Min opskrift på pølsehornsdej til de bedste pølsehorn. Dejen er nem at arbejde med, og pølsehornene bliver bløde og luftige. Kan fryses.
Dette er en god og nem pølsehornsdej, der sikrer dig de bedste pølsehorn hver gang.
Dejen æltes hurtigt sammen, virkes op og derefter er den også nem at arbejde med når du skal lave pølsehornene.
Mælk kan i øvrigt erstattes med samme mængde kærnemælk, og kærnemælken giver pølsehornene en anelse mere syrlighed i smagen (lidt som surdej), og så holder de sig friske i længere tid.
Der skal selvfølgelig også pølse i et pølsehorn, og her kan du enten anvende brunch pølser, eller skære wiener- eller grillpølser ud i mindre stykker.
Se også: Pølsebrød - opskrift på nemme brød til pølser
Jeg plejer at dele en almindelig pølse i tre dele, så passer den med et almindeligt pølsehorn.
Under alle omstændigheder kan du her glæde dig til Danmarks bedste pølsehorn, for de er virkelig gode!
Opskriften med denne pølsehornsdej giver 32 pølsehorn.
Opskrift på pølsehorn
Ingredienser
- 200 gram mælk lun
- 50 gram gær
- 200 gram smør
- 2 æg
- 550 gram hvedemel
- 30 gram sukker
- 0,5 teske salt
- 11 pølser wienerpølser
- 0,5 deciliter mælk til pensling
- sesamfrø til pynt
Sådan gør du
- Lun mælken i en gryde eller mikroovn, men pas på den ikke bliver for varm. Kom mælken i skålen til din røremaskine med påmonteret dejkrog, og smuldr gæren i. Røres ud.
- Smør smeltes og kommes i sammen med æg.
- Kom derefter hvedemel, sukker og salt i, og ælt det sammen ved lav hastighed, hvorefter din pølsehornsdej æltes godt igennem ved middel hastighed i 7-8 minutter.
- Tag dejen ud på bordet, virk den op og lad den hvile i 20 minutter.
- Virk dejen hurtigt op igen. Dejen vejer knap 1200 gram, og nu deles den i fire lige store stykker på hver knap 300 gram.
- Rul hvert stykke ud til en cirkel, og del i otte lige store trekanten. Læg en lille pølse på den brede ende, og tril sammen. Læg spidsen under hvert pølsehorn, så den ikke bukker op under bagningen.
- Lægges på bageplade med bagepapir, og pensles med mælk. Drys også lidt sesam frø på.
- Lad pølsehornene hæve i ca. 45 minutter.
- Bages i en forvarmet ovn ved 200 °C varmluft i cirka 10-12 minutter. Klik her og stil et minutur med korrekt bagetid.
Se video til opskrift
Næringsindhold
Noter
De færdigbagte pølsehorn køles af, hvorefter de sagtens kan fryses ned.
De frosne pølsebrød tøes op, men de kan spises uden at blive varmet.
Eller varm dem evt. i mikroovn. Og du bliver glad for denne pølsehornsdej, der virkelig giver lækre pølsehorn.
Se også: Fransk hotdog brød opskrift - hjemmelavet og luftigt
Holdbarhed i køleskab?
Hvor lang tid kan pølsehorn opbevares i køleskabet?
Da pølsehorn jo indeholder pølser, skal de opbevares på køl.
Her er holdbarheden et par dage. Det bedste er dog at fryse pølsehornene ned, og så tage dem op efterhånden som de skal spises.
Se også: Pølseopskrifter - nemme og lækre opskrifter med pølse
Spørgsmål og svar
Hvor mange kalorier er der i pølsehorn?
Det afhænger blandt andet pølserne, med forvent at 100 gram pølsehorn indeholder omkring 250 kalorier.
Hvordan laver man langtidshævede pølsehorn?
Det er meget nemt. Anvend kold vand i dejen sammen med blot 8 gram gær. Lad dejen hæve i otte timer eller eventuelt natten over.
Hvad er pølsehorn?
Pølsehorn er en populær opskrift, hvor en pølse omvikles med dej, og derefter bages. Man har kendt til pølsehorn i flere hundrede år, men oprindelsen er ukendt.
Skriv din kommentar her: