Bladselleri, skalotteløg, hvidløg og gulerødder hakkes helt fint. Derefter svitses grøntsagerne i en gryde med lidt olivenolie, men ved middel varme så de ikke tager farve.
Kom også timian, oregano, persille og laurbærblade ved sammen med en tyk skive tørsaltet bacon skåret i små tern. Når det hele er svitset godt af, hældes det i en skål, mens du bruner kødet.
Oksekødet brunes ad flere omgange i lidt olivenolie, så det får masser af smag. Har du for meget kød i gryden ad gangen, risikerer du nemt at det koger mere end det steger. Så brun ad flere omgange, og kom det brunede kød i skålen med grøntsagerne.
Kom så grøntsager og kød tilbage i gryden, og tilsæt rødvin. Lad det koge op, og koge en anelse ind.
Tilsæt så kyllingefond, flåede tomater, soltørrede tomater og tomatpasta, og lad kødsovsen småkoge under låg i en time. Rør lidt i det nogle gange undervejs. Smag derefter kødsovsen til med salt, friskkværnet peber og lidt æbleeddike.
Bechamelsauce laves ved at smelte smørret i en gryde, og piske melet i. Pisk derefter gradvist mælken i indtil den hvide sovs har den rette konsistens, og smag til med salt, peber og revet muskatnød. Tilsæt om nødvendigt en smule mere mælk, så sovsen ikke er alt for tyk.
Vil du hellere lave lasagnen med ost, kan du lave en omgang mornaysauce som i linket længere oppe - eller købe en færdig mornay sauce. Du skal ikke bruge begge dele - men enten bechamel eller mornay!
Smør et ildfast fad med olie. Jeg plejer at bruge et fad med en størrelse på cirka 20 gange 25 centimeter, da det passer med tre pastaplader i bredden, og med seks lag pasta, skal der i alt anvendes 18 pastaplader.
Læg nu et tyndt lag kødsovs i bunden af fadet, så lidt sovs og derefter pastaplader. Fortsæt med samme fremgangsmåde indtil du har brugt al kødsovs, bechamelsauce eller mornay og har seks lag pastaplader. Øverst slutter du af med kødsovs og bechamel/mornay sauce. Her drysses også med revet mozzarella ost, hvis det ønskes.
Du kan også drysse med lasagnen med lidt oregano og en smule rasp på toppen.
Bag nu lasagnen i en forvarmet ovn ved 200 grader varmluft, hvor den skal have 30 minutter. Lad lasagnen køle lidt af inden servering, så den lige når at sætte sig lidt.