Rengøring i juletiden bliver mere grundig i år, så vi undgår at smitte hinanden. Her får du fem gode råd til få ekstra jule-rent og pænt.
Rengøring er en af de mindre sjove aktiviteter op til jul. Det er hyggeligt at bage og lave konfekt, sjovt at pakke gaver flot ind og dejligt at pynte juletræ.
Men at støvsuge og vaske af er ikke på toplisten over hygge. Alligevel gør de fleste af os pænt og rent før juleaften, hvor vi spiser andesteg og risalamande.
I år skal den have en ekstra omgang. Corona er ikke en julegave, nogen af os ønsker. Naturligvis kan rengøring ikke udelukke smitte, men den kan trods alt forebygge lidt.
Almindelige rengøringsmidler er effektive nok, så du behøver ikke gå og spritte alle overflader, fortæller Anna Sass Andersen, som er teknisk og regulatorisk konsulent i Kosmetik- og hygiejnebranchen:
- Brug de rengøringsmidler, som du allerede har i dit skab derhjemme, og som du normalt gør dit hjem rent med.
- De indeholder de ingredienser og stoffer, som er nødvendige for at fjerne virus og bakterier, som kan gøre dig syg.
Disse steder skal du være opmærksom på
Det er vist kun de allermest ihærdige, som altid husker at gøre stikkontakter og håndtag rene.
Men vi skal huske at vaske det, Sundhedsstyrelsen kalder fælles kontaktpunkter, ordentlig og ofte af med vand og sæbe.
Det er ting, vi ofte rører ved, og som derfor også ofte skal have en gang sæbevand.
Det drejer sig blandt andet om: håndtag, gelændre, kontakter, trykknapper, tastaturer, mus, armlæn, bordkanter, vandhaner og toiletter.
Vask dette grundigt af
Kontaktsmitte er blevet et ord, der er brugt meget i 2021. Og den øges, hvis flere forskellige rører ved de samme ting i løbet af en dag.
Udover de faste ting i hjemmet som håndtag og vandhaner, så er er legetøj, køkkenredskaber og andre redskaber også noget, der skal sørges for at holde rent løbende.
Telefoner, tablets og computerskærme kan tørres af med desinficerende vådservietter.
Luft ud og vask tøj
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at vi regelmæssigt lufter ud i hjemmet, både i stuer og i soveværelser.
Tøj er ikke den store smittekilde, men det anbefales alligevel at vaske ofte. Tøj, som er tæt på ansigtet for eksempel halstørklæde og hue, skal vaskes på mindst 60 grader.
Håndklæder bør ikke bruges af alle. I stedet kan man hænge håndklæder op, så alle kun bruger sit eget. Eller håndklædet kan udskiftes med kraftige papirservietter i julen.
Husk også at skifte karklude ud regelmæssigt.
Og hvad med maden og smitten
Vi har skrevet et indlæg, om de forholdsregler du skal tage i julen, når I skal spise sammen.
Et af de vigtige råd er, at vi ikke har fælles kage- og slikskåle, men får portionsanrettet dem. det er også en god ide at portionsanrette maden, så vi ikke alle rører ved de samme fade og skåle.
Du kan læse alle de gode råd her: Fem gode råd til juleaften uden corona.
Sprit, sprit og atter sprit
Er der noget, vi er blevet gode til, så er det at vaske og spritte hænder.
Hav sprit på badeværelset, i køkkenet og gerne i entreen også, så er der hele tiden mulighed for at give hænderne en tur.
Du kan læse flere gode råd om rengøring på Sundhedsstyrelsens hjemmeside og på Kosmetik- og hygiejnebranchens hjemmeside.
Og så kan du også læse dette indlæg: Smitter corona gennem maden?
Del dine ideer og tanker med os andre her: