Se her hvordan du laver en nem italiensk chokoladekage, hvor dejen er med smeltet chokolade. Chokoladekagen nydes med is eller flødeskum og friske bær.
En italiensk chokoladekage er lavet med mørk chokolade, der smeltes med smør og røres ind i dejen.
Chokoladekagen er ret simpel, og nem at bage. Der bruges blot få ingredienser, og den færdige chokoladekage pyntes med sigtet kakao.
Den italienske chokoladekage er god som dessert, hvor den nydes med en lækker vaniljeis og friske bær. Den kan også serveres med en letpisket flødeskum.
Opskriften giver en chokoladekage til fire personer.
Ingredienser til italiensk chokoladekage
100 gram mørk chokolade med en kakaoprocent på 70
50 gram smør
150 gram sukker
3 æg
100 gram hvedemel
Et lille nip salt
Sådan laver du italiensk chokoladekage
- Chokoladen hakkes i grove stykker og kommes i en kasserolle. Kom også smørret ved.
- Smelt chokolade og smør ved lav varme, og rør det godt sammen. Stil til side.
- Vej sukker af i en skål og kom æggene i. Pisk det luftigt med en håndpisker.
- Hvedemel og et lille nip salt blandes sammen, og vendes derefter forsigtigt i æggemassen. Brug gerne en dejskraber og pas ikke slå for meget luft ud af dejen.
- Vend derefter den smeltede chokolade og smør i chokoladekagedejen, og fortsæt indtil dejen er jævn og glat. Men stadig med en vis forsigtighed.
- Beklæd en form med bagepapir - formen må gerne være omkring 14 gange 20 centimeter eller lignende størrelse. Drys bunden med lidt sukker.
- Fordel forsigtigt dejen i formen.
- Bag den italienske chokoladekage ved 170 grader almindelig luft, og her skal den have 20 minutter. Ikke længere, da kagen så kan blive tør.
- Sigt lidt kakao over chokoladekagen, når den lige er kommet ud af ovnen.
Lad kagen køle lidt af, og server den derefter med hjemmelavet is eller letpisket flødeskum og friske bær.
Laves dagen før?
Rigtig mange spørger ofte, om man kan lave chokoladekagen dagen før?
Og det har blandt andet Susie Anker gjort, og hun er kommet med følgende tilbagemelding:
"I forbindelse med min datters konfirmation i maj måned, forespurgte jeg om, hvorvidt det var muligt at bage den Italienske chokoladekage et par dage før. Du skrev retur, at kagen ville være bedst samme dag den blev bagt.
Jeg vil blot orienterer dig om, at kagen smagte faktisk bedre på andendagen hvis man lod den ligge i bagepapiret og efterfølgende i en frostpose. Hold da - der var faktisk ikke nok kage, selvom jeg havde bagt til 60 personer og vi reelt kun var 35. Så det var et hit. Så man kan roligt lave den dagen før den skal serveres, lyder det fra Susie Anker."
Det er hermed givet videre, og du kan roligt bage chokoladekagen dagen før.