Vinkender Jan Sørensen giver hver uge sin vurdering af de vine, landets supermarkeder har på tilbud. Se hvilke der får flest stjerner her.
I denne uge er Frankrig den store vinder med hele 7 superbe vinkøb. Tilmed er 3 af vinene fra Bordeaux med en vin fra det dansk-ejede Haux + flot St. Emilion-kopi og en klassisk Médoc.
Spanien er lige bagefter med 4 vine og Sydafrika med 3 vine, mens Sydamerika, ofte vinderen, må nøjes med 2 vine denne gang. Lige som Italien, Danmarks føretrukne vinland i mange år. Tilmed er de 2 italienere fra hhv. Chianti og Barolo, to klassiske områder, som dog slet ikke lever op til den "appassimento" stil, som har gjort Italien så populær.
Så jeg er lidt på tværs af almindelig smag...
N.B: Faktisk har den gamle vinnørd i ugens løb ikke smagt alle de 150 vine (de har dog været smagt, men ofte for et par år siden) fra de førende supermarkedskæder.
Vinene er vurderet på værdi af tilbud, ikke aktuel smag! Men håber du kan lide vinene... Vinene er alle tappet tæt på vingården, om andet ikke er anført (typisk tapning i Danmark).
Vine under 50 kr.
Hardy’s Stamp rød/hvid/rosé... 29,-
*** (⅗)
Coop365, indtil onsdag, d. 23. november 2022
Hardy’s er et traditionsrigt hus (1853), som er en væsentlig del af Accolade, verdens største vinhus. Der er stadig en Hardy med i huset, men næsten alle vine er præget af industri. Stamp vinene blev præsenteret på Verdensudstillingen i Brisbane 1988.
En meget lav pris (normalt 39 kr. er også ok), men ret beset ret ligegyldige, men ok vine, hvis eneste berettigelse er den lave pris og en tør smag, der gør dem drikbare.
Signature rød/hvid/rosé, kr./fl. v. 6: 33,17 kr.
6 fl: 199,-
Spier, Sydafrika
Rød Pinotage og Cabernet-Sauvignon, hvid Chenin Blanc og Sauvignon, rosé (tappet i Danmark)
*** (⅗)
Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag, d. 24. november 2022
Dette er en af de billigste dansk-tappede vine, og som sådan får du rigtig meget for pengene. Spier leverer polerede, kommercielle vine, mest tappet i Danmark med lige én filtrering ekstra.
Du skal ikke vente stor, rig ”vild” aroma, men diskret fylde og poleret smag. Jeg har ikke smagt dem ofte, men husker en helt ok hvid chenin blanc og cabernet, men kan se, at Pinotage har fået 5* i Vinavisen, mens rosé har fået 4* i Ekstrabladet. Coop er største kunde hos Spier - men især af vin på tank, ikke flaske!
OPI barrel rød/hvid... 35,-
Argentina
Cabernet sauvignon, malbec eller chardonnay
Bedste KØB
**** (⅘)
Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag, d. 24. november 2022
Kender bedst malbec, som er fløjlsagtig kraftig, med indbydende duft og lang, poleret eftersmag. Kommerciel, men ikke ligegyldig! Måske er cabernet knap så overbevisende, men jeg har brug for nogle flasker for at være sikker. Chardonnay er også ganske ok, men har ikke smagt den.
Vinene er kreeret af Rodolfo Sadler. Hans Mascota er en nyere, måske lidt finere, tilføjelse (topkøb på tilbud lige nu til 50 kr.), mens Unámine er en dyr (af og til for dyr) topvin.
Men OPI - især de røde - er rigtig god. Normalprisen 89,95 kr. er alt for høj (steget 20% på et år), men tilbudsprisen er næsten for lav! Vinene kalder sig ”barrel selection”, dvs. de har set lidt eg, men det smages ikke.
Contraseña, zero Sulphur, kr./fl. v. 2: 39,50 kr.
2 fl: 79,-
Økologisk
Jumilla, Spanien
**** (⅘)
Irma og Coop, indtil onsdag, d. 23. november 2022
En naturvin af økologiske monastréll druer (mourvèdre i Châteauneuf du Pape) fra egnen omkring Murcia og Jumilla lidt syd for Alicante. Her ligger Luzón med en hypermoderne kælder og en hygiejne så god, at denne vin kan tappes helt uden tilsat svovl.
Vinen er ung (2020 eller 2021) uden svovl tilsat, uden lagring i eg eller andet, der kan skjule frugten og er en fyldig vin fuld af sød frugt, som bakkes op af blød syre.
En ekstremt drikkelig vin til utrolig rimelig pris! Contraseña er spansk for ”adgangskode”. Måske et varsel om andre vine efter samme kode.
Condado de Teón, kr./fl. v. 6: 39,83 kr.
6 fl: 239,-
Ribera del Duero, Spanien
Bedste KØB
*** (⅗)
Bilka, indtil torsdag, d. 24. november 2022
Laudrup sælger mest denne vin til supermarkeder (du kan stadig finde den gode crianza til omkring 60 kr. i nogle brugser).
Har ikke smagt denne unge vin, men vil tro, at den også er god - mere frugtig, saftig og ganske charmerende, som en ung Duero vin ofte er. Og så er det en lav pris for Duero!
Carmel Mingot de Haux... 45,-
Set i 2019
Cotes de Bordeaux
**** (⅘)
Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag, d. 24. november 2022
Carmel de Mingot er i dag del af det danske-ejede Haux. På bagetiketten kan du blive medejer af slottet!
Middelfyldig, ganske indbydende madvin, snert vegetabilsk og grønt præg, som forsvinder i glas eller på flaske i løbet af et år eller to.
Jeg kan vældig godt lide 2019 (mere end ældre år), som er klassisk Bordeaux, dvs. med lidt bid, men med positiv aroma og god længde - meget bedre end de ”små sure” Bordeaux’er, jeg mødte så sent som i 90'erne!
Rhone P.H.Morel, kr./fl. v. 2: 49,50 kr.
2 fl. 99,-
Cotes du Rhone
**** (⅘)
Irma og Coop.dk, indtil onsdag, d. 23. november 2022
Set i 2020/21. Den almindelige Rhone fra Morel, stjernen Chapoutier’s vinhus i det sydlige Rhone. Lillebror til ”Village” Signargues. Nok lidt lettere og med god bærfrugt og bløde syrer.
Ej smagt, men til 49,50 kr. er den bedste køb - uanset smagen! Jeg har ikke i maaaaange år smagt en dårlig vin fra Chapoutier. Den bør give Guigal (til 70-100 kr!) kamp til stregen. Tror næsten Morel vinder!
Irma tilbyder fra Morel også Vacqueyras (99 kr.) og Gigondas (119 kr.), begge topkøb. Samt Chateauneuf du Pape (179 kr.).
La Pierrière, Castillon, kr./fl. v. 6: 49,83 kr.
6 fl: 299,-
2019 Bordeaux (i trækasse)
Bedste KØB
***** (5/5)
Bilka, indtil torsdag, d. 24. november 2022
En flot Bordeaux i typisk St Émilion stil, dvs. præget af kraft og fylde fra merlot (og 14,5% alkohol), mens smagen er afrundet og pænt lang (nyd nu for frugt eller gem 3-4 år). 91p/WineEnthusiast.
I længden bliver du nok lidt træt af trækasser og vil hellere have vinen i pap! Men når du (hos anden forhandler) må af med 100-150 kr. for vinen i pap og i den knap så fine 2018 årgang, så lever du med trækassen!
Slottet ligger på en skråning, der er en forlængelse af St. Émilion, og vinen (80% merlot) ligner. De ældste dele af slottet er fra 1100-tallet og har overlevet det berømte slag i nabolaget, hvor den franske konge i 1453 smed England ud af Frankrig efter 100 års krig. Siden 1600 tallet har slottet tilhørt familien Marcillac, som gør det rigtig godt.
Vine 50-70 kr.
Flaxbourne sauvignon blanc ... 59,-
Marlborough, New Zealand (tappet i Belgien)
**** (⅘)
Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag, d. 24. november 2022
Laves så god som den fra de store huse med fancy etiketter. Ikke helt top, men god frugt og friskhed, tør, men med frugtsødme, der får den rige aroma helt frem i næsen! God til sushi eller en salat.
Vinen laves af Yealands, der har stort domæne. Reserve sauvignon (69 kr., 4*), men drikker egentlig lige så gerne Flaxbourne.
Nuestro, Ribera del Duero... 59,-
Bedste KØB
***** (5/5)
Rema1000, fra søndag, d. 20 november til lørdag, d. 26 november 2022
God vingård i Fuentecésped ved Duero floden med vine, der er bedre end de mere industrielle vine, som Pagos del Rey (giganten Solis) leverer, f.eks. ”409” i Brugsen over Condado de Oriza (Irma) til Altos de Tamaron (Føtex/Bilka).
Vinen har lagret 8 måneder i små egefade - en ganske flot vin, ikke sværvægter, men intens og med flot bærduft (brom og hindbær).
Excellent køb. Fik 6* i Vinbladet sept/22.
Bel-Air Muscadet ”sur lie”... 59,95 kr.
**** (⅘)
Shop.meny.dk, indtil torsdag, d. 24. november 2022
Nej, Muscadet har ikke noget at gøre med muscat, der i reglen giver søde vine - Muscadet er en knastør, let, neutral, men umådeligt sprød hvidvin fra nogle af de sidste vinmarker omkring Nantes, før floden Loire løber ud i Atlanterhavet.
Jeg holder meget af vinen, som har alt det, som de ofte tunge chardonnay’er fra den ”Ny Verden” mangler!
Bel-Air er en rigtig god vingård, som ejes af 3. generation af familien Audrain. Domænet dækker 27 hektar (mest Muscadet), som drives tæt på økologisk. Vinen lagrer efter gæringen med bundfaldet - ”lie” - som giver vinen mere frugt end ellers.
Vine 70-100 kr.
Spier ”21 Gables”, kr./fl. v. 2: 74,50 kr.
2 fl: 149,-
Set i 2016
Pinotage, Sydafrika
Bedste KØB
***** (5/5)
Superbrugsen og Kvickly, indtil lørdag, d. 31. december 2022
”21 Gables” er en af de bedste fra Coop’s sydafrikanske leverandør. Prisen er meget lav (international pris over 200 kr!).
Pinotage har 6-7 år bag sig og bør nok nydes nu. Vinen har navn efter de 21 gavle - meget smukke hollandsk inspirerede gavle - der er på bygningen. 2016 fik 93p/Tim Atkin (for 4 år siden) og i 2020 5* i Ekstrabladet.
Spier ”Creative Block”, rød/hvid... 79,-
Sydafrika
Rød 5 Bordeaux-blend (5 druer), hvid 2 (sauvignon/semillon)
***** (5/5)
Superbrugsen og Kvickly, indtil lørdag, d. 31. december 2022
Rød 2016 er cabernet, merlot + lidt petit-verdot, malbec og en del eg - typisk Bordeaux blend. En ganske flot vin, pæn aroma af tobak, solbær mv., afrundet og mild, med 6 år bag sig får den 5* for sin modenhed. 88p fra WineEnthusiast (fandt en masse tannin?), men her stoler jeg lidt mere på Tim Atkin’s 91p.
Den hvide er på 2 druer, 90% sauvignon + lidt semillon. Ingen eg, men lagring ”sur lie” i 6 måneder - 2019 var meget aromatisk med hyld og stikkelsbær (type New Zealand eller Casablanca).
2020 er måske bedre -5* + bedste køb i Ekstrabladet med ordene: ”Hyldeblomst og græs i duften. Meget intens med en pæn koncentration. Velbalanceret med modne bærnoter og citrus i smagen. Fin sprød afslutning”.
Bordón Gran Reserva, kr./fl. v. 2: 79,50 kr.
2 fl: 159,-
Rioja, Spanien
***** (5/5)
Føtex, indtil torsdag, d. 24. november 2022
Middeldyb farve; åben, ganske rig og indbydende bouquet, toner af bær, nød og eg; middel fyldig, lang - en ganske flot traditionel Rioja.
Set i 2011 (ej smagt), som har fået bl.a. 92p/TimAtkin og 93p/Andreas Larsson (sommelier, der blev vinkritiker).
Vinen laves de klassiske Rioja druer, 70% tempranillo, 20% graciano og 10% cariñena, druer og vin indkøbt fra alle Riojas regioner. Vinen er lagret 18 måneder i små egefade og en tid på flaske.
Huset er grundlagt i 1890 af Anglade fra Bordeaux sammen med en Rioja-folk -og navnet Bordón antyder netop ”en Bordeaux-mand”!
Montagny ”Burgondie”, kr./fl. v. 2: 79,50 kr.
2 fl: 159,-
Bourgogne
***** (5/5)
Føtex, indtil torsdag, d. 24. november 2022
Lys, ren aroma, fersken og lidt citrus/smør, middelfyldig, balanceret syre, god stil og længde - en chardonnay fra Bourgogne tappet på ejendommen.
Montagny er en stor blid skråning mellem Côte d’Or og Mâcon, som kan levere vin, som kan være en habil erstatning for Meursault (fås ikke under 200 kr. og vil ofte koste 400+ kr.). Vinen er tappet af kooperativet i Buxy, som er den største lokale dyrker.
Labat, Haut Médoc, kr./fl. v. 2: 83,17 kr.
6 fl: 499,-
2018 Bordeaux
Bedste KØB
***** (5/5)
Irma og Mad.Coop, indtil onsdag, d. 23. november 2022
Labat er del af det fine Caronne Sainte Gemme, og historisk har vinene ofte været identiske. Jeg vil til hver en tid foretrække denne flotte 2018 for den lidt træge 2013 Caronne, du stadig kan finde i Irmas butikker (129-179!).
Labat 2018 er en klassisk flot vin, kraftig, fast, med rig frugt og god længde - faktisk flot nu efter 4 år, men det haster ikke. Kan se, at en fornuftig kritiker har givet vinen 92p/100.
Caronne Ste Gemme er et historisk slot, som altid har været tæt på 5.Cru, ejet af familien Nony-Borie (en nevø til ejeren af Ducru-Beaucaillou, 2.Cru på den anden side af en bæk). I år er slottet købt af Bernard Magrez fra naboen La Tour Carnet, 4.Cru, så Caronne måske helt forsvinder. Lidt trist.
l’Oiselet, Vacqueyras... 89,-
2020 økologisk
Cru du Rhone
Bedste KØB
***** (5/5)
Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag, d. 24. november 2022
Vacqueyras koster 150-160 kr. i Bilka (godt nok 2 for 229 kr.), men vinen måler sig ikke med l’Oiselets økovin. Fuldfed med krydderi, tobak, røde og sorte bær.
2020 er nok mere mineralsk end 2019, men stadig med masser af styrke og fedme. Flot nu, men 2-3 år på flaske vil gavne. 2020 var ugens bedste køb med 5* fra Rydberg i Ekstrabladet.
Vacqueyras har lunere klima end de bedste dele af nabo Gigondas, dvs. blødere, men måske lidt mindre distinkt vin. Groft sagt forenes her Gigondas og Chateauneuf, med lidt af dybden i Gigondas og det fuldfede og rene aroma fra Chateauneuf.
Marea syrah eller chardonnay, Leyda ... 89,-
Økologisk, Chile
***** (5/5)
Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag, d. 24. november 2022
En af Chile’s nye ”Cool Climate” vine fra det private hus Luis Felipe Edwards.
En syrah 2020 med en helt anderledes intensitet og dyb de i smagen - og det skyldes ikke kun det kølige klima i Leyda nær Stillehavet! Både 2019 og 20 fik 93p/Descorchados, Den pålidelige Rydberg giver 2020 i Ekstrabladet 5*: ”Mørk intens vin drevet af sorte bær, lakrids, peber og vanilje. Flot koncentration men pakket ind af en fin syre. New World syrah som fungerer.”
Den hvide chardonnay gærer med naturgær (udover økologien!) og gærer også i små egefade. Den er ikke så gumpetung som mange, men stadig til den bløde side.
Ser Lapo”, Chianti Classico ... 99,-
2018
Mazzei Riserva, Italien
***** (5/5)
Irma eller Coop.dk, indtil onsdag, d. 23. november 2022
2018 var Ugens Bedste i Ekstrabladet, med 6*: ”En fremragende repræsentant for de adstadige sangiovese-vine. Her er en fløjlsblød, dyb men juicy version, der altid... står fuldkommen drikkeklar uden at gå på kompromis med klasse, stil og umiskendelig toscansk smag. Prisen er uhørt for den slags vin, også på en hverdag.”
Jeg vil give den 2-3 år endnu og den kan gemmes i 10+ år. 2018 fik 93p/Spectator.
Markis Mazzei har i over 100 år leveret stor vin i Chianti Classico og omegn, baseret på det smukke Castello Fonterutoli, ejet i næsten 600 år af familien Mazzei, siden 1435.
Ser Lapo var en lokal notar, som optræder i rigtig mange skrifter fra renæssancen - og iøvrigt også navnet på faderen til de to brødre, som leder vingården i dag. Vingården har 3 røde stjerner i Gambero Rosso efter mindst 30 3 glas-vine.
Sandeman LBV Port... 99,-
***** (5/5)
Netto, indtil fredag, d. 25. november 2022
Jeg har altid haft en svaghed for Sandeman (med ”the Don” på etiketten!), og det fortsætter, selvom huset i dag er del af Sogrape (med Mateus).
Deres LBV er rigtig god år efter år, lagret 4 år før tapning uden filtrering, så vinen er mørk, kraftig, overdådig frugt, ganske lang med 100 g/l sødme, som balanceres af tannin. 2015 fik 91p/Parker, måske lidt rigeligt. Aktuel årgang er måske den gode 2017.
Gemma Barolo, kr./fl. v. 3: 99,67 kr.
3 fl: 299,-
Italien
***** (5/5)
Bilka, indtil torsdag, d. 1. december 2022
Set i 2018, som er meget bedre for Barolo end den ellers undervurderede 2017.
Trods regn i juni blev vejret tæt på idéelt med lune dage og kølige nætter. Gemma er god (ikke stor) Barolo. Typisk murstensfarve og interessant duft med læder og frugt, men stadig en vis stramhed. Men med en moderne Barolo's bløde tanniner. Den kræver ikke 10-20 år.
Søren Frank giver i "Barolo" Gemma 3*/5, det samme som Oddero og andre velkendte huse - og mere end f.eks. Batasiolo. Jeg er ikke enig med Søren Frank om alt, men trækker lidt på ham, da jeg ikke er Barolo-tifosi! Jeg foretrækker til hver en tid Gemma's kommercielle, fyldige stil for fanatikernes supertannin-vine med lys farve og bidende syre.
Del dine ideer og tanker med os andre her: