Madaffald er de fleste bekendt med og mange sorterer allerede. Det kan dog være svært at gøre det rigtigt, så her får du det store overblik.
Madaffald skal sorteres. Det ved vi. Men hvor kan det være forvirrende. Er kaffegrums madaffald? Og hvad med råt kød eller æggeskaller? Er der overhovedet nogle madvarer, som ikke må komme i bioposerne eller biokurvene?
Her får du et overblik over, hvad der må komme i poserne med madaffald. Samtidig kan du se, hvad dit madaffald bliver brugt til. Og så skal du huske at bruge grønne bioposer til det mad, du smider ud. De kan bestilles gennem den kommune, du bor i.
Dette skal sorteres som madaffald
Nu har tændstikker ikke noget med mad at gøre - udover at man kan bruge dem til at tænde op i grillen. Alligevel er det en af de ting, man godt må smide ud som madaffald.
Til gengæld skal mad- og drikkevarer i emballage sorteres som almindeligt restskrald, da selve emballagen som poser og kartoner ikke må komme i bioposen.
Her kan du se, hvad der er ok at smide i madaffalds-posen:
- Madaffald, som ikke er i emballage
- Alle slags frugter og grøntsager
- Brød
- Morgenmadsprodukter, gryn og kerner
- Kød, ben og knogler uanset, om de stammer fra fisk, firbenede dyr eller fjerkræ, skaldyr
- Æg samt æggeskaller
- Kaffe- og tefiltre, køkkenrulle og blomster fra en buket
- Oste og mælkeprodukter
- Tændstikker
Dette er ikke madaffald
Er kattegrus madaffald? Det er selvfølgelig umuligt at indtage, så nej, det er ikke mad. Men må man komme det i posen til spiseligt affald, da det jo er et slags naturprodukt. Svaret er nej. Her er en liste over de ting, man kan forledes til at tro, er madaffald.
- Haveaffald som visne blade og jord
- Kattegrus af enhver form
- Mad, som ligger i emballage for eksempel mayonnaisetuber og mælkekartoner.
- Støvsugerposer
- Aske fra askebægeret, grillen eller pejsen
- Rør fra toiletruller og køkkenruller - det er papiraffald
Sådan bliver madspild til varme
Madaffaldet køres til et anlæg, som kan omdanne det til gødning og biogas. Det sker ved at hælde madaffaldet i en enorm maskine, der hakker poserne i små stykker, blender alle madresterne og tilsætter en masse vand.
Efter blendingen sorteres resterne fra for eksempel poser og nu har man selve den masse, der kan bruges til biogas og gødning.
Det er vigtigt at sortere skrald. I følge Miljøstyrelsen vil miljøet blive skånet for over en halv million tons CO2-udledning, hvis alle danskere sorterer deres husholdningsaffald i stedet for blot at smide det hele i en spand.
Læs også om, hvordan du undgår madspild: Sådan forvandler du spild til spise.
Kilder: Grøn Forskel, Miljøstyrelsen, Affald KBH.
Comments
No Comments