Del det hakkede svinekød i fire lige store dele, og klem kødet sammen i håndfladerne. Læg det på et skærebræt, og form nu fire dejlige karbonader.
Pisk æggene sammen i en dyb tallerken, og hæld raspen i en anden.
Vend så først karbonaderne i de sammenpiskede æg, og derefter i raspen. Læg dem på en tallerken.
Smelt en god klat smør og lidt rapsolie i en pande, og brun karbonaderne et par minutter på hver side.
Læg dem i et ildfast fad, og hæld fedtstoffet fra panden over karbonaderne. Krydr dem også med salt og friskkværnet peber.
Stil dem i en forvarmet ovn ved 200 grader varmluft, og her skal de nu have præcis 20 minutter.
Imens laver du de stuvede ærter og gulerødder. Jeg har her brugt en pose frosne ærter og gulerødder, men du kan selvfølgelig også lave dem af friske ærter og gulerødder, Så skal du lige forkoge gulerodsternene.
Kog ellers frosne ærter og gulerødder et minut i letsaltet vand, og hæld så vandet fra. Husk at gemme lidt af vandet til stuvningen.
Smelt smør i en gryde, og når det er brust af, kommer du melet i. Pisk det rundt et minuts tid, og tilsæt så to deciliter kogevand fra de kogte ærter og gulerødder. Pisk det jævnt, så alle klumper er væk.
Tilsæt så gradvist mælken indtil stuvningen har den rette konsistens. Ikke for tynd, men bestemt heller ikke for tyk! Smag sovsen til med salt, peber og lidt revet muskatnød, Lad sovsen koge fem minutter så du får fjernet smagen af mel.
Kom så de letkogte ærter og gulerødder i, og varm det igennem. Lige inden servering tilsætter du friskhakket persille, hvilket gør de stuvede ærter og gulerødder virkelig smagfulde.