Pizza med asparges er en klassiker fra det italienske køkken, og her får du to opskrifter på aspargespizza, der begge er nemme at gå til.
Pizza med asparges er en favorit, når jeg laver pizza.
Jeg elsker de grønne asparges, og kan slet ikke få nok af dem, og heldigvis kan de også gå fint på en hjemmelavet aspargespizza.
Det er både simpelt og godt - og her får du lige to lidt forskellige opskrifter på den italienske aspargespizza.
Først den med pizzasauce - og uden ost.
Ingredienser til pizza med asparges
1 portion af min italienske pizzadej
1 portion af min pizzasauce
1 stort bundt grønne asparges
Tørret oregano
Rucola
Fremgangsmåde
- Lav pizzadej som anvist i linket - du får ikke en bedre dej til pizza!
- Forvarm ovnen til mindst 250 grader varmluft - gerne varmere, da pizzaer er bedst, når de bages ved HØJ varme!
- Rul pizza ud i ønsket størrelse - men ikke for tykke, da bunden så har sværere ved at blive sprød.
- Smør et tyndt lag pizzasauce på og drys med oregano.
- Knæk de grønne asparges af ved roden, pensl med olivenolie, og læg dem derefter på pizzaen. Så mange du orker at spise. Jeg laver den gerne uden ost, men vil du alligevel have dette på, er det nu det skal lægges på pizzaen. Brug revet ost eller mozzarella.
- Bag din aspargespizza i en MEGET varm ovn - gerne på en pizzasten eller bagestål indtil den er færdig - det tager typisk 8-10 minutter.
- Læg lidt rucola på den færdigbagte pizza med asparges - og nyd den straks.
Aspargespizza med ost
Det var den første opskrift på en lækker og hjemmelavet aspargespizza, men du kan også lave den på denne måde:
- Rul pizza ud i ønsket størrelse.
- Fordel revet ost, grønne asparges og parmesan på toppen. Du kan med fordel lige pensle asparges med olivenolie inden. Pensl også kanten på pizzaen med olie, og til denne opskrift anvendes altså ikke pizzasauce.
- Bages ved høj varme i cirka 10-12 minutter - og pyntes med rucola inden servering.
Se også mine opskrifter på:
Pizza Margherita på hel bageplade
Comments
No Comments