz. En ret blød, middelfyldig vin uden større ambitioner, men helt og.
Den hvide er især chenin blanc og chardonnay og var bedste køb + 5* af Skovenberg i Vinavisen for et par år siden (til 35) med ordene: "Vinen er let cremet, med god druefrugt og med noter af modne æbler og pærer. Lang og blød eftersmag."
Barbera "Tre Vescovi"… 39,-
Asti, Italien
Bedste KØB
**** (⅘)
Føtex, indtil torsdag 29/2 2024
Denne fine barbera er ugens fund i Føtex og billigere end sidste år (50 i november!).
Kenderne er glade for vinen, som (år 2024) fik bl.a. 91p/Veronelli, 90p/Falstaff og (2023) 2 røde glas/3 i Gambero Rosso (dvs i finalen for at få de eftertragtede 3 glas).
En kraftkarl med 14 %, kraftig, fast og med rig frugt tæmmet af et år i store egefade.
"Tre Vescovi" (De 3 Biskopper) er et Cru i barbera, hvor tre biskopper (Asti, Acqui Terme og Alessandria) mødte hinanden for at drøfte fælles anliggender.
Le Arche rød/hvid/rosé, kr/fl v 6: 39,83
6 fl: 239, Bardolino rød og rosé, RossoGrande rød, hvid Garda Garganega Pinot Grigio, Italien
*** (⅗)
Bilka, indtil torsdag 22/2 2024
Der er langt mellem let rødvin i danske supermarkeder. Derfor roser jeg som regel enhver Bardolino, selvom vinene ofte er mere tynde end charmerende, præget af italienernes ærkesynd - højt udbytte!
Le Arche Bardolino er ganske ok, ligefrem og letbenet, tør, men lidt sødme i den spinkle frugt. En ældre årgang fik 5* i Ekstrabladet (30/7 21).
Rosé er neutral, tør og ok, mens den hvide Garda er diskret, med ren og frisk med lille blomst. På Soave-druen garganega + lidt grigio. Den røde Rossogrande er en let Ripasso-type uden særlig karakter, men nem at drikke uden mad.
Wow syrah eller riesling.. 40,-
rød Syrah, hvid riesling, rosé riesling, Columbia valley, Washington, USA (tappet i Danmark)
*** (⅗)
Rema1000, torsdag-lørdag 22-24/2 2024 (max 12 fl/kunde/dag)
Den hvide riesling er bedst -frugtig, middel fylde, god syre balanceret af fin sødme - egnet til det meste, ikke mindst et glas i utide.
Den røde syrah er mindre spændende, kommerciel og ligegyldig, fyldig, vag frugt plus lille sødme. Men til 40 kr et rigtig godt køb! Den lyserøde riesling vil jeg ikke bruge penge på.
Bouteilley Bordeaux…. 45,-
2020 Cotes de Bordeaux, Frankrig
Bedste KØB
**** (⅘)
Coop365, indtil onsdag 21/2 2024
Set i 2020. Et rigtig godt køb - globalpris for vinen er godt 100 kr (WineSearcher).
Ganske klassisk, men åben og ligefrem Bordeaux på 80% merlot, åben rig frugt og middelfyldig, rank, tør smag med ikke ringe elegance. Lidt tilbageholdende, men god til mad i dag.
I min Coop365 er det stadig den fine 2020, som er god nu for rig frugt, som i løbet af 3-4 år vil blive til god bouquet.
Vinen er meget billigere end Margaux eller Pomerol, selvom slottet blot ligger 15 minutters kørsel fra Bordeaux by tæt på, hvor floderne Garonne og Dordogne mødes og bliver til Gironde. Slottet har tilhørt familien Guillot siden 1617, lidt af en bedrift. Jean Guillot har designet de tanke, hvor mosten gærer og lagrer indtil tapning.
Trapiche rød/hvid/brus…. 45,-
rød malbec, cabernet eller pinot noir, hvid chardonnay, sparkling brut, Argentina
**** (⅘)
Bilka, indtil torsdag 22/2 2024
Ret beset er disse vine egentlig meget lig Alamos - blot til helt anden pris - dvs. indbydende kommercielle vine uden større dikkedarer.
Malbec er mørk, fyldig vin med herlig sød bærduft. Meget letdrikkelig og godt køb.
Cabernet - er lidt mere krydret i stil, for mig knap så gennemført som malbec, men utrolig flot til prisen. 2021-22 har fået 88-89p/Descorchados.
Pinot Noir smager ikke af pinot (= Bourgogne). Men ser du bort fra forbilledet, får du en ligefrem blød, fyldig vin med let krydret duft, behagelig, ikke inspirerende!
Chardonnay - mere end ok uden at begejstre. Tør, ren, fyldig, men egen mangler friskhed. Måske bedre - kan se, at 2022 har fået 90p/Descorchados.
Sparkling er mousserende, frugtig, rimeligt tør (Brut), kommercielle bobler til lav pris.
Trapiche var pioner for Argentina i Danmark, og jeg solgte Trapiche i 1970erne! "Oak Cask" er meget bedre end de vine, jeg solgte dyrt dengang!
100% Grenache… 49,-
"Detective", Sydfrankrig
**** (⅘)
365Discount, indtil onsdag 15/11 2024
Tæt på topkøb. Druen grenache er en favorit, og jeg elsker Sydfrankrig. Smagt én gang sidste sommer.
Vinen er stærk (15%), sympatisk, krydret frugt, enkel, men sympatisk Rhone-type, mangler lidt dybde. Men flot til 50.
Julevinens testvinder i BT foran mange dyre vine (mens anden smager ikke brød sig om vinen).
3 vinkøb 50-70,-
Ezimit rød/hvid… 50,-
2021 Pinot Noir eller Chardonnay, Ovchepole, Makedonien
Bedste KØB
**** (⅘)
Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 29/2 2024
To rigtig gode vine med flot udstyr, som fint matcher basis-Bourgogne og overgår de fleste kopier fra Sydfrankrig og Den ny Verden.
Højt liggende vingård mellem Skopje og Thessaloniki, dvs i det klassiske Makedonien (om end uden for Grækenland) -et sted, vi nok forbinder mere med Alexander den Store (der som 30-årig havde skabt et af de største riger i Verden!).
Den røde har smuk pinot farve og en ren, indbydende frugt, pæn længde, i den bløde ende, men stadig med lidt struktur. 2021 fik 89p + 5* af Rydberg i Ekstrabladet.
Den hvide har rig, ren aroma, god fylde med fin syre bagved. 6*/6 af Vinbladet og 90p af Jancis Robinson i én årgang.
Italian Cab + Zinfandel, Puglia… 50,-
**** (⅘)
Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 29/2 2024
Vinen er en cab(ernet) blandet med primitivo fra Italiens største område for konsumvin, tappet af Sani (Epicuro mv).
Ej smagt, men ganske sød etiket med en taxi (cab) og nok en rund, kraftig vin, blød og kommerciel.
Faustino V Reserva… 50,-
rød Rioja, også hvid og rosé
**** (⅘)
Netto, indtil fredag 23/2 2024
God Rioja med indbydende aroma med krydderi og begyndende modenhed, rund fylde og pæn eftersmag. Stadig lidt bid, så et par år på flaske vil kun gøre vinen bedre.
Set i 2017. 2016 fik 88p af gode kritikere som Peñin og Atkin og koster 70-80 kr i Spanien.
Også hvid, viura og chardonnay med kold gæring. Ren aroma, let til middel fylde, lidt neutral eftersmag. Rosé er ok, men ikke så god som den røde. Set i 2021 og 2022 (bedst).
4 vinkøb over 70,-
Gran Coronas cabernet-sauvignon… 79,-
Torres Reserva, Penedès (2918 og 19 set), Spanien
**** (⅘)
Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 29/2 2024
Mørk, fyldig, pænt lang, blød smag med masser af frugt, krydderi og urt - perfekt til kraftige retter. 2019 fik 91p/WineEnthusiast, mens 2018 fik 90p/Falstaff + 5* + godt køb af Rydberg, der er ekspert i spansk vin.
Den første 1970 Gran Coronas vandt Gault-Millau's vinøse Olympiade i 1978. Eksperten Christian Millau meldte forfald til den historiske 1976 smagning i Paris og lod derfor sit magasin Gault-Millau lave en ny smagning, hvor de franske vine kunne tage revanche.
Olivier & Lafont Lirac… 79,95
Cru du Rhône, Frankrig
**** (⅘)
shop.Meny, indtil torsdag 22/2 2024
Set i 2019, som nok bør nydes nu. Rød grenache (75%) + syrah. Meget mørk, intens aroma af sorte bær og krydderi, stærk (op mod 15%), middel til fuld krop, fast, med del syre, men bagved en afrundet, kraftig vin.
Lirac er kun kendt af få, så ofte et topkøb. Bordeaux-fanatikere forveksler den endog med Listrac fra Médoc! Arrogante franskmænd går ud fra at du ved, at Lirac ligger stik vest for Chateauneuf og har 904 indbyggere (altså hele kommunen!), så ordet Rhone ses ikke på etiketten! Lirac er et "Cru" med egen appellation, lige som Gigondas (men hele 25 år ældre end denne) og Chateauneuf.
Amarone Classico Righetti… 99,-
**** (⅘)
Bilka, indtil torsdag 22/2 2024
En amarone for begyndere. Frugtig og kraftig snarere end bred, rig, let sødlig frugt over en del syre. Mangler en god Amarones frugt og koncentration. Men er til alt held ikke sød (5,5 g/l). En ekstremt lav pris for vin tappet af hus i Classico.
Amarone fans rynker på næsen af Righetti, som de mener, har solgt ud af de sande Amarone-idealer. Og sandt er det, at et ret lille hus i dag leverer store mængder Amarone til lav pris (men jeg undrer mig mere over, at Valpolicella er i stand til at sælge så meget amarone!). Og Righetti er faktisk ok -for begyndere og os uden for mange penge!
Chablis "Calvet" … 99,-
*** (⅗)
Bilka, indtil torsdag 22/2 2024
Slet ikke ringe, men meget langt fra god Chablis, tappet af bonden selv -eller af kælder i området. Calvet er et gammelt hus (i Bordeaux -ca. 600 km fra Chablis), ejet af giganten GCF, som har hovedsæde i det nordligste Alsace -andre 400-500 km fra Chablis.
Men GCF ejer domæne i Chablis, så måske skal du give denne vin en chance… Let og tør, ganske frisk og ren neutral aroma. Lidt kort. Og prisen er lav for Chablis.
Her finder du tidligere udgaver af ugens vine.
- Ingen reklamer og annoncer
- Gratis app uden annoncer
- 5% rabat på Madens Verdens kogebøger
- Adgang til den populære favoritliste
- Adgang til at printe opskrifterne
- Kæmpe tak fordi du bakker op om Madens Verden
Del dine ideer og tanker med os andre her: