En nem og hurtig stjerneskud opskrift, der er en klassisk ret med stegt fiskefilet, hvide asparges og laks. Klassisk som de fleste kan lide det.
"Lækkert som et stjerneskud...". Var det ikke sådan Brødrene Olsens vindersang omtrent lød tilbage i 2000?
Nå, spøg til side, stjerneskud er en af de mest klassiske retter fra det danske køkken, og jeg er stødt på den i et utal af variationer. Afhængig af hvor jeg har fået den serveret i landet.
Gennemgående er dog, at det er stegt fiskefilet, der anrettes på et stykke ristet brød, og derefter pyntes med diverse tilbehør, og det er typisk her variationen kommer.
Nogle foretrækker almindelige rejer, andre bruger krebsehaler. Nogle hælder til kaviar, andre laver stjerneskuddet uden. Og så er der udgaver med eller uden kogt fisk, men her er min udgave med dampet rødspætte.
Men prøv dig frem, og lav din egen udgave som du synes.
Opskriften er til fire personer, men den er jo nem at ændre til det antal du skal bruge.
-> SE OGSÅ opskrift på kartoffelsuppe med porre
Ingredienser til min stjerneskud opskrift
8 rødspættefileter
Hvedemel
1 æg
Rasp
1 deciliter hvidvin
Desuden anvendes
4 skiver røget laks
8 hvide asparges - evt. fra glas
4 spiseskefulde pillede rejer
Lidt kaviar
4 skiver sandwichbrød
4 salatblade - gerne krølsalat eller crunchita
4 skiver økologisk citron
8 grønne asparges
8 daddeltomater
Dressing efter eget valg, evt. en Thousand Island eller lignende
-> SE OGSÅ hvordan du laver de bedste fiskefrikadeller
Fremgangsmåde
- Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Læg fire af fiskefileterne med indersiden opad - altså den side, der er fra benet på fisken. Krydr med salt og peber, rul dem sammen fra halen og ind, og læg rullerne i et ovnfast fad med lidt hvidvin i bunden. Overdæk med sølvpapir og bag fisken i 15 minutter.
- De øvrige fire rødspættefileter vendes først i hvedenel i en tallerken, derefter i sammenpisket æg i en anden, inden de dyppes i rasp i en tredje tallerken.
- Steges derefter i smør på en varm pande i to minutter på hver side. Krydres med lidt salt og friskkværnet peber.
- Skær skorperne af brødet, og rist brødskiverne på panden i smør. Anret de fire sprøde skiver brød på fire lune tallerkner.
- Læg et salatblad på hver skive brød, og dernæst en stegt fiskefilet. Derefter anrettes med dampet rødspætte, røget laks. rejer, hvide asparges og kaviar.
- Dressingen kan kommes ovenpå, men jeg synes det kan blive for snasket, og derfor er det bedre at servere dressingen til. Eventuelt en Thousand Island.
- Øverst placeres en skive citron.
- Ved siden af stjerneskuddet lægges dampede grønne asparges, som blot er dampet et minut i letsaltet vand, og halverede daddeltomater.
Det er min version af et stjerneskud, som jeg synes den skal være.
-> SE OGSÅ opskrift på forret med asparges og skinke