Ny madplan til uge 9 med masser af inspiration og spændende retter til aftensmad. Med lækker weekendmad, ugens fiskeret og meget mere.
Velkommen til min madplan til uge 9 med velsmagende retter til hele ugen.
Der er aftensmad for enhver smag, og som altid med de faste elementer som en lækker weekendmad, ugens fisk (den bliver du glad for i denne uge) og ugens kage.
Så god fornøjelse med denne madplan, og det er naturligvis tilladt at skifte nogle af retterne ud som man synes.
Mandag: Karbonader i ovn
Vi lægger ud i uge 9 med en opskrift fra mormors køkken. Nemlig gode, danske karbonader, der dog her er lavet i ovnen. Karbonaderne serveres naturligvis stuvede ærter og gulerødder, og det er en af de retter, som man hver gang glemmer, hvor godt den faktisk smager.
Opskrift på karbonader i ovn (med billeder)
Tirsdag: Kyllingebryst med frossen spinat
Tirsdagens mad er en meget nem ret med kyllingebryst og frossen spinat. Hele retten laves i et fad, og det smager super godt.
Kyllingebryst med frossen spinat og gulerødder i fad
Onsdag: Smørrebrød med fiskefilet
Mange elsker ugens fiskedag, mens andre hellere springer over. Og det er helt ok. Men i denne uge tror jeg de fleste kan være med, for det er nemlig et stykke smørrebrød med fiskefilet. Og jo, det er faktisk en rigtig fin aftensmad.
Smørrebrød med fiskefilet (smørstegt rødspætte)
Torsdag: Jordskokkesuppe
Jeg elsker jordskokker. De her skønne rodfrugter med en lækker smag af nødder, og så er de nemme at tilberede. Her er det en velsmagende jordskokkesuppe, og den serverer du med lidt brød til, og så er du mæt og tilfreds.
Jordskokkesuppe - suppe med jordskokker
Fredag: Nemme fajitas med kylling og peberfrugt
Med denne opskrift har det aldrig været nemmere og mere velsmagende at lave de mexicanske fajitas. Her med kylling og masser af peberfrugt, og det er altså lækker fredagsmad til hele familien.
Fajitas med kylling og peberfrugt lavet i fad i ovn
Lørdag: Italienske kødruller
Så er der lørdagsmad i uge 9, og det er med disse skønne italienske kødruller. En italiensk variant af benløse fugle, men her hvor rullerne fyldes med pesto og omvikles med parmaskinke. Serveres eks. med braiserede rodfrugter og en lækker salat med olie og eddikedressing.
Italienske kødruller med pesto og parmaskinke
Søndag: Svensk pølseret
Vi runder ugen af med en rigtig klassiker, den populære svenske pølseret. Super nem at lave og skøn søndagsmad.
Svensk pølseret - den bedste opskrift på en børnefamilie klassiker
Ugens kage: Verdens nemmeste jordbærkage
Jo jo, jeg ved godt der ikke er danske jordbær endnu, men så må vi nøjes med de udenlandske. Det lugter dog lidt af forår, og med denne jordbærkage har du en fortrinlig kage på ingen tid. Den er god!