Her er den bedste opskrift på pandekager med hjemmelavet is, der serveres med råsyltede jordbær. Rigtig sommermad, som alle elsker.
Til pandekager med hjemmelavet is til seks personer skal du bruge:
Vaniljeisen laver du af
150 gram flormelis
4 pasteuriserede æggeblommer
3 pasteuriserede æggehvider
Kornene fra 1 vaniljestang
5 deciliter fløde
De lækre pandekager laves af
4 deciliter mælk
175 gram hvedemel
3 æg
2 teskefulde økologisk rørsukker
2 teskefulde vaniljesukker
1 teskefuld bagepulver
1 spiseskefuld citronsaft
1 spiseskefuld olie
En halv teskefuld kardemomme
En halv teskefuld fint salt
Til de råsyltede jordbær skal du bruge
250 gram nye, danske jordbær
2 spiseskefulde økologisk rørsukker
Se her hvordan du laver en god vaniljeis uden ismaskine
Sådan laver du pandekager med hjemmelavet is og jordbær:
- Start med isen, da den jo skal fryses. Kom æggehviderne i en skål og æggeblommerne i en anden. Fordel flormelis ligeligt i de to skåle. Skrab kornene ud af vaniljestangen, og kom dem i skålen med æggeblommerne.
- Pisk nu æggeblommerne luftige, æggehviderne stive - og i en tredje skål pisker du flødeskummet stift.
- Bland nu forsigtigt de piskede æggeblommer sammen med flødeskummet, og derefter vender du æggehviderne i. Vend det rundt med stor forsigtighed med en dejskraber.
- Kom iscremen i en form, og frys din hjemmelavede vaniljeis i mindst fire timer.
- Verdens bedste pandekager laver du ved at blande hvedemel og salt, og derefter pisker du gradvist mælken ind. På den måde undgår du klumper i pandekagedejen.
- Pisk så æggene i dejen et ad gangen, og til sidst pisker du de øvrige ingredienser ind i pandekagedejen. Sæt den så i køleskabet i en halv time.
- Bag pandekagerne på en varm pande med lidt smør, men lav dem ikke for tykke. Pandekagedejen er tilpas tynd, og sådan skal den være.
- Råsyltede jordbær laver du ved, at rengøre jordbærrene, del dem i halve eller kvarte, og vend dem med lidt rørsukker. Lad det trække 5-10 minutter.
Anret så dine pandekager med hjemmelavet is og råsyltede jordbær.
Se også pandekager.dk, der er Danmarks store side med alle de bedste pandekageopskrifter.