Her får du min lækre opskrift på spidskålssalat med grape, og det er en både sund og smuk salat at stille på bordet. Der er anvendt rød grape, blåbær og æble sammen med spidskål.
Spidskålssalat med grape er en forfriskende salat, som jeg blandt andet bruger til hjemmelavede fiskefrikadeller.
Ikke alene er salaten sund, men den er altså også flot at se på, og grapefrugten giver en tilpas syre til blåbær og æble.
Du kan give den færdige salat nogle strejf af en god olivenolie, piske olie og citronsaft sammen med en anelse sennep som dressing - eller blot nyde den som den er.
For spidskålssalaten er nemlig udmærket som den er, og så sparer du lidt på fedtet.
Opskriften er til fire personer.
Ingredienser til spidsskålssalat med grape
1 lille spidskål
1 stor rød grape
1 æble
Lidt citronsaft
100 gram blåbær
1 halv agurk
Olivenolie
Fremgangsmåde
- Spidskål snittes i helt tynde strimler fra spidsen og ind. Kålstrimlerne knibes hårdt i hånden for at blødgøre dem lidt, hvorefter de lægges i et salatfad.
- Skær skrællen af grapen og skær den derefter ud i mundrette stykker eller små både. Fjern eventuelle hinder og læg grapestykkerne på spidskålen.
- Æblet deles og kernehuset fjernes, hvorefter æblet skæres i tynde både. Vend dem med lidt citronsaft og fordel dem over salaten.
- Blåbær skylles og lægges på.
- Agurken skæres i helt tynde strimler på den lange led, hvor du eventuelt kan anvende en kartoffelskræller. Agurkeskiverne lægges ligeledes på salaten.
- Slut af med at dryppe salaten med lidt olivenolie, eller lad være. Salaten er faktisk også fin uden olie eller dressing, men det er jo en smagssag.
Se også mine opskrifter på:
Comments
No Comments