Her er min opskrift på porchetta på spyd, hvor den italienske rullesteg grilles mør i et rotisserie. En porchetta med super sprød svær.
Sådan en porchetta på spyd er noget af det allermest lækre, og sværen er virkelig et kapitel for sig.
Den bliver knasende sprød, og kødet er virkelig smagfuldt og mørt.
Du kan enten købe en færdig porchetta hos din slagter, eller lave den selv.
Du skal bruge cirka 1,8 kilo svineslag med svær, som du vender med kødsiden opad.
Krydr godt med salt og friskkværnet peber, og fordel grofthakkede hvidløg og timian over kødet.
Derefter rulles porchettaen stramt sammen, hvorefter den snøres med bomuldssnor. Sværere er det ikke.
Mængden her passer til cirka seks personer, og resten skæres i tynde skiver til pålæg.
Ingredienser til porchetta på spyd
1,8 kilo porchetta
Fremgangsmåde
- Porchettaen trækkes på et spyd til rotisserie, og monteres godt fast.
- Varm grillen op ved indirekte varme, og det må gerne være lige under de 200 grader. Uanset om det er gasgrill eller kuglegrill.
- Sæt porchettaen på rotisseriet og lad den nu snurre stille i cirka to timer. Det plejer at passe til en porchetta på denne størrelse.
- Stil eventuelt en drypbakke under den roterende porchetta, og hæld en smule vand i. Så har du en god sky til sovs. Fyld mere vand på undervejs hvis det koger tørt.
- Efter cirka to timer standser du det roterende spyd for at måle kernetemperaturen i kødet. Jeg foretrækker en kernetemperatur på cirka 75 grader i en porchetta, da den er noget fed i det, og derfor kan den tåle en højere kernetemperatur.
- Tag din porchetta af spydet og lad det hvile i 20 minutter på et skærebræt inden udskæring. Husk at fjerne snoren.
Sovs til porchetta på spyd
To spiseskefulde smør smeltes i en kasserolle, hvorefter en stor spiseskefuld hvedemel tilsættes.
Pisk rundt og pisk derefter skyen i. Pisk så mælk i indtil du har den rette konsistens, og smag til med salt, peber og lidt gastrik eller eddike. Anvend eventuelt også lidt sovsekulør.
Lignende opskrifter
Se også disse skønne opskrifter til rotisserie. Og få mere ud af dit grillspyd.
Opskriften i billeder
Her er den rå porchetta monteret på rotisserie, og er nu klar til stegning på det roterende spyd. Foto: Madensverden.dk.
Efter godt en times tid i grillen ser porchettaen sådan ud. Nu begynder sværen for alvor at blive sprød. Foto: Madensverden.dk.
Den færdiggrillede porchetta hviler, hvorefter den skæres ud i skiver. På grund af den sprøde svær kan det være lidt af en udfordring, men resultatet er fantastisk. Foto: Madensverden.dk.