Du skal prøve denne opskrift på omelet med kartoffelchips, der ikke kun giver en sprød omelet, men den er også både lækker og perfekt saltet.
Her kan du se hvordan du laver en nem og lækker omelet med kartoffelchips.
Det lyder måske umiddelbart som en lidt underlig kombination, men det smager altså virkelig godt.
Omelet fra elBulli
Omeletten er inspireret af en opskrift fra den verdenskendte kok Ferran Adriá.
Han er ikke hr. hvemsomhelst, men har været chefkok i verdens bedste restaurant, nemlig den berømte elBulli i Spanien.
Omelet med kartoffelchips er faktisk en af de retter, som personalet har spist til hverdag, og den er god både som morgenmad og til frokost.
Fordi kartoffelchips er meget saltet, skal du ikke tilføre yderligere salt til omeletten.
Opskriften er beregnet pr. person, så du skal blot gange op når du laver til flere.
Ingredienser til omelet med kartoffelchips
2 store æg
Lidt olie
1 lille håndfuld kartoffelchips
Fremgangsmåde
- Slå de to æg ud i en skål og pisk det godt sammen, Brug et almindeligt piskeris, og pisk så æggemassen bliver lidt luftig i det.
- Kom forsigtigt en lille håndfuld chips ned i æggemassen, men pas på de ikke går i stykker. Vend det helt forsigtigt rundt, og lad chipsene stå og trække et lille minuts tid i æggene.
- Varm en teflonpande godt op.
- Kom en stor spiseskefuld olivenolie på panden, og hæld derefter forsigtigt æggemassen med kartoffelchips på.
- Løsn forsigtigt omeletten hele vejen rundt og skrab lidt rundt i den, men uden at være for voldsom.
- Steg den først et minuts tid på den ene side, hvorefter du vender den om. Det gør du ved forsigtigt at lægge en tallerken ovenpå panden, og med et snuptag vende pande og tallerken rundt.
- Kom en smule olie mere på panden, og lad omeletten glide ned på panden, hvor den steges færdig i et lille halvt minut på den anden side.
Servering
Den færdigbagte omelet med kartoffelchips serveres straks.
Eventuelt sammen med lidt rugbrød, friskhakket purløg og små tomater. Perfekt til morgenbordet eller frokost.
Se også mine opskrifter på: