Halvdelen af ingredienserne i Pågen Vanillas er tilsætningsstoffer som konserveringsmidler, farvestoffer, stabiliseringsmidler samt aroma.
Pågen Vanillas er (ifølge Pågen) "små, bløde boller fyldt med lækker vaniljecreme - lige til at hapse når man er sulten for sjov".
Det lyder jo lækkert og nemt, men hvad indeholder de egentligt?
Svarer indholdet til en hjemmelavet bolle med vaniljecreme eller har tilsætnings- og aromastoffer overtaget ingredienslisten?
Hvad indeholder de?
Ingredienslisten på Pågen Vanillas er lang. Betydeligt længere, end hvis man skulle bage dem selv.
Helt præcist indeholder de 28 forskellige ingredienser, hvoraf 14 er tilsætningsstoffer og aroma.
Halvdelen af ingredienserne er altså konserveringsmidler, farvestoffer, stabiliseringsmidler, surhedsregulerende midler, emulgeringsmiddel, aromastoffer osv.
Her kan du se den fulde liste over ingredienser i Pågen Vanillas:
Hvedemel, vand, glukose- og fruktosesirup, sukker, vegetabilsk olie (raps, kokos), kærne- og skummetmælk, æg, modificeret stivelse (kartoffel), bygmalt, gær, salt, bagepulver (E450, E500), vegetabilsk emulgeringsmiddel (E471), surhedsregulerende middel (E330, E332), farvestoffer (E171, E160a), stabiliseringsmiddel (E460, E466), konserveringsmiddel (E200, E202, E282), naturlig vaniljearoma, vaniljearoma.
3 slags konserveringsmiddel
Hvedebollerne fra Pågen indeholder hele tre forskellige konserveringsmidler: E200, E202 og E282.
To af disse stoffer er på Fødevarestyrelsens liste over tilsætningsstoffer, der kan give overfølsomhed, nemlig E200 og E202.
Konserveringsmidler tilsættes til mad for at forhindre uønsket vækst af bakterier samt gær- og skimmelsvampe (mug). Industrielt fremstillet brød og kage har gerne en lang holdbarhed, hvorfor der ofte tilsættes konserveringsmidler.
Overfølsomhed over for tilsætningsstoffer er dog sjælden.
Kalorier og sukker som kage
Selvom Pågens Vanillas kan ligne en almidelig hvedebolle, så er den hverken kalorie- eller sukkerfattig.
Kalorieindholdet er 380 kcal per 100 gram, hvilket svarer til mængden af kalorier i mange kager.
Samtidig er en fjerdedel af indholdet sukker med et sukkerindhold på 22 procent.
Kalorie- og sukkermæssigt svarer det altså til at spise en kage.
Langt fra hjemmelavet
De små hvedeboller med vaniljecreme er altså langt fra en hjemmelavet version.
Naturlige råvarer må kæmpe om pladsen med den lange række af tilsætningsstoffer - og det afspejler sig i smagen.
Konsistensen er underlig gummiagtig på både bolle og creme og duften minder umiskendeligt om Pågens kanelgifler, blot med en stærk vaniljearoma ind over.
Har du tid og lyst, er det slet ikke svært at bage nogle gode hvedeboller med vaniljecreme selv. her får du opskriften:
Wienerboller - opskrift på nemme boller med fyld
Kilder: Fødevarestyrelsen, pagen.dk
Få mere viden om fødevarer her:
Del dine ideer og tanker med os andre her: