Varme hveder med bagepulver er hurtige hvedeknopper til St. Bededag, da du sparer en masse tid til hævning af hvederne og de smager fremragende.
Du kan sagtens bage hurtige varme hveder med bagepulver, der er klar på en halv times tid.
Ved at bruge bagepulver i stedet for gær sparer du nemlig hævetiden, og derfor er hvederne klar på kort tid.
Og selvom de er uden gær, så smager de fantastisk.
Opskriften giver 16 varme hveder med bagepulver.
Ingredienser til varme hveder med bagepulver
3 deciliter sødmælk
75 gram smør
1 teskefuld fint salt
1 spiseskefuld økologisk rørsukker
6 teskefulde bagepulver
1 teskefuld kardemomme
1,5 pasteuriseret æggehvide
50 gram kartoffelmel
450 gram hvedemel
Til penslning af varme hveder
2 pasteuriserede æggeblommer
4 spiseskefulde mælk
Bagetid
Bagetid for varme hveder med bagepulver: 18-20 minutter ved 200 grader varmluft
Fremgangsmåde
- Find en kasserolle frem, og smelt smørret i sødmælken.
- Hæld mælken i skålen til din røremaskine, og æggehviden med.
- I en anden skål blander du hvedemelet med bagepulver, kardemomme, rørsukker, salt og kartoffelmel.
- Pisk nu melblandingen gradvist ind i dejen, og lad maskinen ælte indtil dejen er godt samlet.
- Find en bageplade frem, og beklæd den med bagepapir, som du også drysser med en smule hvedemel.
- Del dejen i 16 lige store stykker, og tril 16 boller.
- Sæt dem tæt på bagepladen - cirka med en centimeters afstand i rækker med fire i hver. Det er jo meningen, at de varme hveder skal hæve og bage sammen 🙂
- Pensl hvederne med sammenpisket æggeblommer og mælk,
- Bag så hvedeknopperne i cirka 18-20 minutter ved 200 grader varmluft.
Lad hvederne svale af på en rist.
Ved servering flækker du hvederne i to halvdele, og bager dem hurtigt ved 250 grader varmluft i ovnen, så de bliver sprøde og gyldne.
Giv dem så et lag smør, og så er du klar med varme hveder til St. Bededag.
Se også mine opskrifter på: