Vej sødmælk og fløde af i en gryde og varm derefter op til 85 grader. Det må ikke koge! Brug gerne et termometer.
I en skål vejes pasteuriserede æggeblommer af sammen med sukker, og massen røres sammen med en grydeske. Du skal ikke bruge elpisker til denne chokolademousse - og alligevel bliver den cremet og lækker.
Når mælke- og flødeblandingen er varm, røres lidt af den ud i æggemassen, og så gradvist lidt mere.
Derefter hældes æggemassen tilbage i gryden - men gør det i en tynd stråle mens du rører i massen.
Varm igen op til 85 grader under konstant omrøring. Her skal æggemassen tykne lidt, men pas på den ikke kommer over de 85 grader!
Den mørke chokolade hakkes nogenlunde fint og kommes i en skål.
Hæld nu lidt af den varme masse over, og rør forsigtigt chokoladen ud. Kom så lidt mere af massen i og rør igen.
Kom så resten af fløde- og æggemassen i og rør til en blank chokolademousse uden husblas.
Nu kan du enten vælge at fordele chokolademoussen i passende glas, og stille dem på køl.
Eller komme din mousse med chokolade i en sprøjtepose, hvilket gør, at moussen kan sprøjtes pænt ud ved anretning. Lægges i køleskabet. Når du skal bruge moussen, tager du en anden sprøjtepose og sætter ønsket tyl i den. Klip så hul i sprøjteposen med chokolademoussen, hvorefter denne sættes ned i posen med tyl. Så er den klar til brug.