Forvarm ovnen til 200 grader varmluft eller tænd grillen op og gør den klar til indirekte varme. Begge metoder er lige gode.
Start med at koge din couscous som anvist på pakken. Her har jeg anvendt en fuldkorns couscous til marokkansk kylling, men en almindelig er selvfølgelig også fin.
Kikærter hældes i en sigte og skylles under den kolde hane.
Forårsløg skæres i tynde skiver og svitses hurtigt af i en varm pande sammen med fintsnittede hvidløg. Hældes i et ildfast fad, hvor du også kommer couscous og kikærter i.
Kyllingebryst deles i halve, så du får otte stykker. Steges cirka to minutter på hver side på en varm pande, og krydres undervejs med en blanding af paprika, spidskommen og kyllingekrydderi, Du kan også bruge lidt kardemomme, koriander eller hvad du kan lide. Krydr også kyllingekødet med salt og peber.
Peberfrugter skæres i tynde strimler. Kommes også i fadet, hvor du nu også tilsætter hakkede tomater og en deciliter vand, som du lige inden skyller dåsen af med.
Hak en håndfuld bredbladet persille og kom det ved.
Vend nu indholdet i fadet forsigtigt rundt, og hæld en god sjat olivenolie over. Krydr også med salt og peber, og læg derefter kyllingestykkerne øverst.
Marokkansk kylling skal nu have 20 minutter i enten ovnen ved de 200 grader, eller du kan give den 20 minutter ved indirekte varme i grillen.