Porchetta i gasgrill bliver super mør, og samtidig får du den sprødeste svær.
Stegetiden er to timer, og her har jeg grillet porchetta i min Weber Q3200.
Porchetta i gasgrill er efterhånden blevet en klassiker herhjemme.
Den italienske rullesteg med blandt andet rosmarin og hvidløg er meget nem at at lave, og her får du min opskrift på hvordan du laver den i grillen.
Porchetta bliver lavet af svineslag, som du så fylder med forskellige ting. Den kan varieres på mange måder.
Her har jeg dog købt en færdig rullesteg ved slagteren, og det er dog lidt nemmere. Og bestemt godt.
Porchetta er heller ikke blandt det dyreste kød, så du får faktisk også en del gæstemad for rimelige penge.
Hvordan får du så sprøde svær på porchetta i gasgrill? Giv sværene en omgang fint salt lige inden du vipper den i grillen – sprødere svær har du aldrig fået!
Du skal grille porchetta ved indirekte varme, hvor den midterste brænder er slukket. Du kan også lave den i en kuglegrill, og her gælder samme regel om indirekte varme – og en temperatur i grillen på lige omkring 200 grader.
Tilbehør til porchetta: Ovnbagte kartofler med balsamico og oregano
Du skal bruge – giver porchetta til 6 personer:
1,6 kilo porchetta
Lidt salt
Sådan laver du porchetta i gasgrill:
- Du skal grille porchettaen med kødsnoren på. Så tjek at rullestegen er godt snøret, og at sværene er skåret helt igennem. Ellers er de lidt sværere (!) at få helt sprøde.
- Find et fad eller en aluminiumsbakke frem, samt en rist der passer ned i den. Stil risten over fadet/bakken, og og læg porchettaen ned i den. Giv sværene en god omgang salt, og hæld lidt vand i fadet.
- Tænd din gasgrill op på fuld skrald med begge brændere, og varm grillen godt igennem. Når den når 250 grader, slukker du den midteste brænder (griller ved indirekte varme), og sætter fadet på risten på midten i grillen. Luk låget.
- Nu skal du holde en temperatur på lige omkring 200 grader de næste to timer.
- Tjek lige til din rullesteg en gang undervejs – du skal formentlig lige have fyldt lidt ekstra vand i fadet, så det ikke brænder på.
- Efter næsten to timer i gasgrillen, stikker du et stegetermometer i din porchetta. Den skal have en kernetemperatur på 75 grader. Grill videre hvis ikke stegen endnu har nået de 75 grader, men det plejer at passe med to timers stegetid
- Tag porchettaen af grillen, og lad den hvile i 15 minutter inden udskæring. Du må IKKE overdække den under hviletiden, da sværene så mister deres sprødhed!
Hvad synes du om denne opskrift?
Stem her
( stemmer)Din huskeliste
Under hver opskrift kan du tilføje den til din egen og personlige huskeliste, så du altid kan finde dine favoritter igen.
Hæld evt lidt rødvin/portvin og vand i foliebakken den sidste halve times tid, så kan du lave en konge sovs bagefter
Hej Dalager
Oh yeah – og man kan jo altid smage den til med lidt kalvefond 🙂
Bedste hilsner
Holger
Guffeliguf.dk