Her får du den bedste opskrift på pizzadej med bageenzymer. En nem og virkelig god dej til pizza, som laves med den italienske tipo 00 hvedemel.
Flere af jer har efterspurgt en opskrift på pizzadej med bageenzymer, så den har jeg eksperimenteret lidt med.
Konklusionen er, at der faktisk ikke er den store forskel på en pizza med eller uden bageenzymer.
Måske giver pizzadej med bageenzymer en lidt mere sprød pizza, og holdbarheden dagen efter virker også til at være lidt bedre.
Det er jo relevant hvis du skal have en rest pizza med i madpakken.
Pizzadej uden enzymer
Så mens jeg bestemt synes du skal prøve at bage pizza med bageenzymer, så kan du samtidig sagtens anvende denne opskrift uden enzymerne.
Du får stadig en fantastisk lækker og sprød pizza.
Opskriften er beregnet til fire personer.
Det betyder, at du laver så mange pizzaer ud af af dejen som nødvendigt, men selv de helt tynde pizzaer mætter altså godt.
Læs mere om lunkent vand i brød her.
Ingredienser til pizzadej med bageenzymer
300 gram lunkent vand
5 gram gær
425 gram hvedemel tipo 00
7 gram bageenzymer
8 gram salt
3 spiseskefulde olivenolie
Fremgangsmåde
- Find skålen til din røremaskine frem og kom vandet i. Smuldr også gæren i og rør den ud med en ske.
- Sæt skålen på røremaskinen og montér dejkrogen.
- Vej tipo 00 hvedemel af sammen med bageenzymer og salt og ælt det gradvist ind i dejen sammen med olien.
- Dejen starter med at være lidt tynd i konsistensen, men den æltes sammen til den helt rigtige og elastiske konsistens. Så hav tålmodighed.
- Ælt din pizzadej i mindst 15 minutter ved middel hastighed - gerne fem minutter længere. Dejen er klar når den slipper siderne og hr samlet sig som en klump om dejkrogen.
- Tag pizzadejen op og virk den op. Det gør du ved at trække den aflang og derefter folde dejen ind under sig selv.
- Læg den i en meldrysset skål, og beklæd med husholdningsfilm og et viskestykke. Filmen gør at fugtigheden bevares i dejen.
- Lad din pizzadej med bageenzymer hæve i 2-3 timer på køkkenbordet.
- Tag dejen ud og del den i det antal pizzaer, som du ønsker at lave. Lad kuglerne ligge og hvile yderligere 15 minutter.
- Derefter er det blot at rulle pizzadejen ud i passende tykkelse, og derefter bage dem i ovnen ved 250 grader over- og undervarme. Helst på en bagesten.
Fyldet varierer du som du synes.
Bedre pizzaer har du aldrig fået. Med eller uden bageenzymer.
Har du erfaringer med pizzadej med bageenzymer, så del dem gerne med os andre i kommentarfeltet herunder.
Se også mine opskrifter på: