Søren Ryges kringle opskrift er en af de bedste kringler, og kringlen er rimelig nem at bage selv. Her kan du se hvordan.
Kender du Søren Ryges kringle opskrift? Det burde du gøre, for den er både fantastisk god - og så er den landskendt via den populære tv-vært. Selvom det faktisk ikke er hans opskrift.
Søren Ryge, der er født i Gram i Sønderjylland, stoppede i øvrigt sine haveprogrammer fra haven på Djursland i sensommeren 2020, hvor han var fyldt 75 år.
- Jeg er hverken syg, dårlig eller slidt op, men jeg vil gerne stoppe, mens jeg selv kan tage beslutningen, udtalte han selv i forbindelse med stoppet som tv-vært på Søren Ryge Direkte-programmerne.
Den bedste kringle nogensinde
Kringleopskriften blev kendt i et af den populære TV-mand Søren Ryges utallige programmer, hvor han besøgte Anne Margrethe i Hirtshals.
Hun lavede en kringle til ham, som han straks udnævnte til den bedste han nogensinde havde smagt.
I virkeligheden bør kringlen selvfølgelig hedde Anne Margrethes kringle, men da den blev kendt via Ryges populære program, har den fået navn efter den. Men æren skal naturligvis tilfalde Anne Margrethe.
Og det er rigtigt. Den er virkelig god, og her kan du se hvordan du selv laver den. Opskriften giver to stænger.
Opskrift på Søren Ryges kringle
Opskrift udviklet af:
Få tilsendt opskriften på mail
Ingredienser
- 1 deciliter vand - lunkent
- 25 gram gær
- 0,5 teske salt
- 2 spiseskefulde sukker
- 2 æg
- 175 gram bagemargarine
- 300 gram hvedemel
Til remonce skal der bruges
- 125 gram sukker
- 125 gram margarine
- 1 teskefuld kardemomme
- 1 teskefuld kanel
Fyld i kringlen er
- 40 gram hasselnøddeflager
- 100 gram rosiner - kan undlades
Søren Ryges kringle pensles med
- 1 æg - sammenpisket
- perlesukker
- Evt. hasselnøddeflager
Fremgangsmåde
- Det lunkne vand hæles i en skål, og gæren smuldres i, men uden at den røres ud!! Kom så lidt salt ved sammen med sukker, æg og bagemargarine. Margarinen skal skæres i mindre tern, og smuldres i. Vend hurtigt det hele rundt med en ske, men ikke mere end det. Lad det stå i 30 minutter, og gerne et lunt sted.
- Derefter æltes hvedemelet gradvist ind i dejen, men brug fingrene til det. Det skal ske nænsomt, og fortsæt indtil du har brugt all melet. Det kan være du skal bruge lidt mere mel end angivet, og det gør du så. Lad nu dejen hvile/hæve en time.
- Alle ingredienserne til remoncen smeltes sammen i en kasserolle, og gøres klar. Remoncen skal være lidt tyk i konsistensen.
- Hæld dejen ud på et et bord, og ælt den hurtigt igennem. Rul den igennem, læg sammen, og fortsæt på den måde et par gange. Tilfør om nødvendigt lidt mere hvedemel. Del dejen i to lige store stykker, som rulles ud i rektangler på cirka 40 gange 15 centimeter.
- Hæld remoncen ud i en stribe midt på hver stang, og drys derefter med rosiner og hasselnøddeflager. Hvis ikke du er så glad for rosiner, kan de altså sagtens udelades.
- Fold enderne ind, og læg hver side ind mod midten, så de to sider når sammen og mødes på midten.
- Pensl med æg og drys med perlesukker (eventuelt også med hasselnøddeflager). Læg stængerne på en bageplade med bagepapir, og lad dem efterhæve i 30 minutter.
- Bag kringlestængerne i en forvarmet ovn ved 225 grader varmluft, hvor den skal have cirka 15 minutter. Efter fem minutter skrues ned på 200 grader varmluft. Så altså først fem minutter ved 225 grader varmluft, og derefter 10 minutter ved 200 grader.
- Tag Søren Ryges kringle ud af ovnen, og lad dem køle lidt af inden du nyder dem. Bedre kringle fåes ikke!
Næringsindhold
Se hvad opskriften indeholder.
Tips
Søren Ryges kringle smager bedst som nybagt (og lidt afkølet), men du kan sagtens fryse kringlen ned.
Se også mine opskrifter på:
Annelise Døssing
Tak for alle de gode opskrifter, som vi flittigt bruger .
Vi vil lave Søren Ryges kringle til en brunch ( fødselsdag).
Kan den laves dagen før, fryses og så bages på dagen ?
Og hvordan med hævning- skal hele kringlen være lavet helt færdig- med hævning eller kan den lunes på dagen, uden den bliver tør?
Mvh Annelise
Anja
Du kan fint lune dagen efter.
Du kan også fryse og lune. Når jeg bager, laver jeg dobbelt og fryser ned
Ulla Kirstine Antonsen
Der kommes salt i til gæree. Bør salt ikke først tilsættes, når melet kommes i?
Michael
Hej Holger
Hvor skriver du at denne opskrift er Søren Ryges opskrift når opskriften IKKE er den samme som den på DR?
I originalopskriften står der kardemomme ELLER kanel men du skriver at begge dele skal i?
Joy Nitav
Tak for dine gennemførte og forståelige opskrifter. Det er her jeg søger til hver gang jeg skal have gæster, mangler inspiration eller bare laver mad til mig selv. Jeg har adhd og kan have svært ved at følge en opskrift. Men aldrig her 😊
Bedste hilsner Joy