Sådan laver du hurtigt nemme og velsmagende små bådkartofler eller kartoffelbåde. Kartoflerne skal ikke skrælles, da du så mister en del vitaminer.
Der er ingen grund til at smide masser af penge efter færdige bådkartofler på frost.
Det er nemlig meget nemt og hurtigt at lave sine egne kartoffelbåde, og så sparer du også din krop for de fedtstoffer som kartoffelfabrikkerne bager deres kartoffelbåde i.
Skal man skrælle kartoflerne til bådkartoflerne? Nej, det synes jeg bestemt ikke man skal. Der sidder nemlig masser af vitaminer lige under skrællen, og dem kan vi lige godt putte i kroppen fremfor i skraldespanden.
Du skal blot vaske kartoflerne grundigt, og så er der bestemt ingen grund til at fjerne skrællen.
Til bådkartofler til fire personer skal du bruge:
600 gram vaskede kartofler med skræl
1 teskefuld salt
3 spiseskefulde olivenolie
Krydderi efter eget valg - vælg en eller flere:
2 teskefulde paprika
2 spiseskefulde balsamico
2 teskefulde tørret oregano
2 teskefulde tørret timian
1 teskefuld løgpulver
1 teskefuld tørret chili
2 pressede fed hvidløg
Bagetid for bådkartofler/kartoffelbåde er 30 minutter ved 190 grader varmluft
Sådan laver du de bedste bådkartofler:
Vask og skrub kartoflerne grundigt, og tjek at de er fri for jord. Skær dem i små både, og læg dem op i et ildfast fad.
Fadet skal helst være så stort, at de kartoffelbådene ikke ligger for meget i lag.
Giv dem en slat olivenolie og og lidt salt.
Nu kan du så krydre dem med du synes. Bådkartoflerne på billedet har desuden fået et par teskefulde oregano, to spiseskefulde balsamico og en teskefuld løgpulver.
Vend kartoflerne godt rundt med hænderne, fordel dem jævnt ud i fadet.
Tænd ovnen på 190 grader varmluft, og bag nu bådkartoflerne i 30 minutter.
Halvvejs er det godt at vende dem rundt, så de bliver sprøde på alle sider.
Servér kartoffelbådene varme til en god bøf med whiskysauce, en grillet culotte eller andet oksekød.