Dette brød er super nemt at bage, og du skal hverken bruge røremaskine eller ælte dejen.
Kom lunkent vand op i en skål, og tilsæt sukker og gær. Rør det straks ud i vandet, og brug en grydeske til det.
Når gær og sukker er opløst, kommes saltet i sammen med melet. Tilsæt al mel på samme tid, og rør nu dejen godt sammen med grydeskeen.
Rør i et lille minuts tid, og du har nu en noget tynd dej, men sådan skal den altså være!
Beklæd skålen med husholdningsfilm, så det slutter helt tæt. Læg så et viskestykke over, og lad nu ciabatta dejen hæve i syv timer, hvor skålen blot stilles på køkkenbordet.
Efter syv timers hævning væltes dejen ud på køkkenbordet, som du inden har drysset med rigeligt hvedemel.
Nu skal du ikke ælte dejen, men blot folde den sammen, så den ene halvdel lægges over den anden. Dejen er meget blød, men det er altså meningen!
Fold også dejen ind fra den anden side, og del nu dejstykket i to lige stykker.
Dem lægger du på en bageplade med bagepapir. Stræk dem eventuelt lidt ud, så de passer med længden på bagepladen. Og jo, dejen ER blød.
Brødene skal IKKE hæve yderligere, så nu bages de i en forvarmet ovn ved 250 grader varmluft, hvor de skal have omkring 20 minutter.
Ciabatta brødene skal være mørke på overfladen, og de må gerne have enkelte sorte pletter, men selvfølgelig skal de ikke svides af. En bage tid på 18-20 minutter passer normalt fint.