Nem og lækker opskrift på alletiders mumse chokoladekage i halv eller hel bradepande. Nok Danmarks mest populære kage at bage derhjemme.
Alletiders mumse chokoladekage er en af de mest populære og bedste kageopskrifter i Danmark, og den er nem at lave i en stor eller mindre bradepande.
Her får du en både nem, svampet og luksus kage, der smager himmelsk godt. Den bages med kakao, men du kan også komme rigtig chokolade i, hvis du mere er til det.
Dejen er hurtig at røre sammen, og så er det bare at vente mens den bages færdig i ovnen.
Opskriften er beregnet til mindst 10 personer, og i min video kan du se, hvordan du nemt bager kagen i en mindre bradepande på ca. 33 gange 23 centimeter. Den har i øvrigt en rigtig god holdbarhed.
Verdens bedste chokoladekage kan sagtens laves i en hel bradepande, og så passer den eksempelvis til en fødselsdag med mange gæster. Her laver du en dobbelt portion dej, som fordeles i en stor bradepande, der passer til din ovn.
Du kan med fordel beklæde bagepladen med bagepapir. Brug evt. to stykker bagepapir, og pensl overlappet med lidt æg. Bagepapiret skal dække kanterne. God bagelyst.
Se også disse opskrifter:
Opskrift på chokoladekage
Chokoladekage
Ingredienser
- 150 g smør
- 60 g kakao
- 250 g hvedemel
- 300 g sukker
- 1 tsk bagepulver
- 1 tsk natron
- 1 nip salt
- 250 g vand
- 2 æg
Glasur
- 50 g sødmælk
- 25 g kakao
- 200 g flormelis
- 2 tsk kanel
- 50 g smør - meget blødt
Fremgangsmåde
- Forvarm ovnen til 170 grader varmluft.
- Vej smør af i en lille gryde og smelt det derefter ved lav varme.
- Rør derefter kakao ud i smørret.
- Hvedemel vejes af i en stor skål sammen med sukker, bagepulver, natron og en smule salt. Du kan med fordel sigte de tørre ingredienser.
- Tilsæt derefter vand og æg til de tørre ingredienser, og pisk det samme med en el-pisker. Tilsæt også det smeltede smør og kakao, og pisk til en ensartet dej.
- Beklæd en bradepande (cirka 33 gange 23 centimeter) med bagepapir, og fordel dejen i den.
- Alletiders mumse chokoladekage bages nu i 35 minutter på næstnederste rille, hvorefter den køles af.
- Imens lunes sødmælk til glasur. Det må ikke koge, men skal blot varmes op.
- Vej kakao af sammen med flormelis, og bland kanel i. Rør det sammen med den varme mælk og smør (skal være meget blødt), og rør indtil glasuren er blank.
- Hæld glasuren over chokoladekagen, og lad igen kagen hvile indtil glasuren er stivnet.
Få tilsendt opskriften på mail
Næringsindhold
Video
Tips
Den færdigbagte kage skæres ud i passende stykker, men lad dem ikke være for små.
Kagen og opskriften kommer Helle Brodt Hansen i Sorø, og jeg har fået lov til at bringe opskriften her på Madens Verden. Faktisk er opskriften fra Helles farfar, der havde en bagerbutik, og resten er, som man siger, historie.
Navnet "alletiders mumse chokoladekage" skyldes egentlig Helle Brodt Hansens storebror. Han syntes nemlig at kagen var "mums", og derfra kommer så navnet på den populære kage.
Kagen her er lavet med vand, men du kan også bage en lækker chokolade kage med kærnemælk, som en del bagere anvender i deres opskrift. Det øger blandt andet holdbarheden i en kage. Generelt er holdbarheden dog rigtig fin på kagen, som sagtens holder sig frisk i flere dage.
Kan man fryse chokoladekage?
Svaret er ja. Chokoladekagen er fremragende at fryse ned. Faktisk synes jeg at kagen ofte bliver endnu bedre af det, så du skal ikke være nervøs for at komme den færdigbagte kage i fryseren.
Du skal vente til kagen er kølet helt af, og derefter pakkes kagen ind i husholdningsfilm og et stykke alufolie. Læg derefter kagen på frost. Når du så skal bruge kagen, tages den op en lille times tid før den skal på bordet.
Pak kagen ud og lad den stå ved stuetemperatur i cirka 45 minutter, for så er den helt perfekt at servere.
Chokoladekage i airfryer
Kagen kan selvfølgelig også bages i en airfryer, hvis du er så heldig at have sådan en.
Her får du opskriften på chokoladekage i airfryer.
Uden hvedemel
Vidste du, at du også kan lave den bedste chokoladekage uden mel? Den kaldes også for Gateau Marcel, og er opfundet af kokken Michel Michaud, der har huseret på Mols i mange år. Michel Michaud er i øvrigt en rigtig Michelin-kok, så han kan sit kram.
Gateau Marcel er som sagt en kage uden mel, men den smager altså vanvittig godt. Og den er god til glutenallergikere.
Hvor meget kakao og chokolade må man spise?
Både kakao og chokolade er lækkert, også i en kage som denne.
Men generelt råder Fødevarestyrelsen til, at man nyder kakao og chokolade med måde.
Advarslen skyldes mængden af cadmium, der blandt andet findes i netop i disse produkter. Især i mørk chokolade kan mængden af cadmium være højt.
Cadmium oplagres i nyrerne, og et for højt indhold kan i værste fald medføre skader på nyrerne. Og halveringstiden er mellem 10 og 30 år, så det tager lang tid at få det ud af kroppen.
Mørk chokoladekage med chokolade
Du kan også bage en mere mørk chokoladekage med chokolade, der mere er tæt i smagen og fyldt med den bedste, mørke chokolade.
Du skal blot bruge få ingredienser, men en af dem er masser af mørk chokolade. Faktisk skal der hele 200 gram chokolade i kagen, og det giver den helt rette og intense smag af chokoladekage.
Jeg plejer at bruge en mørk chokolade med en kakaoprocent på 70, og det vil jeg også anbefale dig at gøre. Så er chokoladekagen tilpas mørk og bitter, uden det bliver for meget.
Kagen er perfekt som dessertkage, hvor den serveres i mindre stykker. Gerne sammen med en hjemmelavet panna cotta. Opskriften er til seks personer.
Du skal bruge
150 g blødt smør
125 g sukker
15 g vaniljesukker
3 æg
50 g hvedemel
200 g mørk chokolade
Sådan gør du
- Forvarm ovnen til 150 grader over- og undervarme.
- Den mørke chokoladekage er nemmest at røre sammen i røremaskinen, hvor du anvender piskeris. Du kan også bruge en almindelig elpisker.
- Blødt smør kommes i skålen og piskes hvidt sammen med sukker. Pisk derefter vaniljesukker i.
- Så piskes æggene godt ind i dejen, hvor du pisker ét æg i ad gangen.
- Tilsæt gradvist hvedemel, så du får en let og luftig dej.
- Chokoladen smeltes i en gryde ved lav varme eller i mikroovn.
- Tag skålen med dejen af røremaskinen, og vend forsigtigt den smeltede chokolade i. Vend rundt indtil dejen er samlet.
- Beklæd en lille bradepande (ca. 18 x 22 centimeter) med bagepapir, og fordel dejen til chokoladekagen i den.
- Stil chokoladekagen ind i ovnen, hvor den skal bages omkring 30 minutter. Måske nogle minutter mere.
Den mørke chokoladekage med chokolade tages ud af ovnen og køler en smule ned.
Kom en stor spiseskefuld kakao i en sigte, og sigt det ud over kagen. Derefter er den klar til servering, og den passer perfekt til en dessert sammen med panna cotta eller bare lidt friske bær og frugt.
Italiensk chokoladekage
En italiensk chokoladekage er lavet med mørk chokolade, der smeltes med smør og røres ind i dejen.
Den er god som dessert, hvor den nydes med en lækker vaniljeis og friske bær. Den kan også serveres med en letpisket flødeskum. Til 4 personer.
100 g mørk chokolade - med en kakaoprocent på 70
50 g smør
150 g sukker
3 æg
100 g hvedemel
1 nip salt
- Chokolade hakkes i grove stykker og kommes i en kasserolle. Kom også smørret ved.
- Smelt chokolade og smør ved lav varme, og rør det godt sammen. Stil til side.
- Vej sukker af i en skål og kom æggene i. Pisk det luftigt med en håndpisker.
- Hvedemel og et lille nip salt blandes sammen, og vendes derefter forsigtigt i æggemassen. Brug gerne en dejskraber og pas på med, at slå for meget luft ud af dejen.
- Vend derefter den smeltede chokolade og smør i chokoladekagedejen, og fortsæt indtil dejen er jævn og glat. Men stadig med en vis forsigtighed.
- Beklæd en form med bagepapir – formen må gerne være omkring 14 gange 20 centimeter eller lignende størrelse. Drys bunden med lidt sukker.
- Fordel forsigtigt dejen i formen.
- Italiensk chokoladekage med chokolade bages ved 170 grader almindelig over- og undervarme, og bagetiden er 20 minutter. Ikke længere, da kagen så kan blive tør.
Kagen sigtes med lidt kakao, når den lige er kommet ud af ovnen.
Hvad er chokoladekage?
- En blød, saftig kage med kakao eller smeltet chokolade i dejen.
- Findes i mange versioner: svampet, brownie-agtig, luftig, glutenfri, vegansk osv.
- Kan bages i bradepande, springform eller som muffins.
- Perfekt til fødselsdage, eftermiddagshygge, dessert – eller bare fordi.
Historie og sjove fakta
- Chokoladekage blev populær i 1800-tallet, da kakaopulver og bagepulver blev almindelige i bagning.
- Den første “moderne” chokoladekageopskrift blev trykt i USA i 1886.
- Mange lande har deres egne versioner:
- USA: brownie, devil’s food cake
- Tyskland: Sachertorte
- Danmark: bradepandekage med glasur og kokos
- Kakao menes at stimulere lykkehormonerne dopamin og serotonin – måske derfor vi elsker den så meget!
Varianter du måske kender (og elsker)
- Fødselsdagskage med glasur
- Brownie – tung og intens chokoladesmag
- Chokolademuffins – små og svampede
- Lava cake – med flydende chokolade i midten 🤤
- Chokoladekage med kaffe eller appelsin – for ekstra dybde
- Vegansk chokoladekage – med fx banan, plantemælk og kokosolie
Tips til den perfekte chokoladekage
- Brug ægte mørk chokolade for mere intens smag.
- Tilsæt lidt salt eller espresso – det fremhæver chokoladen!
- Bag ikke for længe – hellere lidt under end tør.
- Vil du have den ultra-saftig? Tilsæt lidt yoghurt, kærnemælk eller revet squash i dejen!
Typiske spørgsmål om chokoladekage
Laver du en dobbelt portion af denne chokoladekage i en hel bradepande på ca. 35 gange 40 centimeter, så er der kage nok til i hvertfald 25 personer. Men det afhænger selvfølgelig af kagesulten.
Du kan sagtens bage chokoladekagen dagen før den skal serveres. Faktisk bliver den kun bedre af det, så det vil jeg klart anbefale.
Ja, kagen kan sagtens serveres uden glasur. Det er en svampet og lækker chokoladekage, og den kan fint spises uden glasur på toppen.
Det bedste er at pakke rester af chokoladekagen ind i en plastikpose, og derefter blot opbevare kagen ved stuetemperatur. Her holder den sig fin og frisk i op til 5 dage. Uden at blive tør. Når du ikke at spise kagen inden da, kan du med fordel komme den i fryseren.
Du kan sagtens fryse rester af chokoladekagen ned. Det er en god idé at skære den ud i passende stykker inden turen i fryseren, så du altid kan tage et stykke op.
Det bedste er at lade kagen tø op ved stuetemperatur. Så tag et stykke kage op, læg den på en tallerken på køkkenbordet, og efter en time chokoladekagen klar til servering.
Kagen er bedst med smør, men du kan udskifte smørret med olie og ellers blot følge opskriften. Her skal du lige omregne lidt, da 100 gram smør svarer til 85 gram olie.
- Ingen reklamer og annoncer
- Gratis app uden annoncer
- 5% rabat på Madens Verdens kogebøger
- Adgang til den populære favoritliste
- Adgang til at printe opskrifterne
- Kæmpe tak fordi du bakker op om Madens Verden
Dorit christensen
Jeg har bagt alletiders mumse chokoladekage. Hvad skal man gøre for at undgå at kagen hæver på midten, og således er vanskelig at skære ud i pæne ensartede stykker. Jeg har forsøgt både i bradepande og rund springform.