Vask kyllingen både ud- og indvendigt, og dup den tør med et stykke køkkenrulle. Krydr den med salt og lidt friskkværnet peber.
Kom en stor klat smør i en stor gryde - jeg bruger omkring 30 gram smør.
Lad det bruse af, og brun så kyllingen grundigt på alle fire sider. Det tager 10-15 minutter, så sæt tid af til det, men tiden er godt givet ud.
Kom et par spiseskefulde balsamico ved (det giver lidt syre og substans til sovsen), og kom også hønsefonden ved sammen med en teskefuld løgpulver.
Lad det koge op, og skru så ned på mellemlav varme, læg låg på, og lad nu den grydestegte kylling småsimre i en times tid.
Kyllingen skal blot vendes en enkelt gang undervejs - altså efter en halv times tid. Jeg plejer at starte med at stege kyllingen med brystsiden nedad, men min erfaring er, at det faktisk ikke har den store betydning.
Halvvejs kan du samtidig sætte en gryde med kartofler og gulerødder over, så er de klar når kyllingen er det 🙂
Efter en times tid kan du måle kernetemperaturen med et stegetermometer i den tykke del mellem lår og bryst - kernetemperaturen skal være 75 grader. Eller prøv forsigtigt at vriste et lår fri, og hvis det går meget nemt, ja så er kyllingen helt sikkert også gennemstegt og mør.
Tag den grydestegte kylling op og læg den på et skærebræt. her må den gerne hvile i ti minutter inden udskæring.
I mellemtiden laver vi sovsen. Kog skyen lidt ind ved høj varme. Tilsæt piskefløde, og jævn med et par teskefulde Maizena, der er udrørt i en smule koldt vand.
Tilsæt en spiseskefuld æbleeddike eller gastrik, og smag til med salt og lidt mere friskkværnet peber.
Justér også gerne farven på sovsen med lidt sovsekulør, skær den grydestegte kylling ud - og servér med kogte kartofler og gulerødder, den gode sovs og lidt friskhakket persille. Rigtig dansk. Meget mormor.