Det er sæson for vintergrøntsager som kål og jordskokker. Her er 10 grønne vitaminbomber samt opskrifter til de sunde og billige grøntsager.
Nok kan vi få både spinat, tomater og agurker året rundt, men skal vi spise efter sæsonen, skal vi have fat i vintergrøntsager.
Der er mere gods i dem, mindre vand og så er de billigere end de mere vandholdige grøntsager, der ser pæne ud, men ikke har den store smag her om vinteren.
Vintergrøntsager har et højere indhold af mættede kostfibre end deres salat-fætre. Og vandindholdet er lavere. De fleste har oplevet, hvordan en enorm pose spinat forvandler sig til en lille klat i gryden, når spinaten bliver dampet.
Hvidkål og rødkål er ikke så lette at få til at skrumpe på samme måde.
I mange år var danske råvarer og nordisk mad umoderne, men med det ny nordiske køkken har vi fået øjnene og smagssansen op for de grøntsager, urter og frugter, der findes heroppe i Norden.
300 gram grove om dagen
Kål som grønkål, hvidkål og rødkål indeholder masser af B og K-vitaminer, fedtopløselige antioxidanter og kostfibre. Rodfrugter, som gror under jorden, er også fulde af vitaminer som A, B og C-vitaminer. Desuden indeholder de jern og det vigtige mineral calcium.
Miljø- og Fødevareministeriet anbefaler, at alle mennesker over 10 år spiser ”6 om dagen”. Det vil sige 6 x 100 alias 600 gram grønt og frugt dagligt: "Mindst halvdelen af de 600 gram skal være grøntsager, gerne de grove typer som kål, rodfrugter og bønner".
Så meget desto mere grund er der til at trylle med porrer, rodfrugter, kål og andet godt fra den danske muld.
Vintergrøntsager du kan spise nu
Her får du en liste over alle de vintergrøntsager, som er i sæson herhjemme i januar og februar. Fælles for dem er, at de er bastante i forhold til sommergrøntsager. Det er jo også her på denne årstid, at vi trænger til god, sund næring, så vi kan holde til kulden.
Under hver grøntsag finder du en opskrift fra Madensverden.dk, hvor lige netop den nævnte grøntsag er stjernen i en middagsret. Velbekomme.
10 vintergrøntsager – 10 opskrifter
Grønkål
Tip: Børn kan have forbehold overfor kål. En let måde at få dem til at spise grønkål på er at lave chips ud af den: Vend bladene i olivenolie, salt og peber, læg dem på bagepladen i et tyndt lag og bag dem ca. 20 minutter på 130 grader.
Grønkålsrøsti - nem opskrift på røsti med grønkål
Gulerødder
Tip: Salaten bliver ekstra flot, hvis du bruger kartoffelskrælleren til at rive tynde, lange skiver af gulerødder over den.
Cremet suppe med gulerod og kartofler
Hvidkål
Mulighederne er uendelige med denne kål, som kan spises rå, kogt og stegt. Her får du opskriften på en god, dansk klassiker.
Hvidkålsroulletter eller kåldolmere
Jordskokker
Jordskokker ser ikke kønne ud, når de ikke er tilberedt - krogede og knoklede som de er, men de smager vidunderligt.
Salat med jordskokker, spinat og spidskål
Pastinakker
Tip: Alle rodfrugter kan bages i ovnen. Skær dem ud som pommes frites, vend dem i olie, drys med salt og giv dem ca. 175 grader i ca. 30 minutter.
Hasselback-pastinakker med timian og smør
Persillerod
Tip: De to vintergrøntsager persillerod og pastinak ligner hinanden meget, dog ikke i smagen. Her kan du læse om forskellen på de to rødder.
Hele bagte persillerødder i ovn med timian
Porrer
Tip: Mange af os har en tendens til at skære en stor del af den grønne top af, når vi renser porrer. Men det er faktisk der, der er flest vitaminer og mineraler.
Rosenkål
Da jeg var barn, var der en måde at servere rosenkål på: Kogt og kedelig. Men den lille, kønne kål smager fantastisk, hvis den bliver brugt rigtigt som i denne salat:
Salat med rosenkål, æbler og radiser
Rødbeder
Tip: Ligesom med grønkålen kan du lave chips af rødbeder og andre rodfrugter: Riv papirstynde skiver med mandolinjernet, vend dem i olie, drys med salt og fordel skiverne på bagepladen. Bag i ca. 20 minutter på 200 grader.
Rødkål
Tip: Når du sylter rødkål, kan du vælge, om kålen skal være blå eller rød. Er der meget eddike i, bliver rødkålen rødlilla, er din blanding mere neutral, bliver kålen blå.
Del dine ideer og tanker med os andre her: