Stegetid på flæskesteg: Hvor længe skal en flæskesteg stege, hvor meget kød til hver og hvad med kernetemperatur? Her er den komplette guide inkl. video.
Hvad er den rigtige stegetid på flæskesteg, og hvordan gør jeg?
Der er mange myter og råd omkring tilberedningen af flæskesteg, kamsteg eller svinekam. Kært barn har mange navne, og det kan være svært at finde rundt i.
Men her deler jeg mine erfaringer omkring hvordan man laver den bedste flæskesteg, og du er velkommen med indspark i debatten under indlægget, så vi får samlet al viden om flæskesteg her.
Hvor meget kød skal jeg beregne pr. person?
Mængden af kød afhænger selvfølgelig af barn/voksen, sult, tilbehør og andre faktorer, men som udgangspunkt plejer jeg at sige 200 gram pr. person i gennemsnit.
Så en flæskesteg på 1,2 kilo passer til seks personer. Lav dog gerne rigeligt med steg, for det smager fantastisk godt på et stykke rugbrød i madpakken dagene efter.
Stegetid på flæskesteg
Her tager vi udgangspunkt i en helt almindelig flæskesteg på cirka 1,4 kilo. Det er en ret almindelig størrelse, som altså passer med kød til 6-7 personer.
Stegetiden er en time og 15 minutter ved 185 grader varmluft, hvor stegen placeres i et fad, som stilles midt i ovnen. Den præcise stegetid på flæskesteg kan dog variere, alt afhængig af hvor tyk flæskestegen er.
Placer i øvrigt gerne nogle laurbærblade mellem sværene.
Se i denne video hvordan du gør:
Kan man gourmetsalte en flæskesteg?
Det kan du sagtens. Og det kødet kun mere mørt af. Aftenen før saltes flæskestegen grundigt med et par teskefulde fint salt. Tilberedes ellers som ovenstående.
Kernetemperatur på flæskesteg?
Jeg foretrækker at hive flæskestegen ud af ovnen eller grillen ved en kernetemperatur på 65 grader. Så er kødet hverken råt eller tørt, men har den helt rigtige rosa farve.
Netop bed at bruge et stegetermometer er du ikke så afhængig af at kende den præcise stegetid på flæskesteg, og du får altid en steg, der ikke er tør.
Hvordan laver man en langtidsstegt flæskesteg?
Det synes jeg er den bedste metode til tilberedning af flæskesteg, så gør endelig det hvis du har tiden til det.
En langtidsstegt flæskesteg skal have syv timer ved 130 grader almindelig luft i ovnen, og den bliver mør som smør. bedre flæskesteg fås ikke.
Til sidst skrues varmen op til 225 grader, så sværene bliver helt sprøde. Så stegetid på flæskesteg a la slowfood er altså cirka syv timer.
Hvordan laver jeg sprødt svær?
Det er faktisk ikke så svært (!). Der er dog et par ting du skal være opmærksomme på, og som er vigtige. Dels skal sværene være skåret igennem ned til kødet, men aldrig NED I KØDET! Så tjek at den travle slagter har gjort det. Og skær eller efter.
Og så skal du komme salt ned mellem hver eneste svær.
Efter 45 minutter i ovnen plejer jeg at tage flæskestegen ud af ovnen, hælde skyen fra i en skål, og stille stegen tilbage i ovnen. Så er der nemlig mindre damp derinde, hvilket øger chancerne for sprød svær.
Det er også vigtigt, at flæskestegen står så plan og lige som muligt under stegningen i ovnen eller grillen. Så klods den eventuelt op med kartofler eller andre grøntsager, så sværen bliver helt lige.
Lidt før flæskestegen når kernetemperaturen på de 65 grader, kan du med fordel tænde grillen, og så give stegen noget grill indtil sværene popper op.
Du kan også øge varmen til sidst, og her er det min erfaring, at varmen skal op på mindst 225 grader før sværen for alvor begynder at boble op. Men hold øje med den, og slip den ikke af syne, for lige pludselig er sværen sort!
Hvis flæskesværen er særlig genstridig og bare ikke ikke arte sig ordentligt, kan du skære dem fra stegen, og give dem tur under grillen indtil de bliver sprøde. Derefter placerer de på stegen igen.
Skal en flæskesteg hvile inden udskæring?
Se, det er et godt sprøgsmål. Jeg plejer at lade stegen hvile 15 minutter inden jeg skærer den ud, men hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg altså også skæret flæskestegen ud lige efter den er kommet ud af ovnen, og der var ikke den store forskel.
Så jeg synes faktisk det er ligegyldigt om flæskestegen hviler eller ej, men du skal under ingen omstændigheder dække stegen til mens den hviler, for så risikerer du at sværene bliver bløde.
Hvordan laver jeg en god flæskestegssovs?
Det er ret nemt at lave en lækker flæskestegssovs. Flæskestegen steges på en rist i en bradepande, og du kommer 6-7 deciliter bouillon eller fond i bunden af fadet.
Smelt et par spiseskefulde smør i en kasserolle, og pisk så en stor spiseksefuld hvedemel i. Derefter piskes skyen fra flæskestegen i, og dernæst mælk eller fløde indtil du har den rette konsistens.
Kom også lidt ribsgele og gastrik eller eddike i sovsen, og smag den til med salt og peber.
En spiseskefuld engelsk sauce er også guddommelig i en flæskestegssovs.
Hej Holger
Syntes din opskrift her er meget mangelfuld, der står intet i opskriften om man skal salte bunden af flæskestegen, eller om der skal hældes væde/vand i bunden af fadet som flæskestegen skal steges i. Og endnu mere forvirrende når man kigger på en anden opskrift du har herinde for at prøve at finde hoved og hale i det så bliver man endnu mere forvirret da du i denne her opskrift angiver 185 grader i 75 min men i den anden opskrift du har lagt ind på flæskesteg skal der steges i 75 min men på 200 grader?
Mvh Malene