Her får du en lækker opskrift på orientalsk kylling, som du kan lave på ca. 20 minutter. Retten er med ananas, peberfrugt og en krydret karrysauce.
Orientalsk kylling er en lækker hverdagsret, som du kan lave på omkring 20 minutter, og retten smager fremragende.
Den asiatisk inspirerede kyllingeret laves nemt med kyllingebryst, der skæres i strimler, og dertil kommes ananas i mindre stykker, peberfrugt og karry.
Jeg plejer at lave orientalsk kylling med kokosmælk, men hvis ikke du er så vild med kokosmælk, kan den nemt erstattes med fløde.
Se også: Kylling i karry - nem opskrift på 25 minutter med ris
Opskriften er beregnet som en hovedret til fire personer, hvor der naturligvis serveres ris til.
Opskrift på orientalsk kylling
Ingredienser
- 400 gram kyllingebryst filet i tynde strimler
- 1-2 rødløg finthakkede
- 3 fed hvidløg finthakkede
- 1 rød peberfrugt i små tern
- 2 teskefulde karry eller så meget karry du ønsker
- 1 teskefuld curry mango fra Santa Maria, kan erstattes af alm. karry
- 2 spiseskefulde ingefær finthakket
- 2 deciliter vand
- 1 terning bouillon gerne høns
- 1 dåse ananas lille eller stor dåse - det er op til dig, kan også undlades
- 1 dåse kokosmælk
- 3 teskefulde Maizena udrøres i en smule vand
- 1 håndfuld bredbladet persille hakket
- 1 lime saften fra limefrugten
- salt og friskkværnet peber
- 300 gram ris til fire personer
Sådan gør du
- Kyllingekødet skæres i tynde strimler og steges ved høj varme i 3-4 minutter i en stor stegepande. Må gerne få lidt stegeskorpe.
- Tilsæt derefter rødløg og hvidløg, og lad det sautere med et minuts tid.
- Derefter tilsættes peberfrugt, karry, curry mango og friskrevet ingefær. Jeg plejer at bruge en mellemstor knold ingefær, men anvend mængde som du synes. Ingefæren skrælles først.
- Kom så vand ved sammen med bouillonterning, ananas i mindre stykker og kokosmælk.
- Retten med orientalsk kylling skal nu simre mens du koger ris. Cirka 10-15 minutter.
- Jævn karryretten med lidt Maizena, der udrøres i en smule vand.
- Smag den asiatisk inspirerede kyllingeret til med lidt friskpresset limesaft, salt og peber. Der kan også kommes lidt mere karry i.
Næringsindhold
Tips
Orientalsk kylling serveres straks sammen med de kogte ris. Her foretrækker jeg basmati ris, men det er op til dig.
Comments
No Comments