Sådan laver du lørdagskylling, der var populært i 1980erne, hvor de blev solgt i massevis. Her er lørdagskyllingen i en bedre udgave.
Lørdagskylling var et velkendt begreb op gennem 1980erne, hvor den blev serveret i mange danske hjem.
Den var nem og relativ billig - men kvaliteten kan måske diskuteres. Kyllingen var parteret og lagt i en foliebakke, som derefter blev frosset ned.
Hjemme skulle man blot smide bakken med lørdagskyllingen i ovnen, og en time senere var der mad.
Selve ideen med en parteret kylling i bakke er der ikke noget i vejen med.
Derfor denne mere moderne udgave, der laves med en kylling af god og økologisk kvalitet.
Tilsat en god marinade er det såmænd ligefrem et rigtig godt måltid mad.
Opskriften er beregnet som hovedret til fire personer.
Ingredienser til lørdagskylling
1 Sødam økologisk kylling på cirka 1,5 kilo (eller lignende)
Citronmarinade laves af
3 spiseskefulde citronsaft
2 spiseskefulde olivenolie
1 teskefuld hvidløgssalt
1 teskefuld salt
1 teskefuld paprika
2 teskefulde tørret oregano
4-6 gulerødder
Fremgangsmåde
- Skær kyllingen ud i underlår, overlår, brystkød og vinger, altsammen i portionsstykker.
- Del også gulerødderne i kvarte.
- Smør et ildfast fad med lidt olie, og læg først gulerødderne i, og ovenpå dem så kyllingestykkerne.
- Rør marinaden sammen, og pensl kyllingen med cirka halvdelen af marinaden.
- Stil den nu ind i ovnen cirka 40 minutter ved 200 grader varmluft.
- Halvvejs, efter 20 minutter, tages fadet ud, og kyllingestykkerne pensles med den sidste halvdel af marinaden, og kyllingen steges færdig.
- Tag så lørdagskyllingen ud, og lad den hvile 10 minutter inden servering.
Den moderne udgave af lørdagskylling nydes sammen med gulerødderne i fadet, hasselbach kartofler og en salat med spidskål.
Se også mine opskrifter på:
Fransk kylling med tomat og hvidløg
Comments
No Comments